Kaere alle,
Jeg har faet et par klager (fra min mor :-)) over at bloggen her ikke er opdateret nok, men sandheden er, at der ikke er sket meget de sidste seks dage. Jeg har tilbragt tiden her i Chichi med at kobe slik, ga tur i de beskidte gader, solbade, vaere pa internettet og sove en del i min haengekoje. Men nu er det alvor. Nu star den 23 dage lange tur foran mig og venter og kalder.
I gar afholdtes pakkemode, for som I maske kan forestille jer, er oppakningen pa sa intens en tur et overlevelsessporgsmal. Der skal ikke et par underbukser for meget med, for de kan fa dig til at mode muren tre dage for tidligt. Derfor er vi gaet meget alvorligt op i at pakke pracist og organiseret som de kalder det her, og det vil sige, at du ved pracis hvor i din taske, din pandelampe befinder sig. Ellers er du pa herrens mark. For i junglen bliver det ikke kun nat, det bliver aldeles sort og i det sorte omkring dig, lever edderkopper, jeg glad for, at jeg ikke kan se; skorpioner, slanger, krokodiller, kattedyr og andre levende og ändende vaesner. Derfor ved jeg helt pracist, at min pandelygte ligger i min lille skuldertaske, og at ekstra-batterierne er samlet med en elastik i siderummet.
Vi er blevet bedt om at pakke to tasker, for som I kan forsta, er der altsa flere ture der indgar i denne store tur. I morgen klokken 16.30 dansk tid tager vi afsted mod Valencia, og derfra tager vi en natbus mod Orinoco Delta. I deltaet opholder vi os i 6 naetter og 7 dage, hvor vi i kayak bevaeger os op gennem junglen. Nar vi har naet vores bestemmelsested, korer vi det sidste stykke vej ind i Canaima, hvor Angel Falls befinder sig. Herfra flyver vi ind over Angel Falls og de laguner der omgiver den, og tilbringer to naetter i dette verdenskendte omrade. Denne del af turen er valgfri og koster selvfolgelig ekstra. 2000 kroner for to dage, som jeg haber bliver uforglemmelige. Vi er blevet advaret om, at Angel Falls kan ligge udtorret hen, for det er torkeperiode netop nu, og af den grund fik vi tilbud om at fa vores penge tilbage, men jeg har alligevel valgt at tage chancen. Jeg er siker pa, at der er masser at se. I vil selvfolgelig kunne fa et indblik om tre ugers tid, nar jeg igen kan uploade billeder. Maske endda för, da jeg haber pa internetadgang i lobet af turen - hojst sandsynligt i junglen. I junglen ved jeg, at vi ogsa stoder pa barer (ja det lyder underligt, men det er sandt), hvor de med glaede drikker vildfarne trekkere under bordet.
Jeg har netop vaeret rundt i Chichi's kinesiske supermarkeder og kobt de sidste ting ind. En af de afgorende ting at fa med sig, er babyolie. Babyolien skal bruges mod de frygtede putiputi'er, som lever i Gran Sabbana-omradet. Det er ganske sma fluer der bider hul pa din hud og danner mange sma ar overalt pa kroppen, men som altsa ikke kan haenge fast, hvis du er smurt ind i et tykt lag babyolie. Babyolien skal tilsaettes b-vitaminer, som vi kober i ampuller pa apoteket. Det er et billigt middel mod en alvorlig plage. Ofte er de mindste dyr, de farligste. Noget af det mest dodbringende man kan stode pa hernede, er draeber-bierne, der helst lever uforstyrret i toppen af palmerne. Dog, skulle man komme til at genere dem, da er de indstillet saledes, at de jagter dig, til de far mulighed for at stikke. Derfor tilnavnet draeberbier. Og du dor af deres stik, for angrebene er mange og giften forholdsvis staerk. Sa undga at genere de sma brummere. De kan ikke lide det. Og de venter pa dig, hvis du gemmer dig under vandet. Jeg ved ikke, hvor de far deres intelligens fra, men deres instinkt er altsa at udrydde, hvad end der matte true stammen.
Puha, ved siden af mig sidder Liv og skriver emails, og jeg tror der en en generel stemning i gruppen af, at nu sker det fandme. Nu skal vi sgu afsted pa den store tur, og der er ingen vej tilbage. Hvad vil vi mode derude, og hvad vil det mon gore ved hver vores bevidsthed? Jeg foler mig stadig som den samme person, kan ikke registrere aendringer, og alligevel kan jeg maerke, at jeg er blevet härdere et eller andet sted. (Maske i roven efter hesteturen...)
Hvad kan jeg ellers fortaelle jer inden afsked.... Hmm... Jo altsa, selve turen bliver jo helt enestaende, og I skal allesammen vaere gronne af misundelse, for det her er the real deal.
I Deltaet er vi nodsaget til at ga pa toilettet i vandet blandt piranyaer og andet godtfolk, og pa Roraima (det firkantede tallerkenbjerg) skal vi skide i en pose, som en lokal fyr sa skal slaebe rundt pa i alle seks dage. Han bliver ikke arbejdslos lige med det samme.
Roraima er en tepui. Tepui'er findes kun to steder i verden; i Venezuela og i Afrika. Det skyldes at kontinenterne en gang hang sammen, og sa braekkede over netop i det omrade, hvor disse tepuier findes. Det omrade vi skal ind i, Gran Sabbana, er der hvor Jurassic Parc II blev optaget ( i hvert fald de forste scener, hvor hovedpersonerne flyver ind over en kaempeslette med dinoer.) Gran Sabbana skulle eftersigende vaere et at de mest spirituelle steder pa jorden (?!), og den tepui vi skal op pa er nasten 3000 meter hoj. Pa toppen skal vi overnatte to naetter, tror jeg, og her er koldt. Vi skal sove i skiundertoj og fär formodentlig brug for vanter undervejs. Det bliver en enorm omvaeltning. Netop i dag var jeg ved at ga til af varme og fugtighed, fordi jeg ikke er god til at drikke nok vand. Det smager nemlig af jord. Alle disse oplevelser bliver jo forfaerdeligt spaendende, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal rumme det. Vi far vist et par enkelte taenke-pauser undervejs, men der bliver ikke meget tid til at bearbejde alle indtrykkene. Vi er mere eller mindre pa farten 3 uger i traek. Jeg vil for min egen skyld (og de interesseredes) tage noter undervejs og viderebringe dem her pa siden.
Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal forvente, og det hele ligger mere eller mindre lige sa ukendt foran mig, som det gor for jer. Guiderne her vaelger at give os sma bidder af information hver gang, for de mener ikke, vi kan rumme mere, og jeg tror, de har fuldstaendig ret. Lige nu ved jeg, at jeg i morgen drager til Valencia, finder en plads i natbussen og naeste morgen star med ansvaret for en kayak. Min kayakpartner skal forst i vandet to dage efter, og pa den made skiftes vi. Nar man ikke er i kayakken, er man i nogle större bade, og der driver man afsted ved siden af kayakkerne. Om natten ligger vi til ved breden, fastgorer vores rejsehaengekojer til traerne og laver mad. Derefter nat. To naetter skal vi ud pa floden under stjernerne, fordi dette skulle vaere en ubeskrivelig oplevelse. Det forestiller jeg mig. Tyst afsted gennem natten med den storslaede stjernehimmel over os og tusinde blinkende ojne inde mellem traerne.
Min gud det bliver stort. Det hele. Jeg er slet ikke klar over, hvad jeg skal i gang med. Kan man komme ud pa den anden side, som den samme person? Det kan man vel. Det bliver spandende at se.
Skriv, kommenter, email, jeg skal nok svare pa det hele. Fra jer alle.
Og ma I have det godt mens jeg er vaek. Jeg forlader civilisationen for tre ugers tid; en relativt kort periode, men det sker alligevel sjaeldent, at man er fuldstaendig uden for raekkevidde. De naeste tre uger er mellem mig selv og nuet.
Knus til jer.
fredag den 30. januar 2009
tirsdag den 27. januar 2009
stort og smat
I dag har jeg valgt at tage en slags fridag. Sadan en havde vi ogsa i gar, men jeg traenger til et par stykker. Jeg sidder netop nu pa internetcafeen med Edmee og sveder i eftermiddagsvarmen, selv om vejret i dag har vaeret det koldeste hidtil. Som I ved naermer den store tur sig - mere pracist tager vi afsted d. 31. januar tidligt om morgenen, og jeg vil komme til internet igen pa et ukendt tidspunkt.
Turen til Los Llanos tog hardt pa os, bade fysisk og pyskisk. Det var en smuk tur, og folelsen af at leve sa afsondret, var helt speciel. Forestil jer en gang hvor stort omradet er, det daekker et enormt areal, og forestil jer, hvor langt der er til det naeste levende menneske. Hvis du bliver bidt af klapperslangen dor du. Du skal have modgift inden for 30 minutter, og der er halvanden time til hospitalet. Mindst. Hvis en caimen saetter taenderne i dit ben, skal du opbyde umenneskelig ro og sta stille mens blodet lober ned i dens gab. Saledes er chancen for at fa dit ben tilbage storre. Det er altsa pa mange mader et barskt omrade, og her lever altsa en snes mennesker hele deres liv. Og jeg ved ikke om de kender andet. De racer afsted langs de stovede veje pa deres sma scootere, og en enkelt gang i mellem ser man et saersyn i form af en cykelist. Det skete to gange. Det er i det hele taget en underlig verden, hvor tiden pa sin vis star stille. Jeg vill eikke onske mig et liv der, men jeg tror ikke de mennesker, vi modte, kunne leve andetsteds.
I min sidste blog fik jeg ikke naevnt, at vi fiskede piratfisk. Jeg var ikke god til det. Jeg formaede at madde piraterne frem for at fa dem pa krogen. De snuppede behaendigt min madding, og forsvandt sa grinende tilbage i deltaets mudrede vand. Teknikken forstar jeg godt, og jeg vil kunne instruere dig i at fiske efter piratfisk nu, men jeg kan altsa ikke rigtig udfore den selv. Du kaster linen ud og et spiltsekund derefter kaster du resten af den line du star med i handen ud, for at sikre at maddingen kommer ud pa midten af vandet. Selve kasteteknikken kraver et par minutters ovelse. Derefter traekker du langsomt linen ind igen, og sa snart der bides pa, river du i ét ryk fisken op pa land. Det er denne sidste bevaegelse, der er svaer. Rykker du forkert, er fiskene snu nok til at fa maddingen af uden at risikere livet selv. Sa jeg fik altsa ingen pa krogen, til gengaeld fik Manuel op imod 40 fisk i spanden, og jeg lod mig gerne fotografere med dem. Piranyaer smager udsögt. Man kan spise det hele - ben, finner, alting. Det er en delikat spise, og det undrer mig, at man ikke kan fa det pa fiskerestauranter i Europa. Hvis I nogensinde far muligheden for det, sa ma I love jer selv, at smage pa denne rovfisk. Finnerne smager som chips og kodet er salt og smagfuldt.
Nu er vi tilbage i Chichiriviche og prisgivet deres pizzaer og hvedespise, hvis vi skulle onske at ga i byen en aften. Jeg har snart vandret Chichi tyndt mange gange, og byen har mindre og mindre at byde pa for hver gang. Derfor glaeder jeg mig enormt meget til, jeg skal til Merida. Den beslutning traf jeg for et par dage siden, og den er jeg glad ved. Jeg regner nu med, at jeg kommer til at arbejde i Merida Zoo; noget jeg egentlig ikke ville til at begynde med, da jeg frygter for dyrenes tilstand og forhold. Men nu har jeg besluttet mig for at gore det alligevel. Man far et certifikat, nar man har gennemfort kurset (dette er mere et kursus end et egentligt arbejde, og man betaler penge for det), kan man bruge det ved jobsogning, og det skulle efter sigende kvalificere til at man kan assistere en dyrepasser ( i Sydamerika i hvert fald ;-))
Bade Edmee, Liv og Zakarias tager formodentlig med, og det er jeg glad for :-)
Nu ligger den store tur foran os og venter, og i öjeblikket ser jeg ikke frem til den, hvis jeg skal vaere absolut aerlig. Jeg foler mig ikke parat endnu, jeg er stadig i gang med at genvinde kraefter efter sidste tur. Lad os haabe de kommer inden da. Jeg har stadig en 3-4 dage tilbage.
Jeg haaber alt er vel i Danmark. Slut for nu.
Turen til Los Llanos tog hardt pa os, bade fysisk og pyskisk. Det var en smuk tur, og folelsen af at leve sa afsondret, var helt speciel. Forestil jer en gang hvor stort omradet er, det daekker et enormt areal, og forestil jer, hvor langt der er til det naeste levende menneske. Hvis du bliver bidt af klapperslangen dor du. Du skal have modgift inden for 30 minutter, og der er halvanden time til hospitalet. Mindst. Hvis en caimen saetter taenderne i dit ben, skal du opbyde umenneskelig ro og sta stille mens blodet lober ned i dens gab. Saledes er chancen for at fa dit ben tilbage storre. Det er altsa pa mange mader et barskt omrade, og her lever altsa en snes mennesker hele deres liv. Og jeg ved ikke om de kender andet. De racer afsted langs de stovede veje pa deres sma scootere, og en enkelt gang i mellem ser man et saersyn i form af en cykelist. Det skete to gange. Det er i det hele taget en underlig verden, hvor tiden pa sin vis star stille. Jeg vill eikke onske mig et liv der, men jeg tror ikke de mennesker, vi modte, kunne leve andetsteds.
I min sidste blog fik jeg ikke naevnt, at vi fiskede piratfisk. Jeg var ikke god til det. Jeg formaede at madde piraterne frem for at fa dem pa krogen. De snuppede behaendigt min madding, og forsvandt sa grinende tilbage i deltaets mudrede vand. Teknikken forstar jeg godt, og jeg vil kunne instruere dig i at fiske efter piratfisk nu, men jeg kan altsa ikke rigtig udfore den selv. Du kaster linen ud og et spiltsekund derefter kaster du resten af den line du star med i handen ud, for at sikre at maddingen kommer ud pa midten af vandet. Selve kasteteknikken kraver et par minutters ovelse. Derefter traekker du langsomt linen ind igen, og sa snart der bides pa, river du i ét ryk fisken op pa land. Det er denne sidste bevaegelse, der er svaer. Rykker du forkert, er fiskene snu nok til at fa maddingen af uden at risikere livet selv. Sa jeg fik altsa ingen pa krogen, til gengaeld fik Manuel op imod 40 fisk i spanden, og jeg lod mig gerne fotografere med dem. Piranyaer smager udsögt. Man kan spise det hele - ben, finner, alting. Det er en delikat spise, og det undrer mig, at man ikke kan fa det pa fiskerestauranter i Europa. Hvis I nogensinde far muligheden for det, sa ma I love jer selv, at smage pa denne rovfisk. Finnerne smager som chips og kodet er salt og smagfuldt.
Nu er vi tilbage i Chichiriviche og prisgivet deres pizzaer og hvedespise, hvis vi skulle onske at ga i byen en aften. Jeg har snart vandret Chichi tyndt mange gange, og byen har mindre og mindre at byde pa for hver gang. Derfor glaeder jeg mig enormt meget til, jeg skal til Merida. Den beslutning traf jeg for et par dage siden, og den er jeg glad ved. Jeg regner nu med, at jeg kommer til at arbejde i Merida Zoo; noget jeg egentlig ikke ville til at begynde med, da jeg frygter for dyrenes tilstand og forhold. Men nu har jeg besluttet mig for at gore det alligevel. Man far et certifikat, nar man har gennemfort kurset (dette er mere et kursus end et egentligt arbejde, og man betaler penge for det), kan man bruge det ved jobsogning, og det skulle efter sigende kvalificere til at man kan assistere en dyrepasser ( i Sydamerika i hvert fald ;-))
Bade Edmee, Liv og Zakarias tager formodentlig med, og det er jeg glad for :-)
Nu ligger den store tur foran os og venter, og i öjeblikket ser jeg ikke frem til den, hvis jeg skal vaere absolut aerlig. Jeg foler mig ikke parat endnu, jeg er stadig i gang med at genvinde kraefter efter sidste tur. Lad os haabe de kommer inden da. Jeg har stadig en 3-4 dage tilbage.
Jeg haaber alt er vel i Danmark. Slut for nu.
mandag den 26. januar 2009
Los Llanos
Okay. Jeg prover igen. Jeg har netop skrevet hele fortalligen om Los Llanos ind. Nu er den vak. Moderne teknologi bliver min undergang. Denne udgave bliver kortere og mindre detaljeret.
22. januar
Kare allesammen.
Sa er vi kommet til Los Llanos, et tyndt befolket cowboyland med et overdadigt dyreliv. Vi bor pa en gard som bestyres af en familie. De lever her og spiser med os hver dag. Flere af sonnerne er skave eller muterede at se pa, og jeg tanker, at det skyldes det ringe udvalg af partnere der er her. Jeg tror kusiner valger fatre mange generationer i traek.
Vi bor i runde, mintgronne hangekoje.huse, og er omgivet af dyr fra morgen til aften: En kampe kalkun, flere afpillede hons, en enkelt hane, hunde en kat, heste og to storkelignende vasner, der lofter deres vinger mod os for at skramme os.
I Los Llanos finder man et af verdens fugleparadiser, og ornitologer kommer langvejsfra for at se de over 750 forskellige slags. I torkeperioder som nu, samles alle dyrerne ved de fa vandhuller, her er, og derfor skal man ikke lede lange efter krokodiller, anakondaer og flodsvin. De bor alle sammen sammen af nodvendighed. I gar gik vi pa anakonda- og caimenjagt. (En caimen er en lille krokodille som er overalt her). Vi fandt 4 slanger; en lille en pa 1,5 meter og en stor, aldgammel og blind fyr pa 4,5 meter. Ham fik jeg nasten ondt af. Det gjorde jeg faktisk i alle fire tilfalde. Tank at vare en anaconda, der er sa uheldig at blive fundet af 33 turister og trukket frem fra sit skjul i halen, grebet om hovedet og loftet frem til fotografering. Stakkels dyr.
Der er nu gaet ca. 16 dge siden jeg tog af sted fra Danmark, dvs. en sjettedel af tiden, og jeg begynder for alvor at kunne fornemme rejsens langde. I er langt vak. Lad os bare sige det sadan. I er langt vak nar dagen gar pa hald, og I er lngt vak nar solen star op igen.
Natten falder pa, insekterne kommer frem og leder efter et stykke bar hud, og i morgen skal Tom sla en ko ihjel.
23. januar.
ridning.
Kaereste allesammen,
Sa var det i dag, jeg fik lov til at ride pa en hest. Gruppen havde talt meget om de rolige og de hurtige heste, tranquilo og rapido, og jeg havde egentlig skrevet mig op til en hurtig hest, men endte pa ryggen af en lidt nervos og meget doven brun hest. Det forste lange stykke vej slentrede den modvilligt afsted, men med en 3. del tilbage af turen, kom der endelig fart pä.
Det var en fantastisk folelse - afsted med hoj fart over sletten. Hesten bevagede sig uden for stierne (efter insisterende tvang fra min side), og det gav et sug i maven hver gang den var ved at snuble. Med folelsen af frihed og fremdrift var al for god til at holde sig selv tilbage.
Et par enkelte gange fik jeg den op i rigtig galop, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at falde af. Det er klart lettest at holde sig fast i galoptempo, hvis man rejser sig i stigbojlerne, og bruger sin egen vagt som modvagt til stödene. Det var en fantastisk blanding af skraek og fryd. Jeg var nummer to til at n frem til folden igen, og det siger ikke sa lidt, for jeg havde vaeret en af de bagerste det meste af turen. Det er mange ar siden jeg har redet pa en hest, og jeg har glemt det meste, men jeg elskede det virkelig og rabte og skreg som en indianer :-) Jeg vil anbefale jer der har lyst til at prove det. Det er som intet andet. Det er frihed og det er ogsa lidt angst (for mit vedkommende i hvert fald) og det foles autentisk pa en helt speciel made.
Tom fik myrdet koen i morges, og jeg valgte ikke at se pa selve slagteprocessen. Alligevel ved jeg hvad der skete:
De bandt dyrets ben, blottede dens hals og stak efter pulsaren. Tom kunne (selvfolgelig) ikke rmme i de forste forsog, og paforte dyret smertefulde med ikke drabende sar. Da selve mordet var overstaet, narmede jeg mig med mit kamera, og tog billeder af det dode dyr. Resultaterne kan I se her pa siden. Det er fristende at komme med moralske overvejelser, men jeg vil lade vare med at putte dem pa skrift.
Blodet bleveti en spand, skinder skrabet af og ojnene suget ud af Rasmus, Zakarias og Sofie; fulde af vitaminer som de er.
I aften serveres den, ikke som i DK hvor kodet hanger til torring, afdrypning og modning et par dage.
Det er det sidste jeg har skrevet i min dagbog fra turen, og det er jo ikke meget taget i betragtning hvor meget vi egentlig oplevede. Jeg haber billederne ogsa taler for sig selv.
Turen til Los Llanos var hard. Jeg var trat, beskidt og radbrakket (se billeder efter ridetur). Der var intet sted at ga hen udover tör, stövet slette, og der var ingen made at kommunikere med omverdenen pa. Oplevelserne der, horer til noget af det mest utrolige jeg har provet, tror jeg, og alligevel var det hverdagskost, mens det stod pa. Turene pa toppen af jeepens tag, slingrende, stovede og med udsyn over det mest utrolige sletteland, og de utrolige stjernebilleder pa en nattehimmel i al sin pragt vil lagres i min hukommelse for altid. I skal dog vide, at hernede findes Karlsvognen ikke, og det far mig til at fole mig meget langt vak hjemmefra, for det er det stjernebillede, jeg altid leder efter.
Overalt kiggede naturen tilbage pa os gemmen store runde ko-öjne, eller sma intelligente caimenojne, og jeg fandt aldrig ud af om vi var velkomne der med vores kameraer og larmende skridt. Krokodillerne dukkede frem fra jorden, som aldgamle, mudderbrune skabninger, parat til at sluge hvad end der matte krydse vandhullerne. Köerne stod ludende med derres store, blöde örer og stirrede pa hver gang vi korte forbi. Jeg elskede köerne. Vi var rumvasner i deres verden. Se dem pa billederne.
Nu vil jeg slutte og habe pa en vellykket uploadning. Jeg er meget interesseret i at hore hvordan bloggen her fungerer som kommunikationsredskab, sa I er meget velkomne til at kommentere eller skrive til mig.
Jeg blogger videre i morgen, der er alt for meget at berette om til at fa det ned i en omgang.
Knus til alle.
22. januar
Kare allesammen.
Sa er vi kommet til Los Llanos, et tyndt befolket cowboyland med et overdadigt dyreliv. Vi bor pa en gard som bestyres af en familie. De lever her og spiser med os hver dag. Flere af sonnerne er skave eller muterede at se pa, og jeg tanker, at det skyldes det ringe udvalg af partnere der er her. Jeg tror kusiner valger fatre mange generationer i traek.
Vi bor i runde, mintgronne hangekoje.huse, og er omgivet af dyr fra morgen til aften: En kampe kalkun, flere afpillede hons, en enkelt hane, hunde en kat, heste og to storkelignende vasner, der lofter deres vinger mod os for at skramme os.
I Los Llanos finder man et af verdens fugleparadiser, og ornitologer kommer langvejsfra for at se de over 750 forskellige slags. I torkeperioder som nu, samles alle dyrerne ved de fa vandhuller, her er, og derfor skal man ikke lede lange efter krokodiller, anakondaer og flodsvin. De bor alle sammen sammen af nodvendighed. I gar gik vi pa anakonda- og caimenjagt. (En caimen er en lille krokodille som er overalt her). Vi fandt 4 slanger; en lille en pa 1,5 meter og en stor, aldgammel og blind fyr pa 4,5 meter. Ham fik jeg nasten ondt af. Det gjorde jeg faktisk i alle fire tilfalde. Tank at vare en anaconda, der er sa uheldig at blive fundet af 33 turister og trukket frem fra sit skjul i halen, grebet om hovedet og loftet frem til fotografering. Stakkels dyr.
Der er nu gaet ca. 16 dge siden jeg tog af sted fra Danmark, dvs. en sjettedel af tiden, og jeg begynder for alvor at kunne fornemme rejsens langde. I er langt vak. Lad os bare sige det sadan. I er langt vak nar dagen gar pa hald, og I er lngt vak nar solen star op igen.
Natten falder pa, insekterne kommer frem og leder efter et stykke bar hud, og i morgen skal Tom sla en ko ihjel.
23. januar.
ridning.
Kaereste allesammen,
Sa var det i dag, jeg fik lov til at ride pa en hest. Gruppen havde talt meget om de rolige og de hurtige heste, tranquilo og rapido, og jeg havde egentlig skrevet mig op til en hurtig hest, men endte pa ryggen af en lidt nervos og meget doven brun hest. Det forste lange stykke vej slentrede den modvilligt afsted, men med en 3. del tilbage af turen, kom der endelig fart pä.
Det var en fantastisk folelse - afsted med hoj fart over sletten. Hesten bevagede sig uden for stierne (efter insisterende tvang fra min side), og det gav et sug i maven hver gang den var ved at snuble. Med folelsen af frihed og fremdrift var al for god til at holde sig selv tilbage.
Et par enkelte gange fik jeg den op i rigtig galop, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at falde af. Det er klart lettest at holde sig fast i galoptempo, hvis man rejser sig i stigbojlerne, og bruger sin egen vagt som modvagt til stödene. Det var en fantastisk blanding af skraek og fryd. Jeg var nummer to til at n frem til folden igen, og det siger ikke sa lidt, for jeg havde vaeret en af de bagerste det meste af turen. Det er mange ar siden jeg har redet pa en hest, og jeg har glemt det meste, men jeg elskede det virkelig og rabte og skreg som en indianer :-) Jeg vil anbefale jer der har lyst til at prove det. Det er som intet andet. Det er frihed og det er ogsa lidt angst (for mit vedkommende i hvert fald) og det foles autentisk pa en helt speciel made.
Tom fik myrdet koen i morges, og jeg valgte ikke at se pa selve slagteprocessen. Alligevel ved jeg hvad der skete:
De bandt dyrets ben, blottede dens hals og stak efter pulsaren. Tom kunne (selvfolgelig) ikke rmme i de forste forsog, og paforte dyret smertefulde med ikke drabende sar. Da selve mordet var overstaet, narmede jeg mig med mit kamera, og tog billeder af det dode dyr. Resultaterne kan I se her pa siden. Det er fristende at komme med moralske overvejelser, men jeg vil lade vare med at putte dem pa skrift.
Blodet bleveti en spand, skinder skrabet af og ojnene suget ud af Rasmus, Zakarias og Sofie; fulde af vitaminer som de er.
I aften serveres den, ikke som i DK hvor kodet hanger til torring, afdrypning og modning et par dage.
Det er det sidste jeg har skrevet i min dagbog fra turen, og det er jo ikke meget taget i betragtning hvor meget vi egentlig oplevede. Jeg haber billederne ogsa taler for sig selv.
Turen til Los Llanos var hard. Jeg var trat, beskidt og radbrakket (se billeder efter ridetur). Der var intet sted at ga hen udover tör, stövet slette, og der var ingen made at kommunikere med omverdenen pa. Oplevelserne der, horer til noget af det mest utrolige jeg har provet, tror jeg, og alligevel var det hverdagskost, mens det stod pa. Turene pa toppen af jeepens tag, slingrende, stovede og med udsyn over det mest utrolige sletteland, og de utrolige stjernebilleder pa en nattehimmel i al sin pragt vil lagres i min hukommelse for altid. I skal dog vide, at hernede findes Karlsvognen ikke, og det far mig til at fole mig meget langt vak hjemmefra, for det er det stjernebillede, jeg altid leder efter.
Overalt kiggede naturen tilbage pa os gemmen store runde ko-öjne, eller sma intelligente caimenojne, og jeg fandt aldrig ud af om vi var velkomne der med vores kameraer og larmende skridt. Krokodillerne dukkede frem fra jorden, som aldgamle, mudderbrune skabninger, parat til at sluge hvad end der matte krydse vandhullerne. Köerne stod ludende med derres store, blöde örer og stirrede pa hver gang vi korte forbi. Jeg elskede köerne. Vi var rumvasner i deres verden. Se dem pa billederne.
Nu vil jeg slutte og habe pa en vellykket uploadning. Jeg er meget interesseret i at hore hvordan bloggen her fungerer som kommunikationsredskab, sa I er meget velkomne til at kommentere eller skrive til mig.
Jeg blogger videre i morgen, der er alt for meget at berette om til at fa det ned i en omgang.
Knus til alle.
søndag den 18. januar 2009
Kort bemaerkning
I overmorgen tager vi til Los Llanos, og jeg ved ikke hvornar jeg igen kan komme pa internettet.
Dvs. jeg kun har i morgen tilbage, for vi tager afsted. Derefter vender vi tiilbage, og naeste tur varer henved 3 uger i traek.
Dvs. jeg kun har i morgen tilbage, for vi tager afsted. Derefter vender vi tiilbage, og naeste tur varer henved 3 uger i traek.
Nye billeder og nye oplevelser
Kaere alle sammen
Sa er der lagt to nye mapper ind med billeder fra byen, fra lejren og fra sma ture rundt i omradet. I gar var vi pa vores forste rigtige kajaktur ved et lille delta i naerheden. Halvdelen af os sejlede i kayakker, mens den anden halvdel tog en bad. Pa turen kom vi forbi to grotter. Den forste grotte kaldes Jomfrugrotten, og her finder man i hundredevis af sma Maria statuer placeret de mest ufremkommelige steder i grotten. Det er et fantastisk syn, og det lykkedes mig at tage et par fotos fra min kayak. Jeg var hele tiden bange for at tabe kameraet, sa billederne er ikke i hoj lvalitet.
Efter denne smukke grotte, sejlede vi 50 meter laengere ned af deltaet og kom til Indianernes gamle grotte. Her var en ganske speciel stemning, naesten lidt trykket. Der var relativt morkt og fugtigt, og der lugtede tvivlsomt i de moerke kroge. Kaempe krabber (virkeligt, virkeligt mareridts-agtigt store) kaempede sig vej over det ujaevne terraen, og dukkede op af deres enorme huller i jorden. Som i kan se pa billederne, var der en klippevaeg forenden af grotten, som man jo kunne klatre opad, hvis man skulle fa lyst... Pa vejen vil man moede i tusindvis af mellemstore edderkopper, som bor under deres soelvagtige spind overalt.
sejlturen var hard for mine arme, specielt fordi min kayak hele tiden vil til hojre, og jeg ma igen og igen prove at indprente den, at den skal sejle lige ud. Heldigvis byttede vi plads undervejs med vores partner, og jeg kom hjem i speedbad, som I ogsa kan se pa mine fotos.
Hvordan ser mine billeder egentlig ud? Er de meget rodede, eller forstar i nogenlunde hvilken sammenhaeng, de optraeder i?
Liv og jeg er kommet i tvivl mht vores Work Experience (WE), efter vi har talt med nogle piger, der netop har afsluttet deres program. De siger, deltaet er meget isoleret, og at tre-fire uger der, kan virke som lang tid. Sa vi er begyndt at overveje at drage til Merida i stedet, men beslutningen skal forst falde efter vi har vaeret i Los Llanos - cowboylandet. Det giver os lidt mere tid til overvejelse.
Forleden fik jeg vasket toj hos en af de lokale, en dejlig folelse at ga i rent toj igen, desvaerre er vandet endnu en gang forsvundet.
Og tak mor, for dine fine og ildevarslende sider om tyfus, hehe. Jeg satser pa at overleve, og ellers kan I jo glaede jer over at fa mig tidligere hjem :-)
Taenker pa jer allesammen, skriv gerne kommentarer eller mails som mange af jer ogsa gor.
Knus fra Sidsel.
Sa er der lagt to nye mapper ind med billeder fra byen, fra lejren og fra sma ture rundt i omradet. I gar var vi pa vores forste rigtige kajaktur ved et lille delta i naerheden. Halvdelen af os sejlede i kayakker, mens den anden halvdel tog en bad. Pa turen kom vi forbi to grotter. Den forste grotte kaldes Jomfrugrotten, og her finder man i hundredevis af sma Maria statuer placeret de mest ufremkommelige steder i grotten. Det er et fantastisk syn, og det lykkedes mig at tage et par fotos fra min kayak. Jeg var hele tiden bange for at tabe kameraet, sa billederne er ikke i hoj lvalitet.
Efter denne smukke grotte, sejlede vi 50 meter laengere ned af deltaet og kom til Indianernes gamle grotte. Her var en ganske speciel stemning, naesten lidt trykket. Der var relativt morkt og fugtigt, og der lugtede tvivlsomt i de moerke kroge. Kaempe krabber (virkeligt, virkeligt mareridts-agtigt store) kaempede sig vej over det ujaevne terraen, og dukkede op af deres enorme huller i jorden. Som i kan se pa billederne, var der en klippevaeg forenden af grotten, som man jo kunne klatre opad, hvis man skulle fa lyst... Pa vejen vil man moede i tusindvis af mellemstore edderkopper, som bor under deres soelvagtige spind overalt.
sejlturen var hard for mine arme, specielt fordi min kayak hele tiden vil til hojre, og jeg ma igen og igen prove at indprente den, at den skal sejle lige ud. Heldigvis byttede vi plads undervejs med vores partner, og jeg kom hjem i speedbad, som I ogsa kan se pa mine fotos.
Hvordan ser mine billeder egentlig ud? Er de meget rodede, eller forstar i nogenlunde hvilken sammenhaeng, de optraeder i?
Liv og jeg er kommet i tvivl mht vores Work Experience (WE), efter vi har talt med nogle piger, der netop har afsluttet deres program. De siger, deltaet er meget isoleret, og at tre-fire uger der, kan virke som lang tid. Sa vi er begyndt at overveje at drage til Merida i stedet, men beslutningen skal forst falde efter vi har vaeret i Los Llanos - cowboylandet. Det giver os lidt mere tid til overvejelse.
Forleden fik jeg vasket toj hos en af de lokale, en dejlig folelse at ga i rent toj igen, desvaerre er vandet endnu en gang forsvundet.
Og tak mor, for dine fine og ildevarslende sider om tyfus, hehe. Jeg satser pa at overleve, og ellers kan I jo glaede jer over at fa mig tidligere hjem :-)
Taenker pa jer allesammen, skriv gerne kommentarer eller mails som mange af jer ogsa gor.
Knus fra Sidsel.
torsdag den 15. januar 2009
Valencia og Warao
Hej folkens!
I gar var vi sa i Valencia, og jeg sa heldig at jeg fik lov at tage bussen sammen med nogle af de andre. Dette blev ikke opfattet som et heldigt lod, men det var en god oplevelse, en rigtig 'on-the-road-feeeling'. Busserne koerer afsindig hurtigt og der pumper salsamusik ud af hojtalere i bussen, sa man pa alle mader bliver blaest igennem. I Valencia brugte vi ca. 3 timer i et storcenter, og jeg fik to nye ven ner, Camal og Miguel. Det var to gutter i en fotoforretning, som hjalp mig med at genoplade mine batterier og kobe et nyt memorycard til mit camer. Vi tog billeder af hinanden, og jeg haaber I lige tager jer tid til at kigge pa dem, for de er virkelig soede! De tog ogsa et billede af mig og syntes mit navn var meget underligt indtil jeg skrev det ned for dem. Storcentret var som mange ndre storcentre, selvfolgelig med et sydamerikansk touch og masser af julepynt. Det har vi forresten overalt hernede - fuldfede julemaend og snemaend der glitrer og onsker god jul. Valencia var altsa en god oplevelse, og vi kom hjem til dejlig vegetarisk mad :-)
Jeg falder bedre og bedre til i gruppen, og det betyder meget for virkelig at kunne nyde sit ophold her. Jeg foler mig for det meste fuld af energi og lyst til det hele. Det er skont.
I mellemtiden har jeg fundet ud af, at jeg ikke er vaccineret absoult fyldestgorende (bare rolig mor, jeg skal nok komme hjem i live!) Jeg mangler tyfus. Til gengaeld har vi netop i dag faet at vide at malaria IKKE ER ET PROBLEM og at Adventure Heart har misinformeret os - eller taet pa. Jeg hra ikke taenkt mig at tage pillerne, men muligvis bruge dem behandlende hvis det ekstreme uheld skulle vaere ude, men vores guide Rene siger at det ikke findes i Deltaet hvor vi skal ro i kayak.
Og nu til denner blogs storste nyhed!!! Liv, Edmee og jeg are going to the Waraos!! Vi skal bo hos indianerne 4 uger haaber, haaber, haaber jeg. Der kan kun ga to ting galt: enten er vi pludselig for mange der vil det, og det kan skabe problemer, eller ogsa er der pludselig noget andet der traekker sa staerkt i os, at planerne aendres. Men hold helt op, hvor bliver det spaendende. Vi skal fungere som turistguider og spansk/engelskundervisere. Jeg er helt hoj ved tanken! Kryds alle jeres fingre for at det lykkes for os. Dog tager jeg ikke afsted alene, for jeg onsker ikke at drage alene til Caracas, nar den tid kommer, hvor jeg skal hjem. Derfor skal mindst Liv eller Edmee med mig, og de er dejlige piger. Der er billeder af dem pa bloggen ogsa, tag et kig.
Nu vil jeg uploade nogle fotos, blandt andet fra Valencia, og sa haber jeg at hoere fra nogle af jer. (Gerne mor + far fx. Har mailet jer - har I modtaget?)
I morgen skal vi traene kajak inden vi tager til deltaet. Det er 1-personerskajaker, og det bliver udfordrende.
Gode tanker til alle.
Sidsel
I gar var vi sa i Valencia, og jeg sa heldig at jeg fik lov at tage bussen sammen med nogle af de andre. Dette blev ikke opfattet som et heldigt lod, men det var en god oplevelse, en rigtig 'on-the-road-feeeling'. Busserne koerer afsindig hurtigt og der pumper salsamusik ud af hojtalere i bussen, sa man pa alle mader bliver blaest igennem. I Valencia brugte vi ca. 3 timer i et storcenter, og jeg fik to nye ven ner, Camal og Miguel. Det var to gutter i en fotoforretning, som hjalp mig med at genoplade mine batterier og kobe et nyt memorycard til mit camer. Vi tog billeder af hinanden, og jeg haaber I lige tager jer tid til at kigge pa dem, for de er virkelig soede! De tog ogsa et billede af mig og syntes mit navn var meget underligt indtil jeg skrev det ned for dem. Storcentret var som mange ndre storcentre, selvfolgelig med et sydamerikansk touch og masser af julepynt. Det har vi forresten overalt hernede - fuldfede julemaend og snemaend der glitrer og onsker god jul. Valencia var altsa en god oplevelse, og vi kom hjem til dejlig vegetarisk mad :-)
Jeg falder bedre og bedre til i gruppen, og det betyder meget for virkelig at kunne nyde sit ophold her. Jeg foler mig for det meste fuld af energi og lyst til det hele. Det er skont.
I mellemtiden har jeg fundet ud af, at jeg ikke er vaccineret absoult fyldestgorende (bare rolig mor, jeg skal nok komme hjem i live!) Jeg mangler tyfus. Til gengaeld har vi netop i dag faet at vide at malaria IKKE ER ET PROBLEM og at Adventure Heart har misinformeret os - eller taet pa. Jeg hra ikke taenkt mig at tage pillerne, men muligvis bruge dem behandlende hvis det ekstreme uheld skulle vaere ude, men vores guide Rene siger at det ikke findes i Deltaet hvor vi skal ro i kayak.
Og nu til denner blogs storste nyhed!!! Liv, Edmee og jeg are going to the Waraos!! Vi skal bo hos indianerne 4 uger haaber, haaber, haaber jeg. Der kan kun ga to ting galt: enten er vi pludselig for mange der vil det, og det kan skabe problemer, eller ogsa er der pludselig noget andet der traekker sa staerkt i os, at planerne aendres. Men hold helt op, hvor bliver det spaendende. Vi skal fungere som turistguider og spansk/engelskundervisere. Jeg er helt hoj ved tanken! Kryds alle jeres fingre for at det lykkes for os. Dog tager jeg ikke afsted alene, for jeg onsker ikke at drage alene til Caracas, nar den tid kommer, hvor jeg skal hjem. Derfor skal mindst Liv eller Edmee med mig, og de er dejlige piger. Der er billeder af dem pa bloggen ogsa, tag et kig.
Nu vil jeg uploade nogle fotos, blandt andet fra Valencia, og sa haber jeg at hoere fra nogle af jer. (Gerne mor + far fx. Har mailet jer - har I modtaget?)
I morgen skal vi traene kajak inden vi tager til deltaet. Det er 1-personerskajaker, og det bliver udfordrende.
Gode tanker til alle.
Sidsel
tirsdag den 13. januar 2009
Sidste blog inden Valencia
Kaere alle,
Hvor er det dejligt I folger med i min blog, tak for alle jeres kommentarer og mails. Elsker dem - send flere.
I dag har vi haft spansk af to omgange, fordi vi skulle informeres om turen i morgen, som gar til Valencia. Det har vaeret en afslappet dag, og det glaeder mig at have tid til at slentre gennem byen og se pa den; beskidt, varm og fuld af hunde, affald og stemning. I Valencia skal vi som sagt kobe de ting vi amngler, og jeg haber lidt at fa fat i et memorycard til mit kamera, for som det er nu, kan jeg kun tage 101 fotos.
Vi er ligeledes blevet informeret en smule om en valgfri tur til Angel Falls som er denne planets naesthojeste vandfald og som jeg for alt i verden ikke vil undvaere. Vi skal flyve ind i omraadet, som er jungleomraade i 5-personers fly, og derpa vandre gennem junglen til laguner og endelig det store englevandfald. Vi sa filmen eller serien (er er ikke helt klar over det) som hedder Planet Earth, og som intro viste de billeder af Venezuela og steder vi skal besoege. Jeg kan slet ikke vente, selv om vandhullerne og skrald ogsa har sin helt egen og udefinerbare charme.
Nu far jeg det til at lyde som om vi bor forfaerdelig ulaekkert, hvilket kun er delvist sandt. Ikke mere end ti minutters sejlads eller koeretur herfra finder man allerede den vilde natur. Vi er virkelig i udkanten, og jeg kan ikke vente med at komme ind i junglen, ud pa savannen eller op i bjergene. Det er det jeg er her for, det er det jeg braender for. I dag blev vores spanskundervisning afbrudt af en kaempe gekko - jeg ved ikke hvad de rigtigt hedder, som besogte os pa taget med sine smukke farver og sit urtidsagtige look. Alle fór afsted med kameraer, men jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen. Haaber I tilgiver.
Priserne hernede er forbloffende hoje - det er danske forhold hvad angar mange ting. Det skyldes inflation, og jeg ved virkelig ikke, hvordan de lokale klarer sig. De fleste ma eje en fiskerbad eller noget i den retning. Alle supermarkeder hernede er ejet af kinesere, og deres priser er ikke altid ublu. En bolivar star i ca. 1,60 d.kr., fordi de oprindelige 0'er er blevet fjernet. Vi betaler ca 20 kr for en pakke kiks, som vi kober mange af, selv om vi far tre maltider hver dag. Maden er forresten dejlig, og de tager hensyn til Liv og jeg som ikke spiser koed. Det er skoent. I dag fik vi fisk, salat og ris til frokost - fantastisk. Der er sa mange ting, jeg gerne vil fortaelle jer, men jeg kan slet ikke fa det hele med. Desuden skriver jeg vist ret fragmentarisk, og jeg haaber, I alligevel kan foelge med. Klokken naermer sig nu seks og det varer ikke laenge for solen gar ned. Det er helt skoert at det bliver sa tidligt morkt. Og det er slet ikke som i Danmark, hvor solen langsomt bevaeger sig ned bag havet - her sker det sa hurtigt, at man naesten ikke opdager det. jeg vagner hver morgen/nat ved fem-seks tiden og ser solen sta op. I gar morges stod jeg pa stranden og lavede yoga mens den rejste sig. Sa foler jeg, jeg er et helt specielt sted i mit liv, jeg ikke ma glemme. Jeg far absolut trang til at rejse mere, der er sa mange steder i verden jeg gerne vil se, og jeg har allerede mange nye dromme: Alaska, Grand Canyon, Amazonas.
Nu vil jeg slutte; Liv og jeg skal snart tilbage til lejren, hvor de sikkert er i gang med at spise uden os, og sa er det snart nat. Fra det ene ojeblik til det andet. Jeg haaber, I har det godt derhjemme, og jeg taenker pa jer allesammen.
Knus fra Sidsel
Hvor er det dejligt I folger med i min blog, tak for alle jeres kommentarer og mails. Elsker dem - send flere.
I dag har vi haft spansk af to omgange, fordi vi skulle informeres om turen i morgen, som gar til Valencia. Det har vaeret en afslappet dag, og det glaeder mig at have tid til at slentre gennem byen og se pa den; beskidt, varm og fuld af hunde, affald og stemning. I Valencia skal vi som sagt kobe de ting vi amngler, og jeg haber lidt at fa fat i et memorycard til mit kamera, for som det er nu, kan jeg kun tage 101 fotos.
Vi er ligeledes blevet informeret en smule om en valgfri tur til Angel Falls som er denne planets naesthojeste vandfald og som jeg for alt i verden ikke vil undvaere. Vi skal flyve ind i omraadet, som er jungleomraade i 5-personers fly, og derpa vandre gennem junglen til laguner og endelig det store englevandfald. Vi sa filmen eller serien (er er ikke helt klar over det) som hedder Planet Earth, og som intro viste de billeder af Venezuela og steder vi skal besoege. Jeg kan slet ikke vente, selv om vandhullerne og skrald ogsa har sin helt egen og udefinerbare charme.
Nu far jeg det til at lyde som om vi bor forfaerdelig ulaekkert, hvilket kun er delvist sandt. Ikke mere end ti minutters sejlads eller koeretur herfra finder man allerede den vilde natur. Vi er virkelig i udkanten, og jeg kan ikke vente med at komme ind i junglen, ud pa savannen eller op i bjergene. Det er det jeg er her for, det er det jeg braender for. I dag blev vores spanskundervisning afbrudt af en kaempe gekko - jeg ved ikke hvad de rigtigt hedder, som besogte os pa taget med sine smukke farver og sit urtidsagtige look. Alle fór afsted med kameraer, men jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen. Haaber I tilgiver.
Priserne hernede er forbloffende hoje - det er danske forhold hvad angar mange ting. Det skyldes inflation, og jeg ved virkelig ikke, hvordan de lokale klarer sig. De fleste ma eje en fiskerbad eller noget i den retning. Alle supermarkeder hernede er ejet af kinesere, og deres priser er ikke altid ublu. En bolivar star i ca. 1,60 d.kr., fordi de oprindelige 0'er er blevet fjernet. Vi betaler ca 20 kr for en pakke kiks, som vi kober mange af, selv om vi far tre maltider hver dag. Maden er forresten dejlig, og de tager hensyn til Liv og jeg som ikke spiser koed. Det er skoent. I dag fik vi fisk, salat og ris til frokost - fantastisk. Der er sa mange ting, jeg gerne vil fortaelle jer, men jeg kan slet ikke fa det hele med. Desuden skriver jeg vist ret fragmentarisk, og jeg haaber, I alligevel kan foelge med. Klokken naermer sig nu seks og det varer ikke laenge for solen gar ned. Det er helt skoert at det bliver sa tidligt morkt. Og det er slet ikke som i Danmark, hvor solen langsomt bevaeger sig ned bag havet - her sker det sa hurtigt, at man naesten ikke opdager det. jeg vagner hver morgen/nat ved fem-seks tiden og ser solen sta op. I gar morges stod jeg pa stranden og lavede yoga mens den rejste sig. Sa foler jeg, jeg er et helt specielt sted i mit liv, jeg ikke ma glemme. Jeg far absolut trang til at rejse mere, der er sa mange steder i verden jeg gerne vil se, og jeg har allerede mange nye dromme: Alaska, Grand Canyon, Amazonas.
Nu vil jeg slutte; Liv og jeg skal snart tilbage til lejren, hvor de sikkert er i gang med at spise uden os, og sa er det snart nat. Fra det ene ojeblik til det andet. Jeg haaber, I har det godt derhjemme, og jeg taenker pa jer allesammen.
Knus fra Sidsel
mandag den 12. januar 2009
fotos uploaded
Billeder er nu uploaded. Bare klik pa "billeder fra turen" ude i hojre side under links. Der er to mapper. Vaelg billeder fra de forste dage
vind, vejr, overlevelse og intet vand
Kare alle!
Jeg har forgaves forsogt at lagge fotos op pa bloggen her, men det virker simpelthen ikke lige i ojeblikket, og jeg er endnu mere skuffet end I er. Vi er lige vendt hjem fra en en-dags tur til en mini-o, hvor vi skulle traene overlevelse og des lige. Det var maske ikke helt sa vildt - en bounty-o med en par generte slanger og en masse kapsler, man kunne traede pa. Man sejler ud pa oerne i nogle sma bade med plads til ca 9 personer, og det er herligt. Jeg plejer, at sidde i stavnen, det er den bedste plads. Pa oen spiste vi suppe, slog telte op og lavede lejrbal. Det var hyggeligt, men det foltes ikke som alvor, og jeg kedede mig faktisk lidt.
I mellemtiden har de lukket for vandet her i Chichi, sa vi kan ikke ga i bad, og forst i dag er vandet kommet tilbage i toiletterne. Vores guider siger, at dette sker med mellemrum, og ingen ved rigtig hvorfor. Det ma vaere noget med at kontrollere vandforholdene, men i ojeblikket er der masser af vand, for det vaelter ned hver nat, sa mine ting bliver gennemblodte, hvis jeg ikke binder dem op eller ligger dem andetsteds forsvarligt. Naetterne er faktisk forholds vilde hvad angar vejret. Det blaeser som regel op til halv stormstyrke og regner voldsomt et par timer. Jeg ligger yderligt ved siden af Zakarias, og bliver ofte vaekket af blaesten. Til gengaeld har de det enormt varmt nedenunder, mens jeg naermest fryser sidst pa natten i mit skiundertoj og i min sovepose.
Inden for de naeste par dage tager vi til den naermeste storby, Valencia, for at kobe de sidste ting vi mangler. Jeg mangler en del ting, men jeg regner med at jeg kan kobe det her i byen. Sikkerhedsniveauet her i byen er valdig svaert at regne ud. Jeg gar ikke gerne alene, for mange af de lokale raaber efter os, og ved ikke at vi taler spansk. (Det gor mange af os heller ikke.) Det opleves som enormt provokerende nar de raaber, og det er ikke venlige ord vi far med paa vejen. Det er almindeligt at kalde os gringa/os hernede, selv om det jo i virkeligehden er betegnelsen for amerikanere, og det er som regel venligt stemte folk der synes, det er sjovt. Andre prover pa et darligt engelsk at antaste os, fx med fuck you, og det opleves unodvendigt at skabe darlig stemning mellem besogende og fastboende. Andre igen er til gengaeld virkelig venlige og hjaelpsomme, men det er som om de uvenlige gor det storste indtryk. Mit spanske er godt i forhold til resten af gruppens, men det ligger godt nok langt vaek i mit hoved. Til gengaeld har de nemmere bojningsregler i Venezuela end i Spanien, hvad angar verber. Jeg er lidt stresset nu, sa jeg slutter af nu og prover at vende tilbage inden for laenge.
Jeg har forgaves forsogt at lagge fotos op pa bloggen her, men det virker simpelthen ikke lige i ojeblikket, og jeg er endnu mere skuffet end I er. Vi er lige vendt hjem fra en en-dags tur til en mini-o, hvor vi skulle traene overlevelse og des lige. Det var maske ikke helt sa vildt - en bounty-o med en par generte slanger og en masse kapsler, man kunne traede pa. Man sejler ud pa oerne i nogle sma bade med plads til ca 9 personer, og det er herligt. Jeg plejer, at sidde i stavnen, det er den bedste plads. Pa oen spiste vi suppe, slog telte op og lavede lejrbal. Det var hyggeligt, men det foltes ikke som alvor, og jeg kedede mig faktisk lidt.
I mellemtiden har de lukket for vandet her i Chichi, sa vi kan ikke ga i bad, og forst i dag er vandet kommet tilbage i toiletterne. Vores guider siger, at dette sker med mellemrum, og ingen ved rigtig hvorfor. Det ma vaere noget med at kontrollere vandforholdene, men i ojeblikket er der masser af vand, for det vaelter ned hver nat, sa mine ting bliver gennemblodte, hvis jeg ikke binder dem op eller ligger dem andetsteds forsvarligt. Naetterne er faktisk forholds vilde hvad angar vejret. Det blaeser som regel op til halv stormstyrke og regner voldsomt et par timer. Jeg ligger yderligt ved siden af Zakarias, og bliver ofte vaekket af blaesten. Til gengaeld har de det enormt varmt nedenunder, mens jeg naermest fryser sidst pa natten i mit skiundertoj og i min sovepose.
Inden for de naeste par dage tager vi til den naermeste storby, Valencia, for at kobe de sidste ting vi mangler. Jeg mangler en del ting, men jeg regner med at jeg kan kobe det her i byen. Sikkerhedsniveauet her i byen er valdig svaert at regne ud. Jeg gar ikke gerne alene, for mange af de lokale raaber efter os, og ved ikke at vi taler spansk. (Det gor mange af os heller ikke.) Det opleves som enormt provokerende nar de raaber, og det er ikke venlige ord vi far med paa vejen. Det er almindeligt at kalde os gringa/os hernede, selv om det jo i virkeligehden er betegnelsen for amerikanere, og det er som regel venligt stemte folk der synes, det er sjovt. Andre prover pa et darligt engelsk at antaste os, fx med fuck you, og det opleves unodvendigt at skabe darlig stemning mellem besogende og fastboende. Andre igen er til gengaeld virkelig venlige og hjaelpsomme, men det er som om de uvenlige gor det storste indtryk. Mit spanske er godt i forhold til resten af gruppens, men det ligger godt nok langt vaek i mit hoved. Til gengaeld har de nemmere bojningsregler i Venezuela end i Spanien, hvad angar verber. Jeg er lidt stresset nu, sa jeg slutter af nu og prover at vende tilbage inden for laenge.
fredag den 9. januar 2009
lejrliv
Dagene passerer, nu er det allerede 3. dagen. Jeg er aedt af myg, men pa ingen made sa slemt, som mange andre. Jeg har en skoer ide om, at det er fordi jeg spiser mindre koed end andre, og derfor kan myggene ikke naer sa godt lide mig...
Igaar var vi paa den oe hvor de har optaget lottoreklamerne. Eller det ligner det i hvertfald. Helt hvidt sand og palmer med store gule kokosnoedder! Men sydamerikanerne er virkelig daarlige til at passe paa deres natur, saa man skal ikke lede laenge efter affald, og det er saadan en skam. Men det er desvaerre end tendens som spores i mange lande. Pa oen, caya de sombrero hed den, snorklede vi ved nogle koralrev, og det var utrolig smukt. Under vandet er en dyb, moerk og blaa verden, som er fuld af liv, og fisk der sover paa hovedet. Det er paa en gang creepy og fantastisk spaendende. Jeg skuede en enkelt gang ind i dybderne af det store caribiske hav, og syntes jeg saa skyggen af en haj, men tilsyneladende lever de laengere ude hvor det er koldere.
I aften skal vi have fest i lejren. Jeg tror, vi skal laere at danse salsa, det haaber jeg! Lejren er fortraeffelig forresten. Vi har skildpadder, en bar, faelleshus, (kun) fire bade og en baghave hvor en ufaerdig volleyballbane ligger hen. Saa har vi palmetraer med kokosnoedder, vi selv skal flaekke med en machete, men det er ikke lykkedes for mig endnu. Alt i alt er det ret eksotisk. Gruppen jeg bor med, er ikke specielt homogen. Det foeles saert, at bo med folk, der er saa forskelige fra en selv, hvilket en af mine sovefaeller bemaerkede. Jeg er faktisk glad for, at ogsa andre deler den foelelse. Gruppedynamik er altid vaeldig kompliceret, og man maa arbejde for at tilpasse sig. Det er en udfordring for sjael og legeme :-)
Der er dog et par stykker jeg foeler mig virkelig tryg ved, og flere her har hjemve og graeder gerne ud ved hinandens side. Saa foelelserne gaar hoejt, og det er vel det der udvikler os. Jeg tror, vi allesammen kommer hjem en smule anderledes end da vi tog af sted, og dette er vist i bund og grund meningen med at rejse.
Jeg haaber, jeg kan faa lagt nogle billeder ind snart, gerne naeste gang, jeg er i byen. Jeg glaeder mig til at hoere fra jer, og laeser jeres kommentarer (de faa der er) med glaede!
Knus fra Sidsel
Igaar var vi paa den oe hvor de har optaget lottoreklamerne. Eller det ligner det i hvertfald. Helt hvidt sand og palmer med store gule kokosnoedder! Men sydamerikanerne er virkelig daarlige til at passe paa deres natur, saa man skal ikke lede laenge efter affald, og det er saadan en skam. Men det er desvaerre end tendens som spores i mange lande. Pa oen, caya de sombrero hed den, snorklede vi ved nogle koralrev, og det var utrolig smukt. Under vandet er en dyb, moerk og blaa verden, som er fuld af liv, og fisk der sover paa hovedet. Det er paa en gang creepy og fantastisk spaendende. Jeg skuede en enkelt gang ind i dybderne af det store caribiske hav, og syntes jeg saa skyggen af en haj, men tilsyneladende lever de laengere ude hvor det er koldere.
I aften skal vi have fest i lejren. Jeg tror, vi skal laere at danse salsa, det haaber jeg! Lejren er fortraeffelig forresten. Vi har skildpadder, en bar, faelleshus, (kun) fire bade og en baghave hvor en ufaerdig volleyballbane ligger hen. Saa har vi palmetraer med kokosnoedder, vi selv skal flaekke med en machete, men det er ikke lykkedes for mig endnu. Alt i alt er det ret eksotisk. Gruppen jeg bor med, er ikke specielt homogen. Det foeles saert, at bo med folk, der er saa forskelige fra en selv, hvilket en af mine sovefaeller bemaerkede. Jeg er faktisk glad for, at ogsa andre deler den foelelse. Gruppedynamik er altid vaeldig kompliceret, og man maa arbejde for at tilpasse sig. Det er en udfordring for sjael og legeme :-)
Der er dog et par stykker jeg foeler mig virkelig tryg ved, og flere her har hjemve og graeder gerne ud ved hinandens side. Saa foelelserne gaar hoejt, og det er vel det der udvikler os. Jeg tror, vi allesammen kommer hjem en smule anderledes end da vi tog af sted, og dette er vist i bund og grund meningen med at rejse.
Jeg haaber, jeg kan faa lagt nogle billeder ind snart, gerne naeste gang, jeg er i byen. Jeg glaeder mig til at hoere fra jer, og laeser jeres kommentarer (de faa der er) med glaede!
Knus fra Sidsel
onsdag den 7. januar 2009
Ankommet
Hej allesammen
Sa er jeg kommet frem. Flyveturen herover var lang og traettende, men frem kom vi, og der ventede os en jeeptur pa mere end fem timer. Vi sad 10-12 mennesker i hver jeep, og korte med over 100 kilometer i timen afsted ad helvedes motorvej uden lygter.
Med mellemrum overhales man af rustne dollargrin, der med dodsforagt forsoger at bevise, at de stadig kan kore. Jeg var nervos. Men vi kom frem, halvt sovende ind over forsaedets ryglaen og med chok stadig siddende i kroppen efter diverse huller i vejen og lyden af medtrafikanters djaevelske bilhorn.
Her i Venezuela falder morket pa med èt slag klokken seks. Derpa er man omgivet af en varm suppe. Det samme sker klokken seks om morgenen bare med omvendt fortegn. Sa er lyset taendt igen over vores haengekojer. Jeg sover pa taget af sovesalen faktisk sammen med 7 andre (vist nok), og jeg er glad for at vi er lidt faerre heroppe. Det lufter dejligt og vi har hver vores moskitonet. Vi er i alt 33 deltagere paa holdet, og derudover kommer sa tre guider, 4 lokale som er en slags praktisk personale, en spansklaerer og to hunde (som skal have hvalpe.) Det er rottweilere og jeg er bange for dem. Jeg er dog ved at vaenne mig til dem, men de er virkelig store. Hanhunden blev som hvalp voldtaget af en mand fra byen, og har nu problemer med sin ringmuskel, sa vi er blevet advaret om at se hvor vi traeder. Kan man andet end at fa medlidenhed med et dyr, der har vaeret udsat for det?
Jeg vil slutte for nu og vende tilbage naeste gang lejligheden byder sig.
Sa er jeg kommet frem. Flyveturen herover var lang og traettende, men frem kom vi, og der ventede os en jeeptur pa mere end fem timer. Vi sad 10-12 mennesker i hver jeep, og korte med over 100 kilometer i timen afsted ad helvedes motorvej uden lygter.
Med mellemrum overhales man af rustne dollargrin, der med dodsforagt forsoger at bevise, at de stadig kan kore. Jeg var nervos. Men vi kom frem, halvt sovende ind over forsaedets ryglaen og med chok stadig siddende i kroppen efter diverse huller i vejen og lyden af medtrafikanters djaevelske bilhorn.
Her i Venezuela falder morket pa med èt slag klokken seks. Derpa er man omgivet af en varm suppe. Det samme sker klokken seks om morgenen bare med omvendt fortegn. Sa er lyset taendt igen over vores haengekojer. Jeg sover pa taget af sovesalen faktisk sammen med 7 andre (vist nok), og jeg er glad for at vi er lidt faerre heroppe. Det lufter dejligt og vi har hver vores moskitonet. Vi er i alt 33 deltagere paa holdet, og derudover kommer sa tre guider, 4 lokale som er en slags praktisk personale, en spansklaerer og to hunde (som skal have hvalpe.) Det er rottweilere og jeg er bange for dem. Jeg er dog ved at vaenne mig til dem, men de er virkelig store. Hanhunden blev som hvalp voldtaget af en mand fra byen, og har nu problemer med sin ringmuskel, sa vi er blevet advaret om at se hvor vi traeder. Kan man andet end at fa medlidenhed med et dyr, der har vaeret udsat for det?
Jeg vil slutte for nu og vende tilbage naeste gang lejligheden byder sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
