Los Llanos

Okay. Jeg prover igen. Jeg har netop skrevet hele fortalligen om Los Llanos ind. Nu er den vak. Moderne teknologi bliver min undergang. Denne udgave bliver kortere og mindre detaljeret.

22. januar

Kare allesammen.
Sa er vi kommet til Los Llanos, et tyndt befolket cowboyland med et overdadigt dyreliv. Vi bor pa en gard som bestyres af en familie. De lever her og spiser med os hver dag. Flere af sonnerne er skave eller muterede at se pa, og jeg tanker, at det skyldes det ringe udvalg af partnere der er her. Jeg tror kusiner valger fatre mange generationer i traek.
Vi bor i runde, mintgronne hangekoje.huse, og er omgivet af dyr fra morgen til aften: En kampe kalkun, flere afpillede hons, en enkelt hane, hunde en kat, heste og to storkelignende vasner, der lofter deres vinger mod os for at skramme os.
I Los Llanos finder man et af verdens fugleparadiser, og ornitologer kommer langvejsfra for at se de over 750 forskellige slags. I torkeperioder som nu, samles alle dyrerne ved de fa vandhuller, her er, og derfor skal man ikke lede lange efter krokodiller, anakondaer og flodsvin. De bor alle sammen sammen af nodvendighed. I gar gik vi pa anakonda- og caimenjagt. (En caimen er en lille krokodille som er overalt her). Vi fandt 4 slanger; en lille en pa 1,5 meter og en stor, aldgammel og blind fyr pa 4,5 meter. Ham fik jeg nasten ondt af. Det gjorde jeg faktisk i alle fire tilfalde. Tank at vare en anaconda, der er sa uheldig at blive fundet af 33 turister og trukket frem fra sit skjul i halen, grebet om hovedet og loftet frem til fotografering. Stakkels dyr.
Der er nu gaet ca. 16 dge siden jeg tog af sted fra Danmark, dvs. en sjettedel af tiden, og jeg begynder for alvor at kunne fornemme rejsens langde. I er langt vak. Lad os bare sige det sadan. I er langt vak nar dagen gar pa hald, og I er lngt vak nar solen star op igen.
Natten falder pa, insekterne kommer frem og leder efter et stykke bar hud, og i morgen skal Tom sla en ko ihjel.

23. januar.
ridning.
Kaereste allesammen,
Sa var det i dag, jeg fik lov til at ride pa en hest. Gruppen havde talt meget om de rolige og de hurtige heste, tranquilo og rapido, og jeg havde egentlig skrevet mig op til en hurtig hest, men endte pa ryggen af en lidt nervos og meget doven brun hest. Det forste lange stykke vej slentrede den modvilligt afsted, men med en 3. del tilbage af turen, kom der endelig fart pä.
Det var en fantastisk folelse - afsted med hoj fart over sletten. Hesten bevagede sig uden for stierne (efter insisterende tvang fra min side), og det gav et sug i maven hver gang den var ved at snuble. Med folelsen af frihed og fremdrift var al for god til at holde sig selv tilbage.
Et par enkelte gange fik jeg den op i rigtig galop, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at falde af. Det er klart lettest at holde sig fast i galoptempo, hvis man rejser sig i stigbojlerne, og bruger sin egen vagt som modvagt til stödene. Det var en fantastisk blanding af skraek og fryd. Jeg var nummer to til at n frem til folden igen, og det siger ikke sa lidt, for jeg havde vaeret en af de bagerste det meste af turen. Det er mange ar siden jeg har redet pa en hest, og jeg har glemt det meste, men jeg elskede det virkelig og rabte og skreg som en indianer :-) Jeg vil anbefale jer der har lyst til at prove det. Det er som intet andet. Det er frihed og det er ogsa lidt angst (for mit vedkommende i hvert fald) og det foles autentisk pa en helt speciel made.

Tom fik myrdet koen i morges, og jeg valgte ikke at se pa selve slagteprocessen. Alligevel ved jeg hvad der skete:
De bandt dyrets ben, blottede dens hals og stak efter pulsaren. Tom kunne (selvfolgelig) ikke rmme i de forste forsog, og paforte dyret smertefulde med ikke drabende sar. Da selve mordet var overstaet, narmede jeg mig med mit kamera, og tog billeder af det dode dyr. Resultaterne kan I se her pa siden. Det er fristende at komme med moralske overvejelser, men jeg vil lade vare med at putte dem pa skrift.
Blodet bleveti en spand, skinder skrabet af og ojnene suget ud af Rasmus, Zakarias og Sofie; fulde af vitaminer som de er.
I aften serveres den, ikke som i DK hvor kodet hanger til torring, afdrypning og modning et par dage.

Det er det sidste jeg har skrevet i min dagbog fra turen, og det er jo ikke meget taget i betragtning hvor meget vi egentlig oplevede. Jeg haber billederne ogsa taler for sig selv.
Turen til Los Llanos var hard. Jeg var trat, beskidt og radbrakket (se billeder efter ridetur). Der var intet sted at ga hen udover tör, stövet slette, og der var ingen made at kommunikere med omverdenen pa. Oplevelserne der, horer til noget af det mest utrolige jeg har provet, tror jeg, og alligevel var det hverdagskost, mens det stod pa. Turene pa toppen af jeepens tag, slingrende, stovede og med udsyn over det mest utrolige sletteland, og de utrolige stjernebilleder pa en nattehimmel i al sin pragt vil lagres i min hukommelse for altid. I skal dog vide, at hernede findes Karlsvognen ikke, og det far mig til at fole mig meget langt vak hjemmefra, for det er det stjernebillede, jeg altid leder efter.
Overalt kiggede naturen tilbage pa os gemmen store runde ko-öjne, eller sma intelligente caimenojne, og jeg fandt aldrig ud af om vi var velkomne der med vores kameraer og larmende skridt. Krokodillerne dukkede frem fra jorden, som aldgamle, mudderbrune skabninger, parat til at sluge hvad end der matte krydse vandhullerne. Köerne stod ludende med derres store, blöde örer og stirrede pa hver gang vi korte forbi. Jeg elskede köerne. Vi var rumvasner i deres verden. Se dem pa billederne.
Nu vil jeg slutte og habe pa en vellykket uploadning. Jeg er meget interesseret i at hore hvordan bloggen her fungerer som kommunikationsredskab, sa I er meget velkomne til at kommentere eller skrive til mig.
Jeg blogger videre i morgen, der er alt for meget at berette om til at fa det ned i en omgang.
Knus til alle.