Hej derhjemme,
Det er nu de absolut sidste dage inden, vi igen er tilbage i Danmark. Katrine og jeg er de eneste to i huset pa toppen af bakken, da de andre har valgt at tage tilbage til Chichiriviche for at fa sol den sidste halvanden dag, pa trods af en bustur pa 12 timer.
Huset er tomt, og vi har kobt billetterne til i morgen. Nu mangler vi bare at pakke og forsoge at fa tre maneders indhold til at vaere i vores rygsaekke. Vi ma medbringe 60 kilo fra Caracas til Paris, og eftersom baggagen ikke skal tjekeks ind flere gange, sa ogsa til Kastrup.
Det sidste jeg fortalte om fra den store tur, var afslutningen pa Roraima turen. Da vi kom ned til bilerne havde Manuel og José champagne og ol med, og der var en stemning af stor bedrift. Selv om gaturen nu var slut, manglede vi stadig at komme ned af resten af bjerget i de firskarne jeeps der kravlede afsted som store biller i det stejle terran. Vores chauffor var under pavirkning af 3 ol og 3 whiskeysjusser, der blev sendt rundt i bilen pa flaske. Det var mig meget i mod og jeg bad ham lade vaere, men han var vel sagtens af den opfattelse, at man korer bedre med alkohol i blodet. Det far stadig mit pis i kog, at man med ansvar for ca. 12 andre menneskers liv plus dem man risikerer at skade, hvis man korer forkert, uden samvittighed saetter en flaske whiskey for munden. Det uanset hvor mange bjerge man netop er kommet ned fra. Jeg klagede ved senere lejlighed over det til en af de danske guider, men der er en general accept af, at sadan fungerer tingene hernede.
Da vi endelig var nede, blev vi indlogeret pa et naerliggende posada (mindre hotel), og fik mulighed for at ga pa internet og tage bad. Det var dejligt.
Den naeste dag korte vi indi Brasilien for at foretage noget graensehandel, men der var ikke meget at se eller lave udover at shoppe. Vi tog tilbage nogle timer efter, og tilbragte resten af dagen ved samme posada i samme by; Santa Hélena.
Naeste dag skulle gruppen deles, da langt de fleste af os forsatte til Angel Falls, mens resten tog en natbus hjem til Chichi. Det blev en lang dag. Vi korte 10-12 timer med jeep, for vi endelig kom frem og gik i seng med det samme pa et saert hotel i skrigende bla og gule farver.
Naeste dag tog vi til en lille lufthavn og floj indover canaima. Der er billeder fra flyveturen, som foregik med fly der kunne have 5 passagerer om bord plus en kaptajn. Det var sjovt. Da vi kom frem, opdagede vi (til min gru), at vi igen skulle tilbringe en nat i junglen, og jeg onskede mig inderligt ind i natbussen til Chichi. Men det viste sig ikke at vaere sa slemt, langt mere luxuxpraeget end sidste gang, da vi fik god mad, ovenikobet tilberedt af det hold af guider der var med os. Pa det her tidspunkt var jeg ved at vaere udmattet af oplevelser og ture og indtryk, og have ikke brug for denne ekstra udflugt. Nu er det selvfolgelig rart at kunne sige at jeg har vaeret ved Angel Falls, et af Venezuelas trademarks, men det foltes unodvendigt i selve situationen. Vi fik en lang tur op af floden ud af det, fik set Angel Falls som selvfolgelig var smukt, men ikke noget der gjorde sig saerligt bemaerket i forhold til andre ting vi havde set pa turen, og tog tilbage til udgangspunktet naeste dag. Det var en hyggelig ekstra-tur ind i junglen, men det la for taet op af den forgaende. Den naeste dag fik vi en meget smukkere oplevelse, da de tog os med til de brede vandfald. Her gik vi bag vandmuren pa de voldsomme masser der vaeltede ud et sted over os. Det var ret fantastisk, og der var en evig regnbue dannet af solen og vandspejlet. Den er med pa nogle af billederne. Der var afsindig glat pa stenene under vandfaldene, og jeg var en enkelt gang ved at glide og tabe mit kamera - det ville have vaeret en ulykke :-( Men kameraet overlevede turen ind under vandfaldet, og jeg gjorde ogsa... Mindre vigtigt.
Canaima turen var altsa en smuk tur, men jeg var pa en made ude af stand til at lade mig rore af skonheden, for jeg udmattet pa en made, man ogsa kan opleve, hvis man far for mange julegaver pa en gang. (Det er selvfolgelig aldrig sket, note til omgangskreds.) Efter denne sidste bid var sunket og pa vej ned for at lagres sammen med resten af indtrykkene, tog vi endelig en natbus tilbage til Valencia og derfra videre til Chichiriviche. Vi var hjemme d. 28., og den 3. tog vi afsted mod Merida. Det gav os to hele dage til at samle vores ting og slutte opholdet af i Chichiriviche.
I mellemtiden var der ankommet nye mennesker til vores lejr, og endnu flere sluttede sig til over de folgende dage. Et filmhold var ankommet for at folge den gruppe, der skulle komme til at hedde On The Road. Det er et nyt program arrangorerne indforer med vores argang, og det er altsa en intensivt adventurehold, der rejser rundt gennem Venezuela i en maned og foretager sig ting som paragliding, parachuting og andet... Helt aerligt, jeg satte mig ikke rigtig ind i det. Vi modte dem som sagt da de var pa vej gennem Merida, og de havde det vist ok, de var i hvert fald allesammen i live.
De sidste dage i Chichi var praeget af en stemning af afrejse, og den forste forlod gruppen og tog hjem, det var Edmée, för tid. Vi holdt en fest og fik sagt farvel, og jeg var allerede opsat pa at komme i gang med mit ophold i Merida.
Merida har vaeret en helt anden oplevelse end resten af turen, og jeg har vaeret ubetinget glad for denne del af rejsen. Jeg har ikke bevaeget mig meget rundt - faktisk har jeg kun vaeret i byen og oppe af vores eget bjerg. Jeg har sprunget tilbud om udflugter over, og er blevet i de samme gader i stort set en maned. Det ligner mig ikke, og jeg kan kun forklare det ved, at jeg ma have befundet mig pa et stadie, hvor forandring og udfordring ikke var det jeg traengte til. Merida er en fin by.. Jeg er ikke forelsket i den som man kan forelske sig i Europaeiske storbyer, for her er for grimt. Merida er omgivet af den smukkeste natur, men bycentrum har ganske fa stolte bygninger, og indbyder ikke til spadseretur om aftenen. Trafikken er massiv og de sma parker er vaeldig sma - faktisk kan man overskue dem med et enkelt blik. Det er gronne pletter, der ikke rigtig ved, hvad de skal gore af sig selv. Alligevel har Merida charme, og det er ikke utaenkeligt at jeg ville vende tilbage engang. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har set det meste af byen overhovedet, formodentlig kun et mindre udsnit af centrum, og jeg er sikker pa, man kan finde gode omrader, hvis man leder. Isaer har jeg vaeret glad for Merida zoo, som ligger lidt afsides og naesten altid er i skygge pga bjergbevoksningen og de hoje traer.
Tiden gar hurtigt i dag, og vi skal videre for at gore de sidste indkob. Det her bliver ikke den sidste blog, sa hvis I har lyst, folger jeg stadig op pa den, nar jeg er kommet hjem. For nu vil jeg sige tak for, at I har laest med - det har vaeret rigtig dejligt at vide, at der er nogle der folger med derhjemme, og jeg har vaeret glad for alle jeres kommentarer (Kaare:-)) , jeres mails, sporgsmal, chat, respons.
Vi ses :-)
lørdag den 28. marts 2009
tirsdag den 24. marts 2009
Til salg?
Kaere allesammen,
I dag er det tirsdag, og pludselig gar tiden hurtigt mod enden. Jeg er ved at indse, at jeg kun har fa chancer tilbage for at skrive til jer og foretage hostile takeover gennem snu manipulation..
I weekenden havde vi besog af gruppe nummer to som sagt, og efter at have spist med dem om fredagen, skrevet til jer om lordagen, blev det sondag, og det var tid til at foretage andet og sidste pendulspring med denne gruppe danskere. Pendelspring er en sjaeldenhed. Jeg har ladet mig fortaelle at det faktisk kun udbydes i Venezuela. Det kraever at man har en hoj bro eller andet, folk kan svinge eller "pendulere" under. Det minder en del om bungyjump, og gar simpelthen ud pa at hoppe ud fra en bro med elsatik og reb om livet, og sa habe pa at det holder. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ikke havde lyst til at deltage, men bare se pa. Flere af dem der foretog springet (det var mange) havde ogsa underlige oplevelser hvor de naermest besvimede nogle fa sekunder i luften, lammet af en total angst og selvovervindelse. Det slar mig, hvad man egentlig kan presse sig selv til, hvis man er tilpas besluttet. Flere af dem der sprang, graed og var pa kanten af noget der mindede om et mindre nervesammenbrud, men endte altsa med at gore det. Langt de fleste kom op med stor tilfredshed og en glaede ved at have overvundet sig selv. Det er en spojs ting, dette med at overvinde sig selv og trangen til at gore ting, man frygter. Det udloser som regel en berusende folelse, som jeg ogsa oplevde da vi sprang fra broen uden reb/elastik. Det er som om, man et kort ojeblik er taet pa doden, selv om man i virkleigheden slet ikke er det. Hjernen og kroppen registrerer faren ved at lade sig falde/ kaste sig ud fra store hojder, og reagerer instinktivt med dodsangst og adrenalin - i hvert fald hvis det ikke er noget man gor saerlig tit. Og selv om sikkerheden er i top hele vejen igennem, sa bliver hjernen ved med at forholde sig til den mulighed der hedder, at man kan risikere ikke at overleve. Pa denne made kan man altsa placere sig selv i en kunstig "doden-naer"-oplevelse, og teste sine reaktioner. Jeg tror, det ma vaere det, der udloser glaeden og trangen til overvindelse. Men jeg havde altsa ikke behov for at overvinde mig selv den dag; for jeg er naesten sikker pa, jeg havde sprunget, hvis jeg havde staet der, og dermed tvunget mig selv gennem hele dette reaktionshelvede - men det kraever altsa en lyst til at overvinde og forcere. Den manglede jeg. Det var et grufuldt spring. Se billederne.
I dag er det som sagt tirsdag, og jeg er blevet syg. Jeg er forfaerdeligt forkolet og har haft feber, men det er passeret. Sagen er den, at vores hus er utaet og et af vaerelserne stod under vand igar, sa det altsa var ubeboeligt. Heldig som jeg er, har jeg faet vaerelse pa forste sal, og mine ting og mit gulv var tort. Men de tre der boede i oversvommelsen var altsa nodt til at rykke ind til de fraflyttede naboer, og tilbringe natten der. Nu er der igen tort, men vi er allesammen syge og overvejer at ga videre med sagen, for at fa en form for kompensation. Sammenlagt har vi betalt omkring 40.000 dkr. for at bo i en oversvommelse.
I dag blev jeg derfor hjemme fra arbejde, da jeg ikke havde sovet meget om natten og i det hele taget folte mig svag. Men jeg tog alligevel ind til byen for at modes med Mille og Katrine, da de var faerdige med zoo'en. Mens jeg ventede pa dem pa Plaza Bolívar haendte der mig noget mindre behageligt. Jeg sad flere forskellige steder pa pladsen for ikke at ga glip af dem, nar de kom, og til sidst bestemte jeg mig for en kant foran en stor hvid bygning. Herfra kunne jeg se de fleste passere. Kort efter kom en gammel mand hen og begyndte at snakke til mig. Det er ikke unormalt, og jeg svarede sa godt jeg kunne pa hans sporgsmal, indtil han spurgte hvor gammel jeg var. Det sporgsmal har altid provokeret mig hvis det kommer fra komplet fremmede. Hvad rager det dem? Sa jeg spurgte ham, hvorfor han ville vide det. Det ved jeg ikke, om han forstod, men han fik til sidst at vide at jeg altsa er 22. Nu var han begyndt at irritere mig, og jeg begyndte sa smat at ignorere hans talestrom, isaer fordi han blev ved med at sige noget, jeg ikke forstod. Han talte lavmaelt og sad meget taet pa mig, og vi sad nok ved siden af hinanden sammenlagt 7 minutter, mens folk gik forbi. Han blev ved med at sige noget, jeg ikke forstod, og jeg forklarede ham at jeg ikke fattede det. Til sidst gik jeg ovenikobet over til at pasta, at jeg ikke talte saerlig meget spansk - det var lidt sent at komme med den udmelding. Han blev ved med at gentage det samme og til sidst gik det med ubehg op for mig, hvad han sagde. Han tilbod simpelthen at betale mig for at folge med ham til et hotelvaerelse, hvor han ville give mig 300 B for udefineredfe tjenester. Da det endelig gik op for mig, hvad han gennem de sidste par minutter havde forsogt at fa mig til t forsta, bredte et vaeldigt ubehag sig, og jeg havde lyst til at melde ham til en eller anden form for myndighed. Han rejste sig umiddelbart efter og forsvandt i menneskemaengden. Hvor var det klamt. Han var meget gammel, omkring 80 eller mere vil jeg skyde pa, sa jeg folte mig aldrig truet, men jeg folte, at jeg havde vaeret aben og venlig overfor en fremmed, der ville mig noget ubehageligt.
Ad. Aldrig mere tale med folk over 75.
Nu vil jeg kommentere pa de nye billeder, og sa tage hjem for det begynder at regne.
Pas pa jer selv. Der er en verden af kobekraftige 80-arige derude.
I dag er det tirsdag, og pludselig gar tiden hurtigt mod enden. Jeg er ved at indse, at jeg kun har fa chancer tilbage for at skrive til jer og foretage hostile takeover gennem snu manipulation..
I weekenden havde vi besog af gruppe nummer to som sagt, og efter at have spist med dem om fredagen, skrevet til jer om lordagen, blev det sondag, og det var tid til at foretage andet og sidste pendulspring med denne gruppe danskere. Pendelspring er en sjaeldenhed. Jeg har ladet mig fortaelle at det faktisk kun udbydes i Venezuela. Det kraever at man har en hoj bro eller andet, folk kan svinge eller "pendulere" under. Det minder en del om bungyjump, og gar simpelthen ud pa at hoppe ud fra en bro med elsatik og reb om livet, og sa habe pa at det holder. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ikke havde lyst til at deltage, men bare se pa. Flere af dem der foretog springet (det var mange) havde ogsa underlige oplevelser hvor de naermest besvimede nogle fa sekunder i luften, lammet af en total angst og selvovervindelse. Det slar mig, hvad man egentlig kan presse sig selv til, hvis man er tilpas besluttet. Flere af dem der sprang, graed og var pa kanten af noget der mindede om et mindre nervesammenbrud, men endte altsa med at gore det. Langt de fleste kom op med stor tilfredshed og en glaede ved at have overvundet sig selv. Det er en spojs ting, dette med at overvinde sig selv og trangen til at gore ting, man frygter. Det udloser som regel en berusende folelse, som jeg ogsa oplevde da vi sprang fra broen uden reb/elastik. Det er som om, man et kort ojeblik er taet pa doden, selv om man i virkleigheden slet ikke er det. Hjernen og kroppen registrerer faren ved at lade sig falde/ kaste sig ud fra store hojder, og reagerer instinktivt med dodsangst og adrenalin - i hvert fald hvis det ikke er noget man gor saerlig tit. Og selv om sikkerheden er i top hele vejen igennem, sa bliver hjernen ved med at forholde sig til den mulighed der hedder, at man kan risikere ikke at overleve. Pa denne made kan man altsa placere sig selv i en kunstig "doden-naer"-oplevelse, og teste sine reaktioner. Jeg tror, det ma vaere det, der udloser glaeden og trangen til overvindelse. Men jeg havde altsa ikke behov for at overvinde mig selv den dag; for jeg er naesten sikker pa, jeg havde sprunget, hvis jeg havde staet der, og dermed tvunget mig selv gennem hele dette reaktionshelvede - men det kraever altsa en lyst til at overvinde og forcere. Den manglede jeg. Det var et grufuldt spring. Se billederne.
I dag er det som sagt tirsdag, og jeg er blevet syg. Jeg er forfaerdeligt forkolet og har haft feber, men det er passeret. Sagen er den, at vores hus er utaet og et af vaerelserne stod under vand igar, sa det altsa var ubeboeligt. Heldig som jeg er, har jeg faet vaerelse pa forste sal, og mine ting og mit gulv var tort. Men de tre der boede i oversvommelsen var altsa nodt til at rykke ind til de fraflyttede naboer, og tilbringe natten der. Nu er der igen tort, men vi er allesammen syge og overvejer at ga videre med sagen, for at fa en form for kompensation. Sammenlagt har vi betalt omkring 40.000 dkr. for at bo i en oversvommelse.
I dag blev jeg derfor hjemme fra arbejde, da jeg ikke havde sovet meget om natten og i det hele taget folte mig svag. Men jeg tog alligevel ind til byen for at modes med Mille og Katrine, da de var faerdige med zoo'en. Mens jeg ventede pa dem pa Plaza Bolívar haendte der mig noget mindre behageligt. Jeg sad flere forskellige steder pa pladsen for ikke at ga glip af dem, nar de kom, og til sidst bestemte jeg mig for en kant foran en stor hvid bygning. Herfra kunne jeg se de fleste passere. Kort efter kom en gammel mand hen og begyndte at snakke til mig. Det er ikke unormalt, og jeg svarede sa godt jeg kunne pa hans sporgsmal, indtil han spurgte hvor gammel jeg var. Det sporgsmal har altid provokeret mig hvis det kommer fra komplet fremmede. Hvad rager det dem? Sa jeg spurgte ham, hvorfor han ville vide det. Det ved jeg ikke, om han forstod, men han fik til sidst at vide at jeg altsa er 22. Nu var han begyndt at irritere mig, og jeg begyndte sa smat at ignorere hans talestrom, isaer fordi han blev ved med at sige noget, jeg ikke forstod. Han talte lavmaelt og sad meget taet pa mig, og vi sad nok ved siden af hinanden sammenlagt 7 minutter, mens folk gik forbi. Han blev ved med at sige noget, jeg ikke forstod, og jeg forklarede ham at jeg ikke fattede det. Til sidst gik jeg ovenikobet over til at pasta, at jeg ikke talte saerlig meget spansk - det var lidt sent at komme med den udmelding. Han blev ved med at gentage det samme og til sidst gik det med ubehg op for mig, hvad han sagde. Han tilbod simpelthen at betale mig for at folge med ham til et hotelvaerelse, hvor han ville give mig 300 B for udefineredfe tjenester. Da det endelig gik op for mig, hvad han gennem de sidste par minutter havde forsogt at fa mig til t forsta, bredte et vaeldigt ubehag sig, og jeg havde lyst til at melde ham til en eller anden form for myndighed. Han rejste sig umiddelbart efter og forsvandt i menneskemaengden. Hvor var det klamt. Han var meget gammel, omkring 80 eller mere vil jeg skyde pa, sa jeg folte mig aldrig truet, men jeg folte, at jeg havde vaeret aben og venlig overfor en fremmed, der ville mig noget ubehageligt.
Ad. Aldrig mere tale med folk over 75.
Nu vil jeg kommentere pa de nye billeder, og sa tage hjem for det begynder at regne.
Pas pa jer selv. Der er en verden af kobekraftige 80-arige derude.
lørdag den 21. marts 2009
Jeg har laenge gerne ville skrive det sidste afsnit om den store tur. Jeg mangler kun La Gran Sabana og Angel Falls. Af en eller anden grund, har det vaeret svaert at tage sig sammen til, og det er ikke blevet nemmere, som tiden er gaet. I dag er det lordag, og huset har vaeret tomt. Jeg har nydt at vaere alene i huset, mens jeg har lavet kaffe og laest boger i min sovepose eller pa trappeplateauet udenfor. Forresten vil jeg udnytte muligheden for mild propaganda, nu da jeg rent faktisk har oprettet en blog, og der rent faktisk er nogle der laeser den: Jeg har laest Flagermusmanden faerdig. Det er en god bog. Jeg vil gerne traekke tidligere udtalelser tilbage. I skal laese den og lade jer deprimere over hvor selvdestruktivt et menneske kan opfore sig. Jeg var ikke glad for bogens personer i starten, for de havde ikke noget pa hjerte. Ikke for alvor. Men det havde de sa alligevel, og jeg var glad for at blive overrasket. Det er en god bog. Jeg vil gerne anbefale den.
Det er dejligt afstressende at have omgivelserne for sig selv en gang i mellem. Folk er spredt ud over omradet. Mille og Katrine er i faerd med at rapelle ned af et vandfald. Jeg var kun kortvarigt fristet til at tage med. De andre fra huset har sluttet sig til dele af den gruppe som nu er i byen, og jeg har plejet omgang med mig selv. Vi var allesammen ude at spise i gar pa en mexikansk restaurant, der havde virkelig god sangria men mindre gode tortillas. Sa det udlignede sig. Efter maden tog vi pa Banana Bar, som er denne bys totale in-sted, og de saelger milkshakes med store maengder alkohol i. Det er en udemaerket kombination. Men jeg tog tidligt hjem; i kraft af at det er et in-sted, spiller de ditto darlig musik og har et kedeligt homogent klientel.
Pa vej herned i bussen genlaeste jeg mine dagbogsnotater fra Gran Sabana. De er udeblivende fa, nu da de skal anvendes. En stor del af dem er formuleret i brevform til jer derhjemme, og det er muligt at kopiere brugbare passager derfra. Men forst og fremmest, tror jeg jeg vil basere noget af genfortaellingen pa hukommelsen:
Vi ankom til Gran Sabana d. 12. februar ved aftentide, og solen var lige ved at ga ned. Man naar Gran Sabana efter at have kort opad i nogle timer for til sidst at naa et nyt niveau et ukendt antal meter over havet. Vi var selvfolgelig bagud i forhold til planen pga uheldet med jeepen, og guiderne havde folt sig nodsaget til at aendre programmet. Derfor overnattede vi forste nat et sted, de ikke kendte. Det var virkelig smukt. Her er en beskrivelse fra 13. februar om morgenen:
"13. februar.
Sa kom vi til La Gran Sabana, og pludselig ved jeg igen, hvorfor jeg er her. I et glimt foler man sig pludselig taettere pa sig selv og opfyldt af hab. Her er vi sa, pa toppen af verden, naesten der, hvor man kan rore skyerne. Heroppe foler jeg mig kastet tilbage i en balance, jeg havde glemt. (Husk dette er skrevet kort efter ulykken.) Jeg ved igen, hvad jeg laenges efter, og jeg ved igen, hvad jeg er. Den Store Savanne er det smukkeste omrade, jeg har set i mit liv. Jeg har lyst til at udryde de sma bebyggelser og lade stepperne oversvomme med heste. Jeg onsker ikke andet end at tabe mig selv i udsigten. Sceneriet minder mig om glemte dromme, som et tungt klokkeslag har faet mig til at huske. Her taber man alt det ligegyldige pa gulvet og al baggrundsstoj er forsvundet. Og nu ved jeg, hvor jeg kan finde denne del af tilvaerelsen igen."
Denne forste morgen gjorde et stort indtryk pa mig, og jeg brugte lang tid pa at hoppe rundt pa vandfaldet der et godt stykke vaek fra campen. Det er ogsa her jeg har taget mange af de vandbilleder, der ligger i mappen La Gran Sabana. Det var overvaeldende smukt, og det foltes som at traede ind i en Planet Earth dokumentar. Vi tilbragte denne dag med at bade ved vandfaldet, og lidt over middag gik vi vist nok til den naeste camp som la i San Francisco de Yuruani. Opholdet i San Francisco blev en provelse grundet flere ting. For det forste begyndte jeg at fole et presserende behov for at komme i kontakt med folk derhjemme og der var ingen mulighed for nogen form for kontakt, for det andet foretog vi os naesten ingenting, men tilbragte de lange dage med at ga ned til gennemkorselsvejen, hvor de lokale havde flere turistboder. Men det er begraenset hvor mange timer, man kan bruge pa det uden at begynde at kede sig. Der var flere forskellige sma spise- og drikkesteder, hvor man kunne haenge ud og maske se Titanic, som tilfaeldet var den ene gang, men der var derudover ikke en skid af lave. Og jeg kedede mig forfaerdeligt og ville gerne i gang med den store provelse der la foran os; Roraima. Alligevel tilbragte vi alle dagene mellem d. 13. og d. 17. februar i dette... hul. Og det gjorde mig midlertidigt vanvittig. Folk begyndte at opdyrke et kompliceret kö-system i forhold til den medbragte litteratur, og bogerne blev pushet som en slags drug. Jeg havde faet fat i en historisk
krigsroman om Genghis Khan, en australier tilfaeldigvis havde glemt i junglen. Jeg sled mig gennem 300 taet skrevne sider om Mongoliet, for jeg gav op og byttede den til en hurtiglaest paperback om en Callgirls bekendelser. Da jeg fik fingre i den bog, var opholdet i ingenmandsland ved at vaere slut. Det var frustrerende at vaere omgivet af sa smukt et landskab uden mulighed for at kore igennem det eller udforske det, og det er lige for at denne del af turen var en af de svaereste at komme igennem for mig. Timerne gik langsomt fra man vagnede om morgenen og skulle fa endnu en dag til at ga til man gik i seng om aftenen uden at have udrettet noget.
Vi modte dog en anden gruppe i denne by - en gruppe lidt som vores egen, dog med mange flere blandede nationaliteter. De havde et program der mindede en del om vores, blot havde de gjort tingene i en anden raekkefolge. I virkeligheden skulle deres Gran Sabana tur have vaeret noget af det sidste pa deres program, men eftersom de var blevet overfaldet af pirater en dag ved stranden, havde deres planlaeggere besluttet at bytte rundt pa aktiviterne. Piraterne havde ikke haft stort held med sig, for de bar alle kun kopier af deres pas og begraenset maengde kontanter. Men det havde selvfolgelig vaeret en ubehagelig oplevelse alligevel.
Endelig oprandt dagen da vi skulle afsted for at pabegynde vores vandring op pa Roraima. Det var d. 17. februar.
Den forste dag gik vi i ... 6 timer tror jeg. Man kommer til et punkt, hvor bilerne ikke kan kore laengere, og foran en ligger disse uudgrundelig tepuis, som kun findes to steder i verden; Venezuela og et sted Afrika, hvor kontinenterne i sin tid slap hinanden. Landskabet er som naevnt helt fantastisk. Vi var alle belastet til bristepunktet (folte jeg, og jeg er selvfolgelig lidt under gennemsnittet hvad angar vaegt og styrke.. men ikke staedighed tror jeg.)
Det blev en vaad og alligevel sveddryppende tur, for der var naturligvis skybrud flere gange den forste dag, og jeg matte pakke mig ind i plastic eftersom mit regnslag forsvandt i bilulykken (sorry mor). Det var varmt og fugtigt inde under min plastik, men det holdt min sovepose nogenlunde tor. Den forste dag skulle vi over flere floder - nogle af dem ikke helt sma. I kan se det pa billederne. Der var staerk strom, og det galt om ikke at falde med oppakningen, sa der blev dannet et raekvaerk af menneskehaender, der hjalp folk over. Jeg troede sgu ikek vi ville blive udsat for noget der var sa risikabelt, men det gik langsomt op for mig pa den tur, at vi et eller andet sted ma have underskrevet nogle papirer, der klargjorde at al risiko var pa eget ansvar, for der blev taget en del chancer. Men heri bestod ogsa det sjove, og jeg var faktisk ret vild med at kravle gennem strommen og habe pa ikke at falde. (Selv om jeg faktisk faldt ved flere lejligheder og en enkelt gang opgav og var helt under med alt mit toj pa.)
Da vi naede den forste lejr var vi tilfredse med os selv. Bjerget var kommet taettere pa, men var stadig mindst 5 timers gang med opbakning pa vaek. Vi fik at vide at morgendagen ville blive den hardeste pa turen, og det var der vel en slags sandhed i.
Noter fra forste dags vandring:
"17. februar.
Roraima ligger stort og morkt foran mig, og tunge skyer bevaeger sig ind over det og ligger sig mellem klipperne. Vi er i Gran Sabana, og er omsider pa vej mod toppen. Solen er gaet ned og her er snart helt morkt. Her lugter lidt af gas og optaendingsolie, og fra det lille shelter kan jeg hore stemmer fra aftenens kokkenhold. Mine ben er smurt ind i olie for at holde insekterne vaek."
"18. februar.
Sa kom vi fandme frem til malet igen, denne gang tilbagelagt turens hardeste rute eftersigende. Vi er netop nu for foden af Roraima og begynder den endelige opstigning i morgen. Det har nok taget os 6 timer at na hertil i dag, og jeg synes, jeg har klaret det godt! Tasken er tung, men hvis man saetter den ene fod foran den anden, kommer man frem pa et tidspunkt. Jeg er lige ved at falde i sovn nu, selv om klokken kun er henad to."
Det med at saette en fod foran den anden beskriver meget godt, hvordan det foltes nogle gange. Det var altsa hardt at blive ved og ved, selv nar man folte, man ikke kunne mere. Nogle gange, ret tit, havde jeg lyst til at saette mig ned og blive siddende, men omstaendighederne tvinger en til at ga videre og videre, og det er ikkenoget man kommer ud for saerlig tit. Som regel er der en bus, en taxa, en korelejlighed, en made at give op pa. Men der er ikke nogen made at give op pa pa vej op af et bjerg. Og det var saer erkendelse. Den fristede ikke til selvmedlidenhed (lige med det forste), men aktiverede en forsat rytme, der gjorde at man gik og gik til man var i mal, og pludselig var et dyr pa vandring i kontakt med sin egen overlevelse.
Den 19. februar gik det altsa opad. Og det kan godt vaere de havde varslet at forgaende dag var turens hardeste, men denne dag var en ny slags provelse, for det var stejl og det var hardt. Det var lidt som om alle dagene pa turen indeholdt hver sin saeregne provelse (turens vaerste dag var dog forste dags nedstigning. Her var jeg pa kanten af oprigtig opgivelse.) Selve opstigningen til toppen af Roraima havde en indlagt optimisme, fordi toppen hele tiden kom naermere. Pludselig var vi ved klippevaeggen som gik lodret opad, og kunne se stien mellem klipperne foran os. Pludselig var vi ved det vandfald der falder fra Roraimas top og er verdens naesthojeste. (Det hojeste er Angel Falls.) Og pludselig var vi ved det umenneskeligt stejle sidste stykke for toppen. Og til sidst, da man ikke laengere havde nogle sammenhaengende tanker, kom man frem. Til et manelandskab. Til toppen af 3 dages slid. Og man kunne smide sin rygsaek og vaere lige ved at falde ud over kanten. Nogle pastar, at den folelse man har, nar man nar toppen, er ligesom at tage stoffer. At det er ligesom at vaere hoj. Det var i hvertfald et betydningsfuldt ojeblik, og jeg taenkte med gru pa nedstigningen.
Det tog os endnu 40 minutter at na frem til den grotte vi skulle bo i. I kan selv se toppens landskab pa billederne.
"En bjergtop 3000 meter over jorden. Solen er lige staet op. Den rammer os laenge for den nar ned pa jorden bag os. Det er et manelandskab heroppe. Klipper, klipper, og vand. Til den ene side Brasilien, til den anden side spreder Venezuela sig."
Sa var det selvfolgelig koldt. Forfaerdelig koldt om natten, men ogsa om dagen hvis ikke Solen stod pa. De fleste var iklaedt huer.
Vi tilbragte to dage pa toppen. Der var arrangeret tre forskellige ture rundt deroppe, men man havde kun mulighed for at tage to af dem, da de la pa samme tid. Den ene var en langtur pa 6-8 timer, og den anden kortere pa3-5 timer. Jeg valgte den korte. Vi blev fort ud til et "vindue" - lidt svaert at forklare, men det har altsa noget at gore med et hul i klipperne og skydaekket - og det var 'naesten' aabent som folk sagde. Jeg har taget et billede af det, jeg kan lige ga ind og skrive hvilket foto der er tale om nedenunder.
Der var meget langt ned - det var temmelig svimlende, og jeg holdt mig helst lidt fra kanten.
Den anden tur var af en helt anden karakter. Men ganske enkelt hele bjergturens mest spaendende og fantastiske oplevelse for mig. Den gik ind i en grotte dybt ned i bjergets hjerte:
"Klippehulen, 20. februar."
Morke, pandelygterne bag mig, lyden af vand dybt inde. Tavshed. Det hele mindede mig om Bilbo Saekkers rejse gennem bjerget og hans skaebnesvangre mode med Gollum i morket.
Passagen gennem klippehulen forsaetter eftersigende hele vejen gennem bjerget til den nar jordoverfladen 3000 meter nede. Nedad og nedad forsaetter den og forgrener sig i hundredevis af morke gange. Sa vidt vi ved, har ingen foretaget turen. Det er for farligt. Man kan fare vild og aldrig finde ud af morket. Passagen gennem bjerget deler sig hele tiden, og nye grene opstar. Morket traekker i en. Jeg vil gerne forsaette videre og videre frem. Lyden af vand har en hypnotisk effekt pa mig, og jeg kan ga i evigheder herinde, krumbojet, kravlende, oprejst. Morket er af et helt specielt materiale. Vi slukkede vores lygter og var omgivet af sort flojl. Jeg kunne ikke se en handsbredde frem. Gangen vi fulgte vi skiftevis smal og bred, og et par enkelte steder sprang vi over dybe revner i klippegrunden. Det sugede i ens krop ved tanken om at falde. Vand piblede frem over de kolde sten, og langt borte kunne man hore sagte, underjordiske kilder. Jeg var meget draget af sceneriet. Jeg havde forventet, at jeg ville fole mig beklemt og klaustrofobisk til mode, men turen var helt fantastisk. Flere af de andre var glde for at se lyset igen, men jeg var virkelig fascineret. Sa var jeg darligere til dagens hojdeprove. Det gav mig en panik svimmelhed at kigge ud over verden fra de aeldgamle klippehylder. Over skyerne. Ikke under dem. Jeg folte mig derimod meget inspireret af klippehulen og dens tavse vaesen. Hvilke skabner har den slugt i artusindernes forlob? Hvilke historier ligger gemt i dens abne klippesvaelg? Forestil dig hvordan nogen er sogt videre og videre gennem gangene til de har modt lys - fra denne verden eller den naeste.
I am intrigued."
Alle der gar ind i bjerget, gar frem med varsomhed. Ingen gar laengere end til et vist punkt. Derfra er resten ukendt grund. Det var enormt spaendende.
Nedstigningen vil jeg tage i relativt korte traek. Det var hardt og vores kroppe var brugte. Vi brugte kun to dage pa nedstigningen, hvor vi havde brugt 3 pa at komme op. Den forste dag naegtede mine ben at gore som de plejede. De laste sig sammen i en slags muskelkrampe, og jeg havde derfor helt stive ben, der var svaere at ga pa. Det var ikke rart.
Da vi endelig kom frem pa anden dagen, var det en stor bedrift at laegge bag sig, og jeg folte ikke trang til at forsoge at gentage successen lige med det samme.
Det ma vaere nok for denne gang. Nu er jeg naesten faerdig med den store tur, og ogsa naesten faerdig emd hele turen. I dag er der blot 10 dage til jeg er tilbage i Danmark :-)
Mange hilsner herfra :-)
Det er dejligt afstressende at have omgivelserne for sig selv en gang i mellem. Folk er spredt ud over omradet. Mille og Katrine er i faerd med at rapelle ned af et vandfald. Jeg var kun kortvarigt fristet til at tage med. De andre fra huset har sluttet sig til dele af den gruppe som nu er i byen, og jeg har plejet omgang med mig selv. Vi var allesammen ude at spise i gar pa en mexikansk restaurant, der havde virkelig god sangria men mindre gode tortillas. Sa det udlignede sig. Efter maden tog vi pa Banana Bar, som er denne bys totale in-sted, og de saelger milkshakes med store maengder alkohol i. Det er en udemaerket kombination. Men jeg tog tidligt hjem; i kraft af at det er et in-sted, spiller de ditto darlig musik og har et kedeligt homogent klientel.
Pa vej herned i bussen genlaeste jeg mine dagbogsnotater fra Gran Sabana. De er udeblivende fa, nu da de skal anvendes. En stor del af dem er formuleret i brevform til jer derhjemme, og det er muligt at kopiere brugbare passager derfra. Men forst og fremmest, tror jeg jeg vil basere noget af genfortaellingen pa hukommelsen:
Vi ankom til Gran Sabana d. 12. februar ved aftentide, og solen var lige ved at ga ned. Man naar Gran Sabana efter at have kort opad i nogle timer for til sidst at naa et nyt niveau et ukendt antal meter over havet. Vi var selvfolgelig bagud i forhold til planen pga uheldet med jeepen, og guiderne havde folt sig nodsaget til at aendre programmet. Derfor overnattede vi forste nat et sted, de ikke kendte. Det var virkelig smukt. Her er en beskrivelse fra 13. februar om morgenen:
"13. februar.
Sa kom vi til La Gran Sabana, og pludselig ved jeg igen, hvorfor jeg er her. I et glimt foler man sig pludselig taettere pa sig selv og opfyldt af hab. Her er vi sa, pa toppen af verden, naesten der, hvor man kan rore skyerne. Heroppe foler jeg mig kastet tilbage i en balance, jeg havde glemt. (Husk dette er skrevet kort efter ulykken.) Jeg ved igen, hvad jeg laenges efter, og jeg ved igen, hvad jeg er. Den Store Savanne er det smukkeste omrade, jeg har set i mit liv. Jeg har lyst til at udryde de sma bebyggelser og lade stepperne oversvomme med heste. Jeg onsker ikke andet end at tabe mig selv i udsigten. Sceneriet minder mig om glemte dromme, som et tungt klokkeslag har faet mig til at huske. Her taber man alt det ligegyldige pa gulvet og al baggrundsstoj er forsvundet. Og nu ved jeg, hvor jeg kan finde denne del af tilvaerelsen igen."
Denne forste morgen gjorde et stort indtryk pa mig, og jeg brugte lang tid pa at hoppe rundt pa vandfaldet der et godt stykke vaek fra campen. Det er ogsa her jeg har taget mange af de vandbilleder, der ligger i mappen La Gran Sabana. Det var overvaeldende smukt, og det foltes som at traede ind i en Planet Earth dokumentar. Vi tilbragte denne dag med at bade ved vandfaldet, og lidt over middag gik vi vist nok til den naeste camp som la i San Francisco de Yuruani. Opholdet i San Francisco blev en provelse grundet flere ting. For det forste begyndte jeg at fole et presserende behov for at komme i kontakt med folk derhjemme og der var ingen mulighed for nogen form for kontakt, for det andet foretog vi os naesten ingenting, men tilbragte de lange dage med at ga ned til gennemkorselsvejen, hvor de lokale havde flere turistboder. Men det er begraenset hvor mange timer, man kan bruge pa det uden at begynde at kede sig. Der var flere forskellige sma spise- og drikkesteder, hvor man kunne haenge ud og maske se Titanic, som tilfaeldet var den ene gang, men der var derudover ikke en skid af lave. Og jeg kedede mig forfaerdeligt og ville gerne i gang med den store provelse der la foran os; Roraima. Alligevel tilbragte vi alle dagene mellem d. 13. og d. 17. februar i dette... hul. Og det gjorde mig midlertidigt vanvittig. Folk begyndte at opdyrke et kompliceret kö-system i forhold til den medbragte litteratur, og bogerne blev pushet som en slags drug. Jeg havde faet fat i en historisk
krigsroman om Genghis Khan, en australier tilfaeldigvis havde glemt i junglen. Jeg sled mig gennem 300 taet skrevne sider om Mongoliet, for jeg gav op og byttede den til en hurtiglaest paperback om en Callgirls bekendelser. Da jeg fik fingre i den bog, var opholdet i ingenmandsland ved at vaere slut. Det var frustrerende at vaere omgivet af sa smukt et landskab uden mulighed for at kore igennem det eller udforske det, og det er lige for at denne del af turen var en af de svaereste at komme igennem for mig. Timerne gik langsomt fra man vagnede om morgenen og skulle fa endnu en dag til at ga til man gik i seng om aftenen uden at have udrettet noget.
Vi modte dog en anden gruppe i denne by - en gruppe lidt som vores egen, dog med mange flere blandede nationaliteter. De havde et program der mindede en del om vores, blot havde de gjort tingene i en anden raekkefolge. I virkeligheden skulle deres Gran Sabana tur have vaeret noget af det sidste pa deres program, men eftersom de var blevet overfaldet af pirater en dag ved stranden, havde deres planlaeggere besluttet at bytte rundt pa aktiviterne. Piraterne havde ikke haft stort held med sig, for de bar alle kun kopier af deres pas og begraenset maengde kontanter. Men det havde selvfolgelig vaeret en ubehagelig oplevelse alligevel.
Endelig oprandt dagen da vi skulle afsted for at pabegynde vores vandring op pa Roraima. Det var d. 17. februar.
Den forste dag gik vi i ... 6 timer tror jeg. Man kommer til et punkt, hvor bilerne ikke kan kore laengere, og foran en ligger disse uudgrundelig tepuis, som kun findes to steder i verden; Venezuela og et sted Afrika, hvor kontinenterne i sin tid slap hinanden. Landskabet er som naevnt helt fantastisk. Vi var alle belastet til bristepunktet (folte jeg, og jeg er selvfolgelig lidt under gennemsnittet hvad angar vaegt og styrke.. men ikke staedighed tror jeg.)
Det blev en vaad og alligevel sveddryppende tur, for der var naturligvis skybrud flere gange den forste dag, og jeg matte pakke mig ind i plastic eftersom mit regnslag forsvandt i bilulykken (sorry mor). Det var varmt og fugtigt inde under min plastik, men det holdt min sovepose nogenlunde tor. Den forste dag skulle vi over flere floder - nogle af dem ikke helt sma. I kan se det pa billederne. Der var staerk strom, og det galt om ikke at falde med oppakningen, sa der blev dannet et raekvaerk af menneskehaender, der hjalp folk over. Jeg troede sgu ikek vi ville blive udsat for noget der var sa risikabelt, men det gik langsomt op for mig pa den tur, at vi et eller andet sted ma have underskrevet nogle papirer, der klargjorde at al risiko var pa eget ansvar, for der blev taget en del chancer. Men heri bestod ogsa det sjove, og jeg var faktisk ret vild med at kravle gennem strommen og habe pa ikke at falde. (Selv om jeg faktisk faldt ved flere lejligheder og en enkelt gang opgav og var helt under med alt mit toj pa.)
Da vi naede den forste lejr var vi tilfredse med os selv. Bjerget var kommet taettere pa, men var stadig mindst 5 timers gang med opbakning pa vaek. Vi fik at vide at morgendagen ville blive den hardeste pa turen, og det var der vel en slags sandhed i.
Noter fra forste dags vandring:
"17. februar.
Roraima ligger stort og morkt foran mig, og tunge skyer bevaeger sig ind over det og ligger sig mellem klipperne. Vi er i Gran Sabana, og er omsider pa vej mod toppen. Solen er gaet ned og her er snart helt morkt. Her lugter lidt af gas og optaendingsolie, og fra det lille shelter kan jeg hore stemmer fra aftenens kokkenhold. Mine ben er smurt ind i olie for at holde insekterne vaek."
"18. februar.
Sa kom vi fandme frem til malet igen, denne gang tilbagelagt turens hardeste rute eftersigende. Vi er netop nu for foden af Roraima og begynder den endelige opstigning i morgen. Det har nok taget os 6 timer at na hertil i dag, og jeg synes, jeg har klaret det godt! Tasken er tung, men hvis man saetter den ene fod foran den anden, kommer man frem pa et tidspunkt. Jeg er lige ved at falde i sovn nu, selv om klokken kun er henad to."
Det med at saette en fod foran den anden beskriver meget godt, hvordan det foltes nogle gange. Det var altsa hardt at blive ved og ved, selv nar man folte, man ikke kunne mere. Nogle gange, ret tit, havde jeg lyst til at saette mig ned og blive siddende, men omstaendighederne tvinger en til at ga videre og videre, og det er ikkenoget man kommer ud for saerlig tit. Som regel er der en bus, en taxa, en korelejlighed, en made at give op pa. Men der er ikke nogen made at give op pa pa vej op af et bjerg. Og det var saer erkendelse. Den fristede ikke til selvmedlidenhed (lige med det forste), men aktiverede en forsat rytme, der gjorde at man gik og gik til man var i mal, og pludselig var et dyr pa vandring i kontakt med sin egen overlevelse.
Den 19. februar gik det altsa opad. Og det kan godt vaere de havde varslet at forgaende dag var turens hardeste, men denne dag var en ny slags provelse, for det var stejl og det var hardt. Det var lidt som om alle dagene pa turen indeholdt hver sin saeregne provelse (turens vaerste dag var dog forste dags nedstigning. Her var jeg pa kanten af oprigtig opgivelse.) Selve opstigningen til toppen af Roraima havde en indlagt optimisme, fordi toppen hele tiden kom naermere. Pludselig var vi ved klippevaeggen som gik lodret opad, og kunne se stien mellem klipperne foran os. Pludselig var vi ved det vandfald der falder fra Roraimas top og er verdens naesthojeste. (Det hojeste er Angel Falls.) Og pludselig var vi ved det umenneskeligt stejle sidste stykke for toppen. Og til sidst, da man ikke laengere havde nogle sammenhaengende tanker, kom man frem. Til et manelandskab. Til toppen af 3 dages slid. Og man kunne smide sin rygsaek og vaere lige ved at falde ud over kanten. Nogle pastar, at den folelse man har, nar man nar toppen, er ligesom at tage stoffer. At det er ligesom at vaere hoj. Det var i hvertfald et betydningsfuldt ojeblik, og jeg taenkte med gru pa nedstigningen.
Det tog os endnu 40 minutter at na frem til den grotte vi skulle bo i. I kan selv se toppens landskab pa billederne.
"En bjergtop 3000 meter over jorden. Solen er lige staet op. Den rammer os laenge for den nar ned pa jorden bag os. Det er et manelandskab heroppe. Klipper, klipper, og vand. Til den ene side Brasilien, til den anden side spreder Venezuela sig."
Sa var det selvfolgelig koldt. Forfaerdelig koldt om natten, men ogsa om dagen hvis ikke Solen stod pa. De fleste var iklaedt huer.
Vi tilbragte to dage pa toppen. Der var arrangeret tre forskellige ture rundt deroppe, men man havde kun mulighed for at tage to af dem, da de la pa samme tid. Den ene var en langtur pa 6-8 timer, og den anden kortere pa3-5 timer. Jeg valgte den korte. Vi blev fort ud til et "vindue" - lidt svaert at forklare, men det har altsa noget at gore med et hul i klipperne og skydaekket - og det var 'naesten' aabent som folk sagde. Jeg har taget et billede af det, jeg kan lige ga ind og skrive hvilket foto der er tale om nedenunder.
Der var meget langt ned - det var temmelig svimlende, og jeg holdt mig helst lidt fra kanten.
Den anden tur var af en helt anden karakter. Men ganske enkelt hele bjergturens mest spaendende og fantastiske oplevelse for mig. Den gik ind i en grotte dybt ned i bjergets hjerte:
"Klippehulen, 20. februar."
Morke, pandelygterne bag mig, lyden af vand dybt inde. Tavshed. Det hele mindede mig om Bilbo Saekkers rejse gennem bjerget og hans skaebnesvangre mode med Gollum i morket.
Passagen gennem klippehulen forsaetter eftersigende hele vejen gennem bjerget til den nar jordoverfladen 3000 meter nede. Nedad og nedad forsaetter den og forgrener sig i hundredevis af morke gange. Sa vidt vi ved, har ingen foretaget turen. Det er for farligt. Man kan fare vild og aldrig finde ud af morket. Passagen gennem bjerget deler sig hele tiden, og nye grene opstar. Morket traekker i en. Jeg vil gerne forsaette videre og videre frem. Lyden af vand har en hypnotisk effekt pa mig, og jeg kan ga i evigheder herinde, krumbojet, kravlende, oprejst. Morket er af et helt specielt materiale. Vi slukkede vores lygter og var omgivet af sort flojl. Jeg kunne ikke se en handsbredde frem. Gangen vi fulgte vi skiftevis smal og bred, og et par enkelte steder sprang vi over dybe revner i klippegrunden. Det sugede i ens krop ved tanken om at falde. Vand piblede frem over de kolde sten, og langt borte kunne man hore sagte, underjordiske kilder. Jeg var meget draget af sceneriet. Jeg havde forventet, at jeg ville fole mig beklemt og klaustrofobisk til mode, men turen var helt fantastisk. Flere af de andre var glde for at se lyset igen, men jeg var virkelig fascineret. Sa var jeg darligere til dagens hojdeprove. Det gav mig en panik svimmelhed at kigge ud over verden fra de aeldgamle klippehylder. Over skyerne. Ikke under dem. Jeg folte mig derimod meget inspireret af klippehulen og dens tavse vaesen. Hvilke skabner har den slugt i artusindernes forlob? Hvilke historier ligger gemt i dens abne klippesvaelg? Forestil dig hvordan nogen er sogt videre og videre gennem gangene til de har modt lys - fra denne verden eller den naeste.
I am intrigued."
Alle der gar ind i bjerget, gar frem med varsomhed. Ingen gar laengere end til et vist punkt. Derfra er resten ukendt grund. Det var enormt spaendende.
Nedstigningen vil jeg tage i relativt korte traek. Det var hardt og vores kroppe var brugte. Vi brugte kun to dage pa nedstigningen, hvor vi havde brugt 3 pa at komme op. Den forste dag naegtede mine ben at gore som de plejede. De laste sig sammen i en slags muskelkrampe, og jeg havde derfor helt stive ben, der var svaere at ga pa. Det var ikke rart.
Da vi endelig kom frem pa anden dagen, var det en stor bedrift at laegge bag sig, og jeg folte ikke trang til at forsoge at gentage successen lige med det samme.
Det ma vaere nok for denne gang. Nu er jeg naesten faerdig med den store tur, og ogsa naesten faerdig emd hele turen. I dag er der blot 10 dage til jeg er tilbage i Danmark :-)
Mange hilsner herfra :-)
torsdag den 19. marts 2009
Fangenskab
Forureningen her i Merida er ulidelig. Vi starter dagen klokken otte i nogenlunde ren bjergluft, men sa snart vi bevaeger os udenfor og hen mod busholdepladsen, varer det mellem 5 og 10 minutter for dagens forste benzin og udstodning finder vej ned i vores lunger. Og det bliver kun vaerre, som dagen skrider frem. Bilerne her ligger i ko naermest ovenpa hinanden, og nar vi endelig er helt nede i byens centrum og skal skifte bus, er jeg blevet sa slov af udstodningen, at jeg er ved at falde i sovn. Det er forfaerdeligt og ulaekkert, og jeg gar gerne med min haette for ansigtet, for at kunne traekke vejret ordentligt. Her ser ellers sa pitoresk ud. De smukke, hoje bjerge omkring os far en til at taenke pa alpehuer og rent drikkevand, men en tyk dunst af udstodning far mig pa andre tanker. Jeg er begyndt at blive traet af at sidde i ko op mod to timer om dagen, og er lige sa traet af, at hver gang man springer af bussen, foles det giftigt og snavset at traekke vejret. Benzinen er sa billig hernede, at det er en skandale. Man kan fylde sin tank op for omkring 5 kroner, og brasilianerne valfarter til graensen for at kobe billig benzin. Og alle har biler. Og bruger dem. Det er et helvede. Jeg er meget traet af det, og jeg er isaer traet af den uhyggelige pavirkning det har pa mit mentale helbred; traethed.
De sidste par dage i zoo'en har vi lavet lidt af hvert. For 2 dage siden udforte vi en tandoperation pa havens tamme raev. Det var meget blodigt og ubehageligt at se pa. Hun var oprindeligt en kaeleraev hos en familie, men raeve lugter kraftigt, og til sidst kunne familien ikke have hende laengere, men matte aflevere hende til zoo'en. Hun far tandproblemer, fordi raeve i naturen spiser kod med knogler i, og pa den made slipper af med plak og andet skidt fra munden. Men i zoo'en kan de kun give hende kod uden ben, da det med ben er reserveret til felinerne. Sa det endte med at Felipe matte tage 4-6 taender ud, mens hun var under bedovelse. Stakkels kaeleraev. Den er virkelig meget venligsindet og vil gerne kloes bag oret som en rigtig hund. Og sa er den en trind, lille storrelse, man har lyst til at lofte op, hvis ikke den lugtede sa faelt.
I gar foretog vi os stort set intet udover at lukke raven ud igen (den havde overnattet pa kontoret i sit bur), og derefter kore til den lokale lufthavn for at tjekke priserne pa indenrigsfly.
I dag skulle vi til gengaeld arbejde med ornen. Fantastisk skonhed. Helt uimodstaelig. Jeg var rort af dens sarbarhed pa trods af de meget lange kloer og dens enorme kraft. Der var noget over den som var melankolsk og frygsomt pa en made, jeg aldrig har set for. Jeg havde slet ikke lyst til, at den skulle bo der. Spaerret inde. Det er en klichée, men ornen horer ikke til der. Det gor ingen af dyrerne i virkeligheden, men det var ekstra hjerteskaerende at se den store fugl lukket inde. Det er meningen, den skal flyve over verden hojt oppe i lyset, sa langt fra os at vi aldrig forstar, hvor smuk den i virkeligheden er. Vi blev nodt til at slibe hendes naeb ned, fordi det, ligesom med raeven, ikke slibes ned som i naturen. Og derefter rense naebet for gammelt kod. Jeg meldte mig vist nok frivilligt til at holde hendes maegtige kloer. Jeg fortrod hurtigt, da Felipe forklarede mig, hvilke katastrofale konsekvenser det ville afstedkomme, hvis jeg gav slip. Hurtig dod for os alle mere eller mindre. Sa jeg holdt godt fast. Den stakkels fugl begyndte at sla los med vingerne, da Felipe gik i gang. Mille og Katrine var blevet sat til at holde vingerne ind til kroppen, men det er ikke et nemt forehavende. Det afstedkom derfor mindre panik, da den fik vingerne fri, selv om vi var blevet advaret. Jeg var faktisk temmelig nervos under dette forehavende, men det lykkedes at holde fast hele vejen igennem, selv om det foltes bade faretruende og forkert at holde ornen nede. Men det synes jeg altid det gor - altsa foles forkert at holde dyrerne mod deres vilje, selv om vi plejer deres helbred. Der er noget naturstridigt forkert i tvangsbaseret omgang med andre levende vaesner, ogsa selv om det er "for deres eget bedste". Der er meget godt, smukt, padagogisk og oplysende at hente i en zoologisk have, men jeg er ogsa ked af det pa dyrernes vegne. Eller nogle af dem i hvert fald. For selvfolgelig har flere af dem et fantastisk liv i fangenskab med tryghed og mad, men isaer dyr der vandrer eller flyver langt, horer ikke hjemme bag tremmer.
De sidste par dage i zoo'en har vi lavet lidt af hvert. For 2 dage siden udforte vi en tandoperation pa havens tamme raev. Det var meget blodigt og ubehageligt at se pa. Hun var oprindeligt en kaeleraev hos en familie, men raeve lugter kraftigt, og til sidst kunne familien ikke have hende laengere, men matte aflevere hende til zoo'en. Hun far tandproblemer, fordi raeve i naturen spiser kod med knogler i, og pa den made slipper af med plak og andet skidt fra munden. Men i zoo'en kan de kun give hende kod uden ben, da det med ben er reserveret til felinerne. Sa det endte med at Felipe matte tage 4-6 taender ud, mens hun var under bedovelse. Stakkels kaeleraev. Den er virkelig meget venligsindet og vil gerne kloes bag oret som en rigtig hund. Og sa er den en trind, lille storrelse, man har lyst til at lofte op, hvis ikke den lugtede sa faelt.
I gar foretog vi os stort set intet udover at lukke raven ud igen (den havde overnattet pa kontoret i sit bur), og derefter kore til den lokale lufthavn for at tjekke priserne pa indenrigsfly.
I dag skulle vi til gengaeld arbejde med ornen. Fantastisk skonhed. Helt uimodstaelig. Jeg var rort af dens sarbarhed pa trods af de meget lange kloer og dens enorme kraft. Der var noget over den som var melankolsk og frygsomt pa en made, jeg aldrig har set for. Jeg havde slet ikke lyst til, at den skulle bo der. Spaerret inde. Det er en klichée, men ornen horer ikke til der. Det gor ingen af dyrerne i virkeligheden, men det var ekstra hjerteskaerende at se den store fugl lukket inde. Det er meningen, den skal flyve over verden hojt oppe i lyset, sa langt fra os at vi aldrig forstar, hvor smuk den i virkeligheden er. Vi blev nodt til at slibe hendes naeb ned, fordi det, ligesom med raeven, ikke slibes ned som i naturen. Og derefter rense naebet for gammelt kod. Jeg meldte mig vist nok frivilligt til at holde hendes maegtige kloer. Jeg fortrod hurtigt, da Felipe forklarede mig, hvilke katastrofale konsekvenser det ville afstedkomme, hvis jeg gav slip. Hurtig dod for os alle mere eller mindre. Sa jeg holdt godt fast. Den stakkels fugl begyndte at sla los med vingerne, da Felipe gik i gang. Mille og Katrine var blevet sat til at holde vingerne ind til kroppen, men det er ikke et nemt forehavende. Det afstedkom derfor mindre panik, da den fik vingerne fri, selv om vi var blevet advaret. Jeg var faktisk temmelig nervos under dette forehavende, men det lykkedes at holde fast hele vejen igennem, selv om det foltes bade faretruende og forkert at holde ornen nede. Men det synes jeg altid det gor - altsa foles forkert at holde dyrerne mod deres vilje, selv om vi plejer deres helbred. Der er noget naturstridigt forkert i tvangsbaseret omgang med andre levende vaesner, ogsa selv om det er "for deres eget bedste". Der er meget godt, smukt, padagogisk og oplysende at hente i en zoologisk have, men jeg er ogsa ked af det pa dyrernes vegne. Eller nogle af dem i hvert fald. For selvfolgelig har flere af dem et fantastisk liv i fangenskab med tryghed og mad, men isaer dyr der vandrer eller flyver langt, horer ikke hjemme bag tremmer.
mandag den 16. marts 2009
Pa pengejagt
Kaere allesammen,
Jeg er ikke helt sikker pa jeg har forklaret den okonomiske situation hernede. Den er indviklet. En bolivar kan svinge voldsomt i vaerdi, og dit udbytte kommer meget an pa hvor villig du er til at lobe risici. Jeg har laenge vaeret ved at lobe tor for penge, og der gar et ondt rygte om, at hvis man haver penge i bankerne, ja sa far man sa godt som halveret sine penge. Forklaring:
Da vi i sin tid vekslede fra enten dollars eller danske kroner i Chichi hos vores guider, var kursen for dollars mellem 2,5 og 3,2 tror jeg. Det er cirkatal. Derimod lod det, at hvis vi gik i banken og forsogte at have fra vores danske konti, ville vi komme til at betale et vaesentligt hojere belob for alting hernede, da en pris pa 35 bolivar pludselig kom ud i den anden ende som 200 kr. Og det er temmelig voldsomt idet vi rundt regnet har sat 1 bolivar i 2 danske kroner. Ovenikobet lidt mindre. Men som sagt er min monitaere beholdning langsomt (faktisk ret hurtigt) svundet ind hernede, for pludselig koster alting penge. Mad, bus, tun pa dase. Alting. Og det er ikke altid sjove priser. I gar betalte jeg vel omkring 24 kroner for en dase tun, mens busbilletten koster lige godt under 2 kr. Alt afhaengigt af hvilken kurs, det er lykkedes dig at veksle til. Men i dag matte jeg sa forsoge at forvandle mine sidste dollars til bolivarer, og det kunne jo enten gores i en bank eller, nah ja, pa gaden. Pa gaden er kursen for dollars i folge rygtet naermest dobbelt sa hojt. Alligevel havde jeg besluttet mig for et pengeinstitut eller en bank af sikkerhedshensyn. Alligevel lykkedes det mig at veksle halv privat i en telefonbutik til en kurs pa 5,3! Det er ikke sa ringe endda, og pludselig er priserne pa alting hernede altsa ca. halveret i forhold til omregning til danske kr. Det er vaeldig indviklet. Sagen er kort og godt, at det vist ikke kan betale sig at bruge sit VISA. Men indtilvidere er dette kun et rygte, og ovenikobet afhaengigt af hvilken bank OG konto du har tilsluttet dig i DK. Her er Jyske Bank den absolutte taber. Forlyder det. Muligvis vil Danske Bank komme til at sta sin prove senere, men for nu er jeg altsa kobekraftig igen. (Og nej - det er desvaerre ikke laengere muligt at overfore penge guidernes konto, for jeg er uden guide.)
I dag var vi igen i zoo, Katrine og jeg, og om mandagen er zoo'en lukket for offentlig tilgang. Sa vi fik lov til at klo loven bag oret. Han hedder Cairo og er ganske forelsket i vores doktor, som giver ham den bedste testikel-massage i verden, i folge ham selv, og altsa indsmigrer pa den made. Det er et billigt trick, men det virker abenbart. Cairo er en stor og farlig love, som pludselig valtede sig rundt pa ryggen og bed i sine egne poter som en anden kattekilling, mens hans sagde sjove og knap sa farlige lyde. Han er virkelig en skat, men han ser frygtindgydende ud med dybe ar i det store lovehoved og en manke der ville fa Mufasa til at blegne. Hans nabo er Kelly - en monstret jaguar, som har et sandt had/kaerlighedsforhold til Felipe. Pa spansk gar den monstrede jaguar under navnet sommerfugle-tigren (tigre mariposa), og den er almindelig kendt i Andesbjergene. Bade Kelly og Cairo og de andre kattedyr er fantastisk smukke! Ogsa vores gamle tiger Rolando som I har set billeder af. Jeg har tillige en masse billeder af bade Cairo og Kelly, men jeg er desvaerre havnet pa en internetcafé, der kun vil uploade 5 billeder af gangen, og det har jeg ikke talmodighed til :-(
Jeg har naesten allerede glemt, hvad jeg lavede i weekenden, men det ma have vaeret noget med at sove laenge, for jeg er forfaerdelig traet hver dag. Jeg ved ikke helt hvad det skyldes. Der har vaeret en storre forandring i vejret, som har vaeret enormt koldt (15-20 midt pa dagen!!) og regnfuldt. Men nu er det begyndt at klare op hver morgen, og det er rent faktisk blevet muligt at torre vores toj, som ellers har haengt fugtigt i 4 dage af gangen. Naetterne i Andesbjergene er kolde! Og det mener jeg virkelig. Det kan godt Danmark kan vaere med dog... Men jeg er sikker pa, at nattetemperaturen er nede omkring 10 grader, og nar man sover i et hus som praktisk talt er en si, sa er det koldt i laengden. Vi har som regel regn i stuen og kokkenet, og hvorfor behover man glas i alle vinduer? Det er da overflodigt.
Jeg laeser en masse boger i forhold til hvad jeg plejer at have tid til, og jeg har vaeret temmelig ukritisk, sa jeg er kommet pa tvaers af forskellige bestsellere fra Europa. I ojeblikket laeser jeg Flagermusmanden - en bog jeg ellers kasserede i forste forsog inden jeg tog afsted, men man bliver mindre kritisk jo laengere ud pa natten man kommer. (Det ma der vaere nogle der kender til.) Og den er underholdende, og DET er det vigtigste.
Her i weekenden kom en del af den anden gruppe til Merida i deres On The Road eventyr, og de sprang elastikspring eller hvad ved jeg fra en af broerne der forbinder centrum med de omliggende bjerge. Jeg fik ikke rigtig set det, men jeg hilste kort pa dem, da jeg lob ind i dem i byen. De havde netop ishakket sig op af et bjerg dagen i forvejen, og jeg var glad for at jeg havde en sofa at se American Idols fra. Nej, aerlig talt, jeg er vaeldig glad for at jeg er havnet hvor jeg er, hvis jeg skal vaelge. Egentlig er der en lille stemme indeni mig der gerne vil foralde sofaen og springe med livet som indsats fra en bro, men der er ogsa en stemme der siger, at det kan jeg altid gore hvis livet pludselig foles for kedsommeligt. For ojeblikket er jeg ganske godt tilfreds med at vaere i live og behover ikke teste hvilke hojder mit adrenalin-niveau kan na.
Aarh ja, kulturelle oplevelser jeg ikke har fortalt om, er blandt andet da David og hans venner tog mig med pa bornehjem. Det var lidt specielt. Desvaerre modte jeg ikke rigtig nogle af bornene, men derimod forstanderen, en mand, mens jeg forsogte at folge med i deres samtale om det filmprojekt David og hans slaeng skal sta for. Det lod vaeldig... kulturelt. Vi fik budt kaffe rundt, og kaffen her er en specialitet i sig selv. Vi fik et stort krus hver med noget der lignede en bundsjat dybt nede, og mange danskere ville nok fole sig temmelig snydt, Men jeg er glad for deres kaffe. Den er sod og vaeldig billig! Jeg kommer faktisk direkte fra caféen med Meridas hojeste standard pa drikkevarer. Jeg kobte to juices (ananas og noget der smagte raaddent), og sa cappucino med flodeskum. Ikke darligt, men alligevel nok til at give mig kvalme. Sa var dagens frokost i hvert fald sikret.
Livet i zoo'en gar sin vante og herlige gang. Vi kommer som regel for sent, og Felipe kommer som regel endnu senere, og nar vi sa er samlet finder vi pa et eller andet at lave med dyrerne, gerne med larmende tilraab fra de besogende skoleklasser. Bornene irriterer mig meget og jeg beder dem tit om at tie stille, hvilket er en darlig taktik, men jeg kan ikke lade vaere. Nar de finder ud af at man har et ordforrad af mindre hoflige vendinger, raaber de i munden pa hinanden for at fa at vide hvad abe hedder pa engelsk. Abe, love, elefant, due (endda - opfindsomt) og sa videre. Deres professorer, som regel damer, slentrer rundt i baggrunden og synes ikke det er synd for bavianen at den er ved at stresse ud af sit gode skind. Vores bavian er tillagt sig en vaeldig morsom (men ogsa temmelig tragisk) vane. Den har faet det som Felipe kalder "A vicious behaviour". Det betyder at den gor ting igen og igen og at det skylde kedsomhed eller indesparring. Men altsa ham her er virkelig skor. Han springer op og lunter baglaens mens hans kigger op i luften, som om han spejder efter en bold, der kommer flyvende. Pludselig stopper han pga. hegnet, lober frem, og gentager sa sin handling. I evig tid. Det ser underholdende ud. Men han minder mig om en patient pa den lukkede afdeling. Og det er han ogsa.
I dag hakkede vi frugt til dyrerne efter vi havde talt med de store katte, og jeg fik vildt meget lyst til at spise reserverne. Men jeg turde ikke :-( Jeg var bange for at vores frugtinstruktor ikke ville synes om det. Frugt hernede er et andet mysterie. En banan er sa billig at du naesten far dem i hovedet, mens aebler og paerer rask vaek koster 8-10 kr stykket. Det er meget maerkeligt. Jeg regner med at aeblerne er importeret fra Columbia eller der omkring, men det er dog taet pa? Naeh, vi holder os fra aebler og spiser guayaba eller andre unaevenlige frugter.
Om lidt skal vi ud i byen igen for at lobe forskellige aerinder, og jeg sorger over ikke at kunne uploade mine nyeste billeder, men de kommer snart, sa hold oje med dem!
Mange hilsner herfra :)
Jeg er ikke helt sikker pa jeg har forklaret den okonomiske situation hernede. Den er indviklet. En bolivar kan svinge voldsomt i vaerdi, og dit udbytte kommer meget an pa hvor villig du er til at lobe risici. Jeg har laenge vaeret ved at lobe tor for penge, og der gar et ondt rygte om, at hvis man haver penge i bankerne, ja sa far man sa godt som halveret sine penge. Forklaring:
Da vi i sin tid vekslede fra enten dollars eller danske kroner i Chichi hos vores guider, var kursen for dollars mellem 2,5 og 3,2 tror jeg. Det er cirkatal. Derimod lod det, at hvis vi gik i banken og forsogte at have fra vores danske konti, ville vi komme til at betale et vaesentligt hojere belob for alting hernede, da en pris pa 35 bolivar pludselig kom ud i den anden ende som 200 kr. Og det er temmelig voldsomt idet vi rundt regnet har sat 1 bolivar i 2 danske kroner. Ovenikobet lidt mindre. Men som sagt er min monitaere beholdning langsomt (faktisk ret hurtigt) svundet ind hernede, for pludselig koster alting penge. Mad, bus, tun pa dase. Alting. Og det er ikke altid sjove priser. I gar betalte jeg vel omkring 24 kroner for en dase tun, mens busbilletten koster lige godt under 2 kr. Alt afhaengigt af hvilken kurs, det er lykkedes dig at veksle til. Men i dag matte jeg sa forsoge at forvandle mine sidste dollars til bolivarer, og det kunne jo enten gores i en bank eller, nah ja, pa gaden. Pa gaden er kursen for dollars i folge rygtet naermest dobbelt sa hojt. Alligevel havde jeg besluttet mig for et pengeinstitut eller en bank af sikkerhedshensyn. Alligevel lykkedes det mig at veksle halv privat i en telefonbutik til en kurs pa 5,3! Det er ikke sa ringe endda, og pludselig er priserne pa alting hernede altsa ca. halveret i forhold til omregning til danske kr. Det er vaeldig indviklet. Sagen er kort og godt, at det vist ikke kan betale sig at bruge sit VISA. Men indtilvidere er dette kun et rygte, og ovenikobet afhaengigt af hvilken bank OG konto du har tilsluttet dig i DK. Her er Jyske Bank den absolutte taber. Forlyder det. Muligvis vil Danske Bank komme til at sta sin prove senere, men for nu er jeg altsa kobekraftig igen. (Og nej - det er desvaerre ikke laengere muligt at overfore penge guidernes konto, for jeg er uden guide.)
I dag var vi igen i zoo, Katrine og jeg, og om mandagen er zoo'en lukket for offentlig tilgang. Sa vi fik lov til at klo loven bag oret. Han hedder Cairo og er ganske forelsket i vores doktor, som giver ham den bedste testikel-massage i verden, i folge ham selv, og altsa indsmigrer pa den made. Det er et billigt trick, men det virker abenbart. Cairo er en stor og farlig love, som pludselig valtede sig rundt pa ryggen og bed i sine egne poter som en anden kattekilling, mens hans sagde sjove og knap sa farlige lyde. Han er virkelig en skat, men han ser frygtindgydende ud med dybe ar i det store lovehoved og en manke der ville fa Mufasa til at blegne. Hans nabo er Kelly - en monstret jaguar, som har et sandt had/kaerlighedsforhold til Felipe. Pa spansk gar den monstrede jaguar under navnet sommerfugle-tigren (tigre mariposa), og den er almindelig kendt i Andesbjergene. Bade Kelly og Cairo og de andre kattedyr er fantastisk smukke! Ogsa vores gamle tiger Rolando som I har set billeder af. Jeg har tillige en masse billeder af bade Cairo og Kelly, men jeg er desvaerre havnet pa en internetcafé, der kun vil uploade 5 billeder af gangen, og det har jeg ikke talmodighed til :-(
Jeg har naesten allerede glemt, hvad jeg lavede i weekenden, men det ma have vaeret noget med at sove laenge, for jeg er forfaerdelig traet hver dag. Jeg ved ikke helt hvad det skyldes. Der har vaeret en storre forandring i vejret, som har vaeret enormt koldt (15-20 midt pa dagen!!) og regnfuldt. Men nu er det begyndt at klare op hver morgen, og det er rent faktisk blevet muligt at torre vores toj, som ellers har haengt fugtigt i 4 dage af gangen. Naetterne i Andesbjergene er kolde! Og det mener jeg virkelig. Det kan godt Danmark kan vaere med dog... Men jeg er sikker pa, at nattetemperaturen er nede omkring 10 grader, og nar man sover i et hus som praktisk talt er en si, sa er det koldt i laengden. Vi har som regel regn i stuen og kokkenet, og hvorfor behover man glas i alle vinduer? Det er da overflodigt.
Jeg laeser en masse boger i forhold til hvad jeg plejer at have tid til, og jeg har vaeret temmelig ukritisk, sa jeg er kommet pa tvaers af forskellige bestsellere fra Europa. I ojeblikket laeser jeg Flagermusmanden - en bog jeg ellers kasserede i forste forsog inden jeg tog afsted, men man bliver mindre kritisk jo laengere ud pa natten man kommer. (Det ma der vaere nogle der kender til.) Og den er underholdende, og DET er det vigtigste.
Her i weekenden kom en del af den anden gruppe til Merida i deres On The Road eventyr, og de sprang elastikspring eller hvad ved jeg fra en af broerne der forbinder centrum med de omliggende bjerge. Jeg fik ikke rigtig set det, men jeg hilste kort pa dem, da jeg lob ind i dem i byen. De havde netop ishakket sig op af et bjerg dagen i forvejen, og jeg var glad for at jeg havde en sofa at se American Idols fra. Nej, aerlig talt, jeg er vaeldig glad for at jeg er havnet hvor jeg er, hvis jeg skal vaelge. Egentlig er der en lille stemme indeni mig der gerne vil foralde sofaen og springe med livet som indsats fra en bro, men der er ogsa en stemme der siger, at det kan jeg altid gore hvis livet pludselig foles for kedsommeligt. For ojeblikket er jeg ganske godt tilfreds med at vaere i live og behover ikke teste hvilke hojder mit adrenalin-niveau kan na.
Aarh ja, kulturelle oplevelser jeg ikke har fortalt om, er blandt andet da David og hans venner tog mig med pa bornehjem. Det var lidt specielt. Desvaerre modte jeg ikke rigtig nogle af bornene, men derimod forstanderen, en mand, mens jeg forsogte at folge med i deres samtale om det filmprojekt David og hans slaeng skal sta for. Det lod vaeldig... kulturelt. Vi fik budt kaffe rundt, og kaffen her er en specialitet i sig selv. Vi fik et stort krus hver med noget der lignede en bundsjat dybt nede, og mange danskere ville nok fole sig temmelig snydt, Men jeg er glad for deres kaffe. Den er sod og vaeldig billig! Jeg kommer faktisk direkte fra caféen med Meridas hojeste standard pa drikkevarer. Jeg kobte to juices (ananas og noget der smagte raaddent), og sa cappucino med flodeskum. Ikke darligt, men alligevel nok til at give mig kvalme. Sa var dagens frokost i hvert fald sikret.
Livet i zoo'en gar sin vante og herlige gang. Vi kommer som regel for sent, og Felipe kommer som regel endnu senere, og nar vi sa er samlet finder vi pa et eller andet at lave med dyrerne, gerne med larmende tilraab fra de besogende skoleklasser. Bornene irriterer mig meget og jeg beder dem tit om at tie stille, hvilket er en darlig taktik, men jeg kan ikke lade vaere. Nar de finder ud af at man har et ordforrad af mindre hoflige vendinger, raaber de i munden pa hinanden for at fa at vide hvad abe hedder pa engelsk. Abe, love, elefant, due (endda - opfindsomt) og sa videre. Deres professorer, som regel damer, slentrer rundt i baggrunden og synes ikke det er synd for bavianen at den er ved at stresse ud af sit gode skind. Vores bavian er tillagt sig en vaeldig morsom (men ogsa temmelig tragisk) vane. Den har faet det som Felipe kalder "A vicious behaviour". Det betyder at den gor ting igen og igen og at det skylde kedsomhed eller indesparring. Men altsa ham her er virkelig skor. Han springer op og lunter baglaens mens hans kigger op i luften, som om han spejder efter en bold, der kommer flyvende. Pludselig stopper han pga. hegnet, lober frem, og gentager sa sin handling. I evig tid. Det ser underholdende ud. Men han minder mig om en patient pa den lukkede afdeling. Og det er han ogsa.
I dag hakkede vi frugt til dyrerne efter vi havde talt med de store katte, og jeg fik vildt meget lyst til at spise reserverne. Men jeg turde ikke :-( Jeg var bange for at vores frugtinstruktor ikke ville synes om det. Frugt hernede er et andet mysterie. En banan er sa billig at du naesten far dem i hovedet, mens aebler og paerer rask vaek koster 8-10 kr stykket. Det er meget maerkeligt. Jeg regner med at aeblerne er importeret fra Columbia eller der omkring, men det er dog taet pa? Naeh, vi holder os fra aebler og spiser guayaba eller andre unaevenlige frugter.
Om lidt skal vi ud i byen igen for at lobe forskellige aerinder, og jeg sorger over ikke at kunne uploade mine nyeste billeder, men de kommer snart, sa hold oje med dem!
Mange hilsner herfra :)
onsdag den 11. marts 2009
Sidsel og hyleaberne
I gar rendte jeg ind i en lokal fyr, David, der laeser audio visual media pa Merida uni. Han laeser til filminstruktor/fotograf og er snart faerdig med sin kandidat. Vi faldt i snak og han tilbod at vise mig rundt i byen, og det var rigtig hyggeligt. Vi havde mange ting til faelles som film, musik og boger, og vi fandt en second hand bookshop - yeah - hvor man kunne kobe lidt af hvert. Han viste mig ogsa Meridas teleférico/cable car/bjergelevator(??), som desvaerre er ude af funktion i ojeblikket. Den er verdens laengste. Forsogte at tage et par fotos.
I dag arbejdede vi med hyleaberne, og de var virkelig kaere. Den ene af dem var meget kaelen, som I maske kan se pa billederne. Vi byggede deres bur op til dem, sa de have noget at kravle rundt pa. Det var meget fascinerende at vaere i kontakt med aber, og se deres faelles interaktion. Den ene af dem begyndt at pille Mille i haret, sandsynligvis for at befri hende fra lus. Morsomt. Blev meget glad for abnerne, og overvejede kort muligheden for at faa sig sadan en derhjemme :-)
Om lidt tager jeg med David pa arbejde - han skal fotografere et eller andet; vi ved ikke helt hvad det er endnu. Og i aften skal jeg vist prove at ga tidligt i seng. Har jeg det ikke bare spaendende? Regner lidt med at David viser mig en musikbutik senere i dag, og at vi kan udveksle anbefalinger. Han er ret glad for film selvfolgelig, men ogsa musik og boger, sa vi har en del at tale om. Det er ret sjovt vi lige lob pa hinanden.
Jeg haber alle har det godt.
Knus Sidsel.
I dag arbejdede vi med hyleaberne, og de var virkelig kaere. Den ene af dem var meget kaelen, som I maske kan se pa billederne. Vi byggede deres bur op til dem, sa de have noget at kravle rundt pa. Det var meget fascinerende at vaere i kontakt med aber, og se deres faelles interaktion. Den ene af dem begyndt at pille Mille i haret, sandsynligvis for at befri hende fra lus. Morsomt. Blev meget glad for abnerne, og overvejede kort muligheden for at faa sig sadan en derhjemme :-)
Om lidt tager jeg med David pa arbejde - han skal fotografere et eller andet; vi ved ikke helt hvad det er endnu. Og i aften skal jeg vist prove at ga tidligt i seng. Har jeg det ikke bare spaendende? Regner lidt med at David viser mig en musikbutik senere i dag, og at vi kan udveksle anbefalinger. Han er ret glad for film selvfolgelig, men ogsa musik og boger, sa vi har en del at tale om. Det er ret sjovt vi lige lob pa hinanden.
Jeg haber alle har det godt.
Knus Sidsel.
mandag den 9. marts 2009
Mere Merida
I dag mandag skulle vi for forste gang besoge Felipes klinik. Vi havde aftalt at mode ham der klokken halv tre, og vi var der meget for tidligt, sa vi fik os en bonusoplevelse:
Ned af en af de sma sidegader for at finde et sted at spise vores medbragte madpakker og evt. kobe en kop kaffe eller en is. Et sted fik jeg oje pa en skilt der reklamerede med is, handskrevet - sadan er det 9 ud af 10 gange hernede - og efter et stykke tid besluttede vi at forsoge os der. Det skal lige siges, at folk ofte skriver skilte med at de saelger noget, og sa er det rent faktisk ikke altid tilfaeldet. Maske er de lige lobet tor for hjemmelavet kage, eller ogsa var det i gar de havde bagt boller. Men kvinden her bad os komme ind i noget der mistaenkeligt meget mindede om et privat hjem. Jeg spurgte hende om vi kunne spise vores medbragte mad, og det kunne vi tilsyneladende godt. Sa vi blev baenket midt i deres dagligstue med en hjemmelavet vanilleis hver, mens det syedede og kogte fra kokkenet og forskellige folk kom og gik ved siden af os. Det var en ret speciel oplevelse. Rundt om os hang forskellige farvestralende malerier af Jesus, Maria og glitrende vandfald. Da vi sa havde spist vores is og mad (og jeg fik en kaffe fra kokkenet de ikke ville have betaling for), taendte bedstemoren fjernsynet og fandt en amerikansk film til os. Lige pludselig befandt vi os altsa i et privat hjem og sa en luxusluder blive myrdet i en amerikansk b-film og forsogte febrilsk at skure ned for lyden, da hun inden hun dode, tjente sine sidste penge hojlydt. Det var en meget speciel oplevelse. Vi var lidt som rumvaesner der var havnet i et gartneri uden at vide hvad grontsager er. Jeg fik lige taget et par billeder af Katrine og Mille, som altsa er med mig hver gang jeg tager ud for at mode Felipe og dyrerne.
Nah, efter godt to timer hos den gamle, gik vi tilbage mod klinikken. Felipe kom, som altid, for sent, og vi hilste lige pa klinikkens katte. (Den sorte er Obama. Hehe.)
Herefter skulle vi overvaere og deltage i en operation pa en gammel hund, med en stor cyste i maveregionerne. Og pludselig skulle jeg ikke vaere med mere, for jeg blev svimmel og fik kvalme, og skulle i det hele taget hurtigt ned at sidde. Jeg havde ellers habet at undga den reaktion, og vaeret opsat pa at kontrollere min ufrivillige reaktion pa blod og kod. Jeg blev faktisk temmelig overrasket over, at jeg fik det darligt, og ogsa en smule pinlig berort. Felipe forklarede mig, at det er en normal reaktion, som ca. hver 10. person oplever, og det skyldes at nogle menneskers blodsukker falder drastisk, hvis de ser noget, der oprorer dem. Det er en ubehagelig reaktion, for den er virkelig udenfor kontrol, og man foler sig ganske sart og skrobelig over ikke at kunne se pa lidt blod. Ganske patetisk. Felipe mente ikke umiddelbart at det kunne traenes vaek, men det er jeg nu ret opsat pa at forsoge pa. En af hans assistenter gav mig et bolsje og lidt efter havde jeg det fint igen, men kunne maerke at jeg skulle holde mig vaek fra operationsbordet. Jeg brugte tiden pa at tage lidt billeder. Dem kan I se.
Men sjeg sad og ventede pa at operationen skulle slutte, kom Mille pludselig ud til mig, ganske bleg i hovedet, og jeg forstod at hun ogsa havde matte give efter for den overvaeldende kvalme og svimmelhed. Ogsa hun var ret overrasket over sin egen reaktion. Men det er altsa under alle omstaendigheder et interessant faenomen, at blodsukkeret falder fordi man ser noget, der minder en om indvolde, blod og dod.
Det var en spaendende dag (igen), og jeg forsogte sa vidt muligt at dokumentere med mit syge kamera. Ja, mit kamera har det ikke sa godt, jeg skal operere pa det.
Alt godt for nu, vi skrives ved.
Knus Sidsel
Ned af en af de sma sidegader for at finde et sted at spise vores medbragte madpakker og evt. kobe en kop kaffe eller en is. Et sted fik jeg oje pa en skilt der reklamerede med is, handskrevet - sadan er det 9 ud af 10 gange hernede - og efter et stykke tid besluttede vi at forsoge os der. Det skal lige siges, at folk ofte skriver skilte med at de saelger noget, og sa er det rent faktisk ikke altid tilfaeldet. Maske er de lige lobet tor for hjemmelavet kage, eller ogsa var det i gar de havde bagt boller. Men kvinden her bad os komme ind i noget der mistaenkeligt meget mindede om et privat hjem. Jeg spurgte hende om vi kunne spise vores medbragte mad, og det kunne vi tilsyneladende godt. Sa vi blev baenket midt i deres dagligstue med en hjemmelavet vanilleis hver, mens det syedede og kogte fra kokkenet og forskellige folk kom og gik ved siden af os. Det var en ret speciel oplevelse. Rundt om os hang forskellige farvestralende malerier af Jesus, Maria og glitrende vandfald. Da vi sa havde spist vores is og mad (og jeg fik en kaffe fra kokkenet de ikke ville have betaling for), taendte bedstemoren fjernsynet og fandt en amerikansk film til os. Lige pludselig befandt vi os altsa i et privat hjem og sa en luxusluder blive myrdet i en amerikansk b-film og forsogte febrilsk at skure ned for lyden, da hun inden hun dode, tjente sine sidste penge hojlydt. Det var en meget speciel oplevelse. Vi var lidt som rumvaesner der var havnet i et gartneri uden at vide hvad grontsager er. Jeg fik lige taget et par billeder af Katrine og Mille, som altsa er med mig hver gang jeg tager ud for at mode Felipe og dyrerne.
Nah, efter godt to timer hos den gamle, gik vi tilbage mod klinikken. Felipe kom, som altid, for sent, og vi hilste lige pa klinikkens katte. (Den sorte er Obama. Hehe.)
Herefter skulle vi overvaere og deltage i en operation pa en gammel hund, med en stor cyste i maveregionerne. Og pludselig skulle jeg ikke vaere med mere, for jeg blev svimmel og fik kvalme, og skulle i det hele taget hurtigt ned at sidde. Jeg havde ellers habet at undga den reaktion, og vaeret opsat pa at kontrollere min ufrivillige reaktion pa blod og kod. Jeg blev faktisk temmelig overrasket over, at jeg fik det darligt, og ogsa en smule pinlig berort. Felipe forklarede mig, at det er en normal reaktion, som ca. hver 10. person oplever, og det skyldes at nogle menneskers blodsukker falder drastisk, hvis de ser noget, der oprorer dem. Det er en ubehagelig reaktion, for den er virkelig udenfor kontrol, og man foler sig ganske sart og skrobelig over ikke at kunne se pa lidt blod. Ganske patetisk. Felipe mente ikke umiddelbart at det kunne traenes vaek, men det er jeg nu ret opsat pa at forsoge pa. En af hans assistenter gav mig et bolsje og lidt efter havde jeg det fint igen, men kunne maerke at jeg skulle holde mig vaek fra operationsbordet. Jeg brugte tiden pa at tage lidt billeder. Dem kan I se.
Men sjeg sad og ventede pa at operationen skulle slutte, kom Mille pludselig ud til mig, ganske bleg i hovedet, og jeg forstod at hun ogsa havde matte give efter for den overvaeldende kvalme og svimmelhed. Ogsa hun var ret overrasket over sin egen reaktion. Men det er altsa under alle omstaendigheder et interessant faenomen, at blodsukkeret falder fordi man ser noget, der minder en om indvolde, blod og dod.
Det var en spaendende dag (igen), og jeg forsogte sa vidt muligt at dokumentere med mit syge kamera. Ja, mit kamera har det ikke sa godt, jeg skal operere pa det.
Alt godt for nu, vi skrives ved.
Knus Sidsel
torsdag den 5. marts 2009
Den forste spaendende dag i Merida Zoo
Nu er det tid til et kort resume af en fantastisk inspirerende dag.
I morges drog Katrine og jeg afsted mod Merida zoo, som ligger naesten i den anden ende af byen et stykke op ad bjergene. Det tog os ca. halvanden time at komme frem, men det skyldes forst og fremmest den offentlige trafik. Busserne her har et vidunderligt system - de stopper bare der hvor folk vinker dem ind tilsiden, og hvis man vil af, sa raaber man "parada, por favor" og bliver altsa sat af. Det er et skont system.
Mine forventninger til zoo'en var blandede. Da vi kom frem, virkede de ansatte en smule overraskede over at se os, og det var tydeligt, at Felipe, den dyrelage vi skal arbejde med, ikke var ankommet. Sa vi fik en lille rundvisning i zoo'en, men vi naede ikke at blive faerdige for han sa ankom. Dagens forste opgave var at bedove en lille aggressiv abe, som boede sammen de andre syge dyr omme bagved den offentlige have. Det lyder maske ikke sa kravende, men det var en aggressiv lille fyr, der skreg sa hojt, at man matte holde sig for orerne. Han var kommet i kamp med en jaevnaldrende abe, da de skulle afgore hvem af dem, der skulle overtage anforerens plads i flokken. Ham her tabte. Han havde derfor et langt sar i mundvigen som skulle limes (med superglue), og et par sar der skulle renses. Felipe stod for indfangelsen af ham, da han gar til angreb og bider, hvis han kan komme til det. Men da han forst var bedovet, fik vi lov til at give ham forskellige sprojter med vitaminer, fole pa hans enorme muskler i forhold til den lille krop og i det hele taget undersoge aben, som vi onskede. Det var vildt fascinerende. Felipe er charmerende selskab, og han underviser os en lille smule samtidig med at han viser os, hvordan tingene skal gores. I dag ville han gerne hore fire forskellige ting om primater. Den slap vi allesammen igennem heldigvis :-)
Da aben var tilbage i sit bur, skulle vi hilse pa slangerne. Forst en lille giftslange, som er drabende. Inden vi gik til dens bur, havde vi faet praensenteret antidote sa vi var klar over, hvordan den skulle anvendes. Det er ikke lige til at anvende antidotes. Nogle gange kan modgiften vaere mere drabende end selve giften, da den er dyrket i heste og menneskekroppen er helt uvant med de proteiner og andre stoffer der sprojtes ind. Derfor skal en modgift gives i ganske sme maengder af gangen - en drabe af gangen faktisk, mens man venter pa en reaktion fra den forgiftede. Okay denne introduktion til modgift gjorde mig en smule nervos, men heldigvis bad Felipe os ikke om at holde giftslangen. Men vi fik lov at se dens enorme taender, da den angreb et plastikkrus han holdt frem mod den. Inde i taenderne lober ganske sma ror som altsa transporterer giften. En slange spiser godt 1 gang om maneden, fordi den er i stand til at opbevare energi fra maltidet, og ikke konstant bruger af de kilojoules den indtager, idet den bl.a. kontrollerer sin kropstemperatur og derfor ikke bruger energi pa at varme sig selv op. Spaendende.
Felipe satte giftslangen tilbage i sit terrarium (tak for det), og abnede burret ind til de tre kvaelerslanger, anacondaer, og gik sa ud for at tale i telefon i en halv times tid. Farvel Felipe!
Sa vi stod lidt og kiggede pa det abne bur, mens slangerne sov videre. Efter et stykke tid kom en ung medarbejder hen og tog en af slangerne ud til os. Vi tog den med tilbage bag parken og fik lov til at holde den, hvis vi ville. Det ville jeg gerne :-) Jeg var lidt bange for at komme til at kvaele den, for man kan nemt presse for hardt om dens strube, hvis man ikke passer pa. Jeg har nogle virkelig gode billeder, som desvaerre ikke er med i denne uploadning, men kommer naeste gang - i morgen.
Det var altsa en rigtig spaendende dag, og jeg var meget glad for at mode Felipe, som taler flydende amerikansk. Vi skal skiftesvis vaere i hans dyrelaege klinik og i zoo'en. Han fortalte at de penge, vi skal betale gar til et projekt for truede dyr, tror jeg vist nok, og det gor det maske lidt nemmere at slippe pengene pa trods af de mange andre udgifter.
Ja, jeg er positivt overrasket og ser frem til de dage jeg skal tilbringe der.
Fortaellingen fra den store tur forsaetter en af de kommende dage.
Knus Sidsel.
I morges drog Katrine og jeg afsted mod Merida zoo, som ligger naesten i den anden ende af byen et stykke op ad bjergene. Det tog os ca. halvanden time at komme frem, men det skyldes forst og fremmest den offentlige trafik. Busserne her har et vidunderligt system - de stopper bare der hvor folk vinker dem ind tilsiden, og hvis man vil af, sa raaber man "parada, por favor" og bliver altsa sat af. Det er et skont system.
Mine forventninger til zoo'en var blandede. Da vi kom frem, virkede de ansatte en smule overraskede over at se os, og det var tydeligt, at Felipe, den dyrelage vi skal arbejde med, ikke var ankommet. Sa vi fik en lille rundvisning i zoo'en, men vi naede ikke at blive faerdige for han sa ankom. Dagens forste opgave var at bedove en lille aggressiv abe, som boede sammen de andre syge dyr omme bagved den offentlige have. Det lyder maske ikke sa kravende, men det var en aggressiv lille fyr, der skreg sa hojt, at man matte holde sig for orerne. Han var kommet i kamp med en jaevnaldrende abe, da de skulle afgore hvem af dem, der skulle overtage anforerens plads i flokken. Ham her tabte. Han havde derfor et langt sar i mundvigen som skulle limes (med superglue), og et par sar der skulle renses. Felipe stod for indfangelsen af ham, da han gar til angreb og bider, hvis han kan komme til det. Men da han forst var bedovet, fik vi lov til at give ham forskellige sprojter med vitaminer, fole pa hans enorme muskler i forhold til den lille krop og i det hele taget undersoge aben, som vi onskede. Det var vildt fascinerende. Felipe er charmerende selskab, og han underviser os en lille smule samtidig med at han viser os, hvordan tingene skal gores. I dag ville han gerne hore fire forskellige ting om primater. Den slap vi allesammen igennem heldigvis :-)
Da aben var tilbage i sit bur, skulle vi hilse pa slangerne. Forst en lille giftslange, som er drabende. Inden vi gik til dens bur, havde vi faet praensenteret antidote sa vi var klar over, hvordan den skulle anvendes. Det er ikke lige til at anvende antidotes. Nogle gange kan modgiften vaere mere drabende end selve giften, da den er dyrket i heste og menneskekroppen er helt uvant med de proteiner og andre stoffer der sprojtes ind. Derfor skal en modgift gives i ganske sme maengder af gangen - en drabe af gangen faktisk, mens man venter pa en reaktion fra den forgiftede. Okay denne introduktion til modgift gjorde mig en smule nervos, men heldigvis bad Felipe os ikke om at holde giftslangen. Men vi fik lov at se dens enorme taender, da den angreb et plastikkrus han holdt frem mod den. Inde i taenderne lober ganske sma ror som altsa transporterer giften. En slange spiser godt 1 gang om maneden, fordi den er i stand til at opbevare energi fra maltidet, og ikke konstant bruger af de kilojoules den indtager, idet den bl.a. kontrollerer sin kropstemperatur og derfor ikke bruger energi pa at varme sig selv op. Spaendende.
Felipe satte giftslangen tilbage i sit terrarium (tak for det), og abnede burret ind til de tre kvaelerslanger, anacondaer, og gik sa ud for at tale i telefon i en halv times tid. Farvel Felipe!
Sa vi stod lidt og kiggede pa det abne bur, mens slangerne sov videre. Efter et stykke tid kom en ung medarbejder hen og tog en af slangerne ud til os. Vi tog den med tilbage bag parken og fik lov til at holde den, hvis vi ville. Det ville jeg gerne :-) Jeg var lidt bange for at komme til at kvaele den, for man kan nemt presse for hardt om dens strube, hvis man ikke passer pa. Jeg har nogle virkelig gode billeder, som desvaerre ikke er med i denne uploadning, men kommer naeste gang - i morgen.
Det var altsa en rigtig spaendende dag, og jeg var meget glad for at mode Felipe, som taler flydende amerikansk. Vi skal skiftesvis vaere i hans dyrelaege klinik og i zoo'en. Han fortalte at de penge, vi skal betale gar til et projekt for truede dyr, tror jeg vist nok, og det gor det maske lidt nemmere at slippe pengene pa trods af de mange andre udgifter.
Ja, jeg er positivt overrasket og ser frem til de dage jeg skal tilbringe der.
Fortaellingen fra den store tur forsaetter en af de kommende dage.
Knus Sidsel.
onsdag den 4. marts 2009
Historien forsaetter.
Kaere allesammen,
Sa er det blevet tid til at forsaette historien om min vandring ud i Venezuelas mange landskaber.
Jeg slap jer sidst med mit udtog fra junglen, og nu vil jeg springe en maned frem og fortaelle jer lidt om Merida, som jeg er ankommet til denne morgen ved 8-tiden. Som altid nar man skal tilbagelaegge lange afstande i Venezuela, er det natbusserne der bringer en fra sted til sted. Dette land er sa godt som blottet for toge, og der findes ingen toge der transporterer mennesker, kun godsvarer. Det er en smule pafaldende, for landet har lange, mennesketomme straekninger velegnede til infrastruktur, og jeg er bestemt ikke vild med natbusserne her. Hvilket til dels er opstaet efter en haendelse pa vej vaek fra junglen, som jeg senere vil berette om, og som er denne turs mest dramatiske punkt. Nogle af jer vil allerede vide at jeg hentyder til en bilulykke jeg var i, og som altsa har sat mentale spor selv om de fysiske hurtigt forsvandt. En af de ulemper ulykken har foraarsaget, er, at jeg meget nervost accepterer, at kore i biler eller busser, og jeg sover naesten ikke nogle af de timer turen varer. Jeg vagner som regel hvert femte minut og er i dromme pa vej ud over kanten. Mere om dette senere.
Merida er en forholdsvis lille by med 700.000 indbyggere i hele den samlede stat. (Merida er bade en stat og en by.) Det ligger mellem Andesbjergene og er af af naturlige aarsager vaesentligt koldere end de egne, vi kom fra. Vi er pa nuvaerende tidspunkt 7 mennesker i huset, men bliver 9 pa sondag. Det er meningen, at jeg i morgen skal starte pa mit frivillige projekt i zoologisk have sammen med Katrine. Vi skal desvaerre betale naesten 1000 kroner for at fa lov til at arbejde/blive undervist der i ca. 4 uger, og disse penge gar vist nok til opretholdelse og forbedring af dyrernes forhold. Sa det burde man jo kun vaere tilfreds med, men som I maske kan forestille jer, er det en ekstra omkostning pa en rejse, der i forvejen har kostet mange penge.
Dette var kort om Merida, nu vil jeg prove at forsaette fortaelligen, hvor jeg sidst slap den:
Jeg slap jer som sagt omkring den tid, da vores tur i junglen var forbi. Da vi endelig kom frem til en kaj af rigtig beton og med rodder langt ind i fastlandet, holdt der tre biler og ventede pa os. Dem var vi glade for at se. De tog os til Bruno's camp; The Swiss Camp som den blev kaldt, fordi dens hardkogte ejer er fra Schweiz. Da vi omsider modte ham pa vej tilbage fra hele turen, havde han forbinding om mave og hoved efter at have overlevet 3 skud i kroppen og et i hovedet, inden han selv drabte sine angribere.. Ja man laerer vel at gribe til handling, hvis man presses tilstraekkeligt. Her var det meningen, vi skulle opholde os i 1-2 dage, men opholdet blev betydeligt laengere.
Her er kort et dagbogsnotat fra lejren:
"I gar den 10. februar sprang jeg fra broen, som haenger hojt over floden. (Ca. 12-15 meter - der er billeder af den i mappen der hedder transport). Jeg havde aldrig troet, jeg skulle gore det, da jeg ikke er glad for hojder. De 2 sekunder i luften for man rammer vandet med fuld styrke, er de vaerste i ens liv. Men jeg gjorde det, og det er en ret berusende folelse at gore noget, man ikke tror, man tor. Nu er hojder generelt noget, de fleste mennesker frygter, og altsa ogsa jeg. Jeg vil skyde pa, at der er en 10-15 meter fra broen til vandoverfladen, sa springet i sig selv er bestemt gjort for. Men det er stadig hojt! Det regner nu, og jeg er staet op tidlig morgen. Mit toj haenger ude i regnen i et forsog pa at torre. I dag skal vi videre med jeep."
Ja, det troede jeg pa det tidspunkt, men uheldet var ude, og 12 af os kom til at opleve en bilulykke. Jeg har skrevet detaljerne ned, som jeg husker dem, men jeg vil spare jeg for de fleste af dem. Her er dog en kort forklaring. Vi korte afsted i regnvejr pa asfalteret vej. Det var den forste dag, vi korte afsted mod La Gran Sabanna, som var vores naeste mal. José korte godt 120 km i timen pa de drivvade veje, men jeg var holdt op med at laegge maerke til uforsigtig korsel, da forholdene er af andre dimensioner hernede. Dog ved jeg, at speedometret var pa 120, for tilfaeldigvis havde en af de andre piger tjekket det, inden vi korte galt. Jeg husker, at vi horte musik, og jeg husker, at jeg havde en folelse af at vaere oploftet over endelig at vaere pa vej mod det sidste mal pa rejsen. Og jeg husker, at alting pludselig er angst og kaos i bilen og at José mister kontrollen over bilen, hvorefter vi korer udover skraenten. Bilen ruller rundt 1,5 gange, sa den altsa lander pa taget, og jeg kan huske, at jeg er meget bange, fordi jeg ikke kan traekke vejret og ligger med hovedet nedad under nogle af de andre. Jeg kan huske, jeg kalder Edmees navn og ikke far svar. Og jeg kan huske, at de andre stille flytter sig en efter en, og at jeg ogsa kommer ud af bilen, af sidevinduet ved siden af forersaedet. Nu efterfolgende, kan jeg ogsa huske bevaegelserne i bilen, hvordan José forsogte at bremse op, hvordan det rykker og vi vaelter. Og det er denne folelse der hjemsoger mig, nar jeg korer med busser eller jeep nu. Det har vaeret et lille handicap, og fordi jeg er i live, er jeg taknemmelig mere end jeg er vred.
Camilla har spurgt mig, hvad jeg taenkte i de sekunder eller ganske fa ojeblikke det varede, og jeg naaede at taenke meget mere, end man maske forestiller sig i sadan en situation. Jeg naede at taenke, at det var for tidligt at fa en slutning pa det hele, og jeg naede at taenke, at jeg skyldte min familie at komme tilbage. Det er nok i hovedtraek de tanker, der gik gennem mig.
Nah, da vi alle sammen var kommet ud, var der vel en slags choktilstand. Folk begyndte langsomt at opdage, at de var kommet til skade, men pa mirakulos vis, var ingen dode, ingen havde braekket noget, og ingen sa ud til at vaere blevet invaliderede. Vi var rystede.
De tog os tilbage til den lejr, vi sa lykkeligt havde forladt et par timer forrinden, og folk samledes stille og trykkede under lejrens halvtag. Her tilbragte vi stort set de to naeste dage, og det var to miserable dage. Jeg onskede mig flere gange tilbage til Danmark, men besluttede at forsaette turen.
Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg vil forholde mig til episoden, nar jeg kommer hjem. Formodentlig vil jeg lade den passere og habe, den ikke tager ophold i min underbevidsthed for tid og stedse.
Da vi endelig kom videre fra Bruno's camp, var naeste destination altsa La Gran Sabanna. Vi havde et par ophold undervejs, en overnatning pa hotel (hvilken luxus) og en overnatning pa en graesplaene i en by (i telt). Til sidst kom vi frem.
Sa er det blevet tid til at forsaette historien om min vandring ud i Venezuelas mange landskaber.
Jeg slap jer sidst med mit udtog fra junglen, og nu vil jeg springe en maned frem og fortaelle jer lidt om Merida, som jeg er ankommet til denne morgen ved 8-tiden. Som altid nar man skal tilbagelaegge lange afstande i Venezuela, er det natbusserne der bringer en fra sted til sted. Dette land er sa godt som blottet for toge, og der findes ingen toge der transporterer mennesker, kun godsvarer. Det er en smule pafaldende, for landet har lange, mennesketomme straekninger velegnede til infrastruktur, og jeg er bestemt ikke vild med natbusserne her. Hvilket til dels er opstaet efter en haendelse pa vej vaek fra junglen, som jeg senere vil berette om, og som er denne turs mest dramatiske punkt. Nogle af jer vil allerede vide at jeg hentyder til en bilulykke jeg var i, og som altsa har sat mentale spor selv om de fysiske hurtigt forsvandt. En af de ulemper ulykken har foraarsaget, er, at jeg meget nervost accepterer, at kore i biler eller busser, og jeg sover naesten ikke nogle af de timer turen varer. Jeg vagner som regel hvert femte minut og er i dromme pa vej ud over kanten. Mere om dette senere.
Merida er en forholdsvis lille by med 700.000 indbyggere i hele den samlede stat. (Merida er bade en stat og en by.) Det ligger mellem Andesbjergene og er af af naturlige aarsager vaesentligt koldere end de egne, vi kom fra. Vi er pa nuvaerende tidspunkt 7 mennesker i huset, men bliver 9 pa sondag. Det er meningen, at jeg i morgen skal starte pa mit frivillige projekt i zoologisk have sammen med Katrine. Vi skal desvaerre betale naesten 1000 kroner for at fa lov til at arbejde/blive undervist der i ca. 4 uger, og disse penge gar vist nok til opretholdelse og forbedring af dyrernes forhold. Sa det burde man jo kun vaere tilfreds med, men som I maske kan forestille jer, er det en ekstra omkostning pa en rejse, der i forvejen har kostet mange penge.
Dette var kort om Merida, nu vil jeg prove at forsaette fortaelligen, hvor jeg sidst slap den:
Jeg slap jer som sagt omkring den tid, da vores tur i junglen var forbi. Da vi endelig kom frem til en kaj af rigtig beton og med rodder langt ind i fastlandet, holdt der tre biler og ventede pa os. Dem var vi glade for at se. De tog os til Bruno's camp; The Swiss Camp som den blev kaldt, fordi dens hardkogte ejer er fra Schweiz. Da vi omsider modte ham pa vej tilbage fra hele turen, havde han forbinding om mave og hoved efter at have overlevet 3 skud i kroppen og et i hovedet, inden han selv drabte sine angribere.. Ja man laerer vel at gribe til handling, hvis man presses tilstraekkeligt. Her var det meningen, vi skulle opholde os i 1-2 dage, men opholdet blev betydeligt laengere.
Her er kort et dagbogsnotat fra lejren:
"I gar den 10. februar sprang jeg fra broen, som haenger hojt over floden. (Ca. 12-15 meter - der er billeder af den i mappen der hedder transport). Jeg havde aldrig troet, jeg skulle gore det, da jeg ikke er glad for hojder. De 2 sekunder i luften for man rammer vandet med fuld styrke, er de vaerste i ens liv. Men jeg gjorde det, og det er en ret berusende folelse at gore noget, man ikke tror, man tor. Nu er hojder generelt noget, de fleste mennesker frygter, og altsa ogsa jeg. Jeg vil skyde pa, at der er en 10-15 meter fra broen til vandoverfladen, sa springet i sig selv er bestemt gjort for. Men det er stadig hojt! Det regner nu, og jeg er staet op tidlig morgen. Mit toj haenger ude i regnen i et forsog pa at torre. I dag skal vi videre med jeep."
Ja, det troede jeg pa det tidspunkt, men uheldet var ude, og 12 af os kom til at opleve en bilulykke. Jeg har skrevet detaljerne ned, som jeg husker dem, men jeg vil spare jeg for de fleste af dem. Her er dog en kort forklaring. Vi korte afsted i regnvejr pa asfalteret vej. Det var den forste dag, vi korte afsted mod La Gran Sabanna, som var vores naeste mal. José korte godt 120 km i timen pa de drivvade veje, men jeg var holdt op med at laegge maerke til uforsigtig korsel, da forholdene er af andre dimensioner hernede. Dog ved jeg, at speedometret var pa 120, for tilfaeldigvis havde en af de andre piger tjekket det, inden vi korte galt. Jeg husker, at vi horte musik, og jeg husker, at jeg havde en folelse af at vaere oploftet over endelig at vaere pa vej mod det sidste mal pa rejsen. Og jeg husker, at alting pludselig er angst og kaos i bilen og at José mister kontrollen over bilen, hvorefter vi korer udover skraenten. Bilen ruller rundt 1,5 gange, sa den altsa lander pa taget, og jeg kan huske, at jeg er meget bange, fordi jeg ikke kan traekke vejret og ligger med hovedet nedad under nogle af de andre. Jeg kan huske, jeg kalder Edmees navn og ikke far svar. Og jeg kan huske, at de andre stille flytter sig en efter en, og at jeg ogsa kommer ud af bilen, af sidevinduet ved siden af forersaedet. Nu efterfolgende, kan jeg ogsa huske bevaegelserne i bilen, hvordan José forsogte at bremse op, hvordan det rykker og vi vaelter. Og det er denne folelse der hjemsoger mig, nar jeg korer med busser eller jeep nu. Det har vaeret et lille handicap, og fordi jeg er i live, er jeg taknemmelig mere end jeg er vred.
Camilla har spurgt mig, hvad jeg taenkte i de sekunder eller ganske fa ojeblikke det varede, og jeg naaede at taenke meget mere, end man maske forestiller sig i sadan en situation. Jeg naede at taenke, at det var for tidligt at fa en slutning pa det hele, og jeg naede at taenke, at jeg skyldte min familie at komme tilbage. Det er nok i hovedtraek de tanker, der gik gennem mig.
Nah, da vi alle sammen var kommet ud, var der vel en slags choktilstand. Folk begyndte langsomt at opdage, at de var kommet til skade, men pa mirakulos vis, var ingen dode, ingen havde braekket noget, og ingen sa ud til at vaere blevet invaliderede. Vi var rystede.
De tog os tilbage til den lejr, vi sa lykkeligt havde forladt et par timer forrinden, og folk samledes stille og trykkede under lejrens halvtag. Her tilbragte vi stort set de to naeste dage, og det var to miserable dage. Jeg onskede mig flere gange tilbage til Danmark, men besluttede at forsaette turen.
Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg vil forholde mig til episoden, nar jeg kommer hjem. Formodentlig vil jeg lade den passere og habe, den ikke tager ophold i min underbevidsthed for tid og stedse.
Da vi endelig kom videre fra Bruno's camp, var naeste destination altsa La Gran Sabanna. Vi havde et par ophold undervejs, en overnatning pa hotel (hvilken luxus) og en overnatning pa en graesplaene i en by (i telt). Til sidst kom vi frem.
søndag den 1. marts 2009
Opsamling
Kaere allesammen,
Det er nu blevet tid til at opsummere den forgangne maned. Jeg vil inddele bloggen i afsnit, sadan at det forste handler om junglen, det naeste om stepperne og sa fremdeles. Jeg kan allerede nu sige, at pa de 30 dage der er gaet, er der sket sa meget, at jeg ikke har nogen anelse om, hvordan jeg skal fa det ned pa skrift. Bloggen vil indeholde ojebliksbilleder fra deltaet, stepperne, bjerget og vejen derimellem, men jeg har svaert ved at forestille mig, hvordan jeg skal give et fyldstgorende helhedsindtryk. Sa jeg haber, billederne ogsa er til hjaelp. De er allesammen uploaded allerede, der er vist om kring 400. Det pastar mit kamera i hvertfald, men kan det virkelig passe...
Her en kort oversigt over haendelserne i lobet af februar:
1.-7. februar junglen, Delta Orinoco
7.-8. februar Hotel Andrea
8.-9. februar Bruno's camp.
10. februar ulykken.
12.-13. februar forste camp i stepperne
13.-17. februar San Francisco de Yuruani
17.-21. Roraima
21.-22 Santa Hélena
Orinoco Delta
2. feb.
Sa er vi her, midt i junglen. Vi sejler pa deltaet, en bred flod omgivet af gron bevoksing pa begge sider, i enten kajak eller bäd. I dag er det min tur til at blive i en af de sma motorbäde, i gar var indledte jeg turen i kajak sammen med resten af hold 1. Vi sejlede en 4 timers tid, för vi lagde til ved vores lejr for natten - et gront indhug i junglen, hvor et hus med flettet halvtag skulle beskytte folk mod regnen, nar de lä i deres haengekojer. Vi var nogle stykker, der blev nodt til at sove i telt pga pladsmangel, og det var et meget velkomment alternativ, da antallet af myg her, er ganske uhort. Det mindste stykke bar hud bliver angrebet nodeslost, og den efterfolgende kloe er til at blive vanvittig og meget blodig af. Man kradser gerne hul för den forfaerdelige kloe holder op. Til tider vagner vi om natten for at opdage at vi ligger og klor os selv til blods. Det er ret uhygienisk og pa laengere sigt en alvorlig plage. (Pa billederne fra junglen vil I se mig i fort et helt sort saet toj fra top til ta - det er et forsog pa at begraense myggenes adgang.)
Naturen er smuk, men jeg har hele tiden en folelse af ikke at traenge ind i den, men derimod se pa den udefra, som om motorvejen ligger lige pa den anden side af bevoksningen.
I dag er det som sagt min tur til at blive transporteret langsomt gennem junglen til lyden af den konstante motor. Hvis jeg kigger til siderne, ser jeg hoje, gronne palmer, men ogsa andre traer jeg ikke kender, lavere bevoksning og til tider huller i skoven uden gront. I vandkanten vokser en lysende gron flydeplante, og det hele lyser og glitrer i solen. Her er en svagt sodlig lugt af vand og planter, og lige inde bag det gronne forhaeng kan man hore fuglelivet.
3. februar.
I dag skulle min gruppe nat-kayakke. Vi forlod lejren ved 3 tiden og sejlede ud under stjernerne.
Her var en komplet ro. Vandet la morkt og vuggende under os, og en gang i mellem for vi alle sammen sammen hvis en flyvefisk sprang op og bankede hovedet ind i vores kayakker. Mit yndlingsojeblik fra turen var faktisk henimod klokken seks, da dagen gryede. Det var enormt smukt med det gra slor, der langsomt loftede sig som solen stod op, og konturerne der langsomt tradte frem fra natten. Selve sejlturen i morket var ogsa speciel, men der var efterhanden ikke sa meget at se pa, da man forst havde beundret stjernerne. efter et stykke tid var folelsen mest af alt fremgang i morke. Vi roede i 5-6 timer for vi endelig naede vores bestemmelsessted ved en guds og menneskeforladt svinesti. Her lob 10-12 smagrise rundt uden for indhegning og lugten af gylle var intens. Alligevel var vi glade forat kunne satte fodderne pa smattet grund. Det havde vaeret en lang tur. Da det andet hold endelig ankom i badene, var det blevet besluttet at vi skulle forsaette endnu 5 timer opad floden for at undga at sove hos grisene. Derfor matte vi skifte pladser, da ingen vi friske pa endnu 5 timer i kajak. Herfra havde vi to timer i kold, kold regn uden overdaekke i slow speedbad, for vi naede frem til hvor vi er nu; en samlingsplads og en skole for alle de sösatte indianere - waraoindianerne. Her er den storste "luxus" vi hidtil har modt pa deltaet - et tv som bornene ser gamle, stynkroniserede westerns pa. Bornene taler ikke spansk, men warao, og derfor taler jeg dansk til dem, hvilket de virker til at forsta. Sjovt nok.
4. februar.
Jeg har ingen dagbogsnotater fra denne dag, men jeg husker den udemaerket. Det var den dag vi endelig kom frem til Delta Lodge, som et er fint fint hotel eller hvad vi nu skal kalde det. Her sov vi i bungalows i rigtige senge, med rigtige brusebade, fik mad pa tallerkner og kunne kobe drikkevarer i deres bar. efter dagene i junglen med toiletbesog (alt inklusiv) i flodvandet, fugtighed i alle vores medbragte genstande og svaerme af myg hver gang vi lagde til, var dette som at komme i himlen bare et kort stykke tid. I kan ogsa se billederne fra turen, jeg er sikker pa i kan gaette hvilke. Her fik vi serveret et rigtigt maltid mad til aftensmad, fantastisk laekkert efter det vi var vant til, og folk gav sig allerede om eftermiddagen i kast med alkohol fra baren. Vi fandt en stor tarantael, som de fleste skulle rore ved - jeg sa ingen grund til det - og folk var i det hele taget i feststemning. Det var en usigelig dejlig pause fra det primitive flodliv, og det gjorde nedturen ved at skulle tilbage til junglen dagen efter endnu storre.
5. feb.
I'm writing to you in despair.
Kaere alle,
Sa fik junglen sit tag i mig. Jeg har kvalme, diarré og sar over det hele, og jeg bor i mudder til ankelhojde, mit toj er fugtigt og torrer ikke i den konstante fugtighed her, og jeg er lobet tor for laesestof. Hvis man ikke kaster sig i grams i gruppeoplevelsen er her meget lidt at foretage sig, og jeg er ikke fascineret laengere. Jeg er, som indledningen antyder, ret fortvivlet.
Det er som om overskuddet til at lade sig fascinere synker lavere og lavere i beholderen. Nogle gange nar jeg er allermest opgivende og overvaeldet af turens uoverskuelighed, far jeg lyst til at grine, for det er jo absolut komisk det her. Fjernt fra verden, overladt til vores egne mere eller mindre flydende kropsvaesker sidder jeg og onsker mig langt vaek. Og et sted i mig findes en kolossal lettelse over, at dette ikke er mit liv, som det er indianernes liv. Det er forfaengelighedens yderpunkt at fristes til selvmedlidenhed, og jeg har heller ikke ondt af mig selv. Det er en brokdel af et sekund jeg sidder her og kradser mine insektbid til blods.
Her er virkelig aben himmel.
Det er det sidste jeg har fra min dagbogsreportage fra junglen, og jeg vil starte med at uploade dette afsnit, da der er meget mere fra de naeste 20 dage.
Hvis jeg pa nuvaerende tidspunkt skal opsummere junglen, vil jeg fristes til at sige, at jeg aldrig vender tilbage. Det er selvfolgelig en smule ekstremt, men maske forstar I at det var en virkelig hard tur for mig. For os allesammen. Folk er meget forskellige og reagerer forskelligt pa den omliggende natur, men kombinationen af at skulle klare sig her og samtidig klare sig blandt folk, jeg ikke kender saerlig godt, var en prove. Pa den anden side, er det en oplevelse jeg gerne under andre, for man far set, hvordan livet er langt vaek fra alting. Hvordan dagene syntes at vaere fyldt med intet, men alligevel ma udspille dramatiske livsforlob pa de mudrede banker. Jeg havde hele tiden en folelse af, at ville ud og tilbage til den verden jeg kendte, et onske om at turen matte ophore, om at jeg igen kunne na dem derhjemme. Men den varede alle syv dage og seks naetter, og nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg overlevede :-)
Jeg haber, I far noget ud af billederne og onsker jeg var der ti at fortaelle om dem. Jeg knytter nok et par kommentarer til de forskellige fotos, som I sa kan se, hvis I kigger dem igennem.
Mange hilsner herfra.
Sidsel.
Det er nu blevet tid til at opsummere den forgangne maned. Jeg vil inddele bloggen i afsnit, sadan at det forste handler om junglen, det naeste om stepperne og sa fremdeles. Jeg kan allerede nu sige, at pa de 30 dage der er gaet, er der sket sa meget, at jeg ikke har nogen anelse om, hvordan jeg skal fa det ned pa skrift. Bloggen vil indeholde ojebliksbilleder fra deltaet, stepperne, bjerget og vejen derimellem, men jeg har svaert ved at forestille mig, hvordan jeg skal give et fyldstgorende helhedsindtryk. Sa jeg haber, billederne ogsa er til hjaelp. De er allesammen uploaded allerede, der er vist om kring 400. Det pastar mit kamera i hvertfald, men kan det virkelig passe...
Her en kort oversigt over haendelserne i lobet af februar:
1.-7. februar junglen, Delta Orinoco
7.-8. februar Hotel Andrea
8.-9. februar Bruno's camp.
10. februar ulykken.
12.-13. februar forste camp i stepperne
13.-17. februar San Francisco de Yuruani
17.-21. Roraima
21.-22 Santa Hélena
Orinoco Delta
2. feb.
Sa er vi her, midt i junglen. Vi sejler pa deltaet, en bred flod omgivet af gron bevoksing pa begge sider, i enten kajak eller bäd. I dag er det min tur til at blive i en af de sma motorbäde, i gar var indledte jeg turen i kajak sammen med resten af hold 1. Vi sejlede en 4 timers tid, för vi lagde til ved vores lejr for natten - et gront indhug i junglen, hvor et hus med flettet halvtag skulle beskytte folk mod regnen, nar de lä i deres haengekojer. Vi var nogle stykker, der blev nodt til at sove i telt pga pladsmangel, og det var et meget velkomment alternativ, da antallet af myg her, er ganske uhort. Det mindste stykke bar hud bliver angrebet nodeslost, og den efterfolgende kloe er til at blive vanvittig og meget blodig af. Man kradser gerne hul för den forfaerdelige kloe holder op. Til tider vagner vi om natten for at opdage at vi ligger og klor os selv til blods. Det er ret uhygienisk og pa laengere sigt en alvorlig plage. (Pa billederne fra junglen vil I se mig i fort et helt sort saet toj fra top til ta - det er et forsog pa at begraense myggenes adgang.)
Naturen er smuk, men jeg har hele tiden en folelse af ikke at traenge ind i den, men derimod se pa den udefra, som om motorvejen ligger lige pa den anden side af bevoksningen.
I dag er det som sagt min tur til at blive transporteret langsomt gennem junglen til lyden af den konstante motor. Hvis jeg kigger til siderne, ser jeg hoje, gronne palmer, men ogsa andre traer jeg ikke kender, lavere bevoksning og til tider huller i skoven uden gront. I vandkanten vokser en lysende gron flydeplante, og det hele lyser og glitrer i solen. Her er en svagt sodlig lugt af vand og planter, og lige inde bag det gronne forhaeng kan man hore fuglelivet.
3. februar.
I dag skulle min gruppe nat-kayakke. Vi forlod lejren ved 3 tiden og sejlede ud under stjernerne.
Her var en komplet ro. Vandet la morkt og vuggende under os, og en gang i mellem for vi alle sammen sammen hvis en flyvefisk sprang op og bankede hovedet ind i vores kayakker. Mit yndlingsojeblik fra turen var faktisk henimod klokken seks, da dagen gryede. Det var enormt smukt med det gra slor, der langsomt loftede sig som solen stod op, og konturerne der langsomt tradte frem fra natten. Selve sejlturen i morket var ogsa speciel, men der var efterhanden ikke sa meget at se pa, da man forst havde beundret stjernerne. efter et stykke tid var folelsen mest af alt fremgang i morke. Vi roede i 5-6 timer for vi endelig naede vores bestemmelsessted ved en guds og menneskeforladt svinesti. Her lob 10-12 smagrise rundt uden for indhegning og lugten af gylle var intens. Alligevel var vi glade forat kunne satte fodderne pa smattet grund. Det havde vaeret en lang tur. Da det andet hold endelig ankom i badene, var det blevet besluttet at vi skulle forsaette endnu 5 timer opad floden for at undga at sove hos grisene. Derfor matte vi skifte pladser, da ingen vi friske pa endnu 5 timer i kajak. Herfra havde vi to timer i kold, kold regn uden overdaekke i slow speedbad, for vi naede frem til hvor vi er nu; en samlingsplads og en skole for alle de sösatte indianere - waraoindianerne. Her er den storste "luxus" vi hidtil har modt pa deltaet - et tv som bornene ser gamle, stynkroniserede westerns pa. Bornene taler ikke spansk, men warao, og derfor taler jeg dansk til dem, hvilket de virker til at forsta. Sjovt nok.
4. februar.
Jeg har ingen dagbogsnotater fra denne dag, men jeg husker den udemaerket. Det var den dag vi endelig kom frem til Delta Lodge, som et er fint fint hotel eller hvad vi nu skal kalde det. Her sov vi i bungalows i rigtige senge, med rigtige brusebade, fik mad pa tallerkner og kunne kobe drikkevarer i deres bar. efter dagene i junglen med toiletbesog (alt inklusiv) i flodvandet, fugtighed i alle vores medbragte genstande og svaerme af myg hver gang vi lagde til, var dette som at komme i himlen bare et kort stykke tid. I kan ogsa se billederne fra turen, jeg er sikker pa i kan gaette hvilke. Her fik vi serveret et rigtigt maltid mad til aftensmad, fantastisk laekkert efter det vi var vant til, og folk gav sig allerede om eftermiddagen i kast med alkohol fra baren. Vi fandt en stor tarantael, som de fleste skulle rore ved - jeg sa ingen grund til det - og folk var i det hele taget i feststemning. Det var en usigelig dejlig pause fra det primitive flodliv, og det gjorde nedturen ved at skulle tilbage til junglen dagen efter endnu storre.
5. feb.
I'm writing to you in despair.
Kaere alle,
Sa fik junglen sit tag i mig. Jeg har kvalme, diarré og sar over det hele, og jeg bor i mudder til ankelhojde, mit toj er fugtigt og torrer ikke i den konstante fugtighed her, og jeg er lobet tor for laesestof. Hvis man ikke kaster sig i grams i gruppeoplevelsen er her meget lidt at foretage sig, og jeg er ikke fascineret laengere. Jeg er, som indledningen antyder, ret fortvivlet.
Det er som om overskuddet til at lade sig fascinere synker lavere og lavere i beholderen. Nogle gange nar jeg er allermest opgivende og overvaeldet af turens uoverskuelighed, far jeg lyst til at grine, for det er jo absolut komisk det her. Fjernt fra verden, overladt til vores egne mere eller mindre flydende kropsvaesker sidder jeg og onsker mig langt vaek. Og et sted i mig findes en kolossal lettelse over, at dette ikke er mit liv, som det er indianernes liv. Det er forfaengelighedens yderpunkt at fristes til selvmedlidenhed, og jeg har heller ikke ondt af mig selv. Det er en brokdel af et sekund jeg sidder her og kradser mine insektbid til blods.
Her er virkelig aben himmel.
Det er det sidste jeg har fra min dagbogsreportage fra junglen, og jeg vil starte med at uploade dette afsnit, da der er meget mere fra de naeste 20 dage.
Hvis jeg pa nuvaerende tidspunkt skal opsummere junglen, vil jeg fristes til at sige, at jeg aldrig vender tilbage. Det er selvfolgelig en smule ekstremt, men maske forstar I at det var en virkelig hard tur for mig. For os allesammen. Folk er meget forskellige og reagerer forskelligt pa den omliggende natur, men kombinationen af at skulle klare sig her og samtidig klare sig blandt folk, jeg ikke kender saerlig godt, var en prove. Pa den anden side, er det en oplevelse jeg gerne under andre, for man far set, hvordan livet er langt vaek fra alting. Hvordan dagene syntes at vaere fyldt med intet, men alligevel ma udspille dramatiske livsforlob pa de mudrede banker. Jeg havde hele tiden en folelse af, at ville ud og tilbage til den verden jeg kendte, et onske om at turen matte ophore, om at jeg igen kunne na dem derhjemme. Men den varede alle syv dage og seks naetter, og nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg overlevede :-)
Jeg haber, I far noget ud af billederne og onsker jeg var der ti at fortaelle om dem. Jeg knytter nok et par kommentarer til de forskellige fotos, som I sa kan se, hvis I kigger dem igennem.
Mange hilsner herfra.
Sidsel.
Abonner på:
Opslag (Atom)
