Til salg?

Kaere allesammen,

I dag er det tirsdag, og pludselig gar tiden hurtigt mod enden. Jeg er ved at indse, at jeg kun har fa chancer tilbage for at skrive til jer og foretage hostile takeover gennem snu manipulation..
I weekenden havde vi besog af gruppe nummer to som sagt, og efter at have spist med dem om fredagen, skrevet til jer om lordagen, blev det sondag, og det var tid til at foretage andet og sidste pendulspring med denne gruppe danskere. Pendelspring er en sjaeldenhed. Jeg har ladet mig fortaelle at det faktisk kun udbydes i Venezuela. Det kraever at man har en hoj bro eller andet, folk kan svinge eller "pendulere" under. Det minder en del om bungyjump, og gar simpelthen ud pa at hoppe ud fra en bro med elsatik og reb om livet, og sa habe pa at det holder. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ikke havde lyst til at deltage, men bare se pa. Flere af dem der foretog springet (det var mange) havde ogsa underlige oplevelser hvor de naermest besvimede nogle fa sekunder i luften, lammet af en total angst og selvovervindelse. Det slar mig, hvad man egentlig kan presse sig selv til, hvis man er tilpas besluttet. Flere af dem der sprang, graed og var pa kanten af noget der mindede om et mindre nervesammenbrud, men endte altsa med at gore det. Langt de fleste kom op med stor tilfredshed og en glaede ved at have overvundet sig selv. Det er en spojs ting, dette med at overvinde sig selv og trangen til at gore ting, man frygter. Det udloser som regel en berusende folelse, som jeg ogsa oplevde da vi sprang fra broen uden reb/elastik. Det er som om, man et kort ojeblik er taet pa doden, selv om man i virkleigheden slet ikke er det. Hjernen og kroppen registrerer faren ved at lade sig falde/ kaste sig ud fra store hojder, og reagerer instinktivt med dodsangst og adrenalin - i hvert fald hvis det ikke er noget man gor saerlig tit. Og selv om sikkerheden er i top hele vejen igennem, sa bliver hjernen ved med at forholde sig til den mulighed der hedder, at man kan risikere ikke at overleve. Pa denne made kan man altsa placere sig selv i en kunstig "doden-naer"-oplevelse, og teste sine reaktioner. Jeg tror, det ma vaere det, der udloser glaeden og trangen til overvindelse. Men jeg havde altsa ikke behov for at overvinde mig selv den dag; for jeg er naesten sikker pa, jeg havde sprunget, hvis jeg havde staet der, og dermed tvunget mig selv gennem hele dette reaktionshelvede - men det kraever altsa en lyst til at overvinde og forcere. Den manglede jeg. Det var et grufuldt spring. Se billederne.

I dag er det som sagt tirsdag, og jeg er blevet syg. Jeg er forfaerdeligt forkolet og har haft feber, men det er passeret. Sagen er den, at vores hus er utaet og et af vaerelserne stod under vand igar, sa det altsa var ubeboeligt. Heldig som jeg er, har jeg faet vaerelse pa forste sal, og mine ting og mit gulv var tort. Men de tre der boede i oversvommelsen var altsa nodt til at rykke ind til de fraflyttede naboer, og tilbringe natten der. Nu er der igen tort, men vi er allesammen syge og overvejer at ga videre med sagen, for at fa en form for kompensation. Sammenlagt har vi betalt omkring 40.000 dkr. for at bo i en oversvommelse.
I dag blev jeg derfor hjemme fra arbejde, da jeg ikke havde sovet meget om natten og i det hele taget folte mig svag. Men jeg tog alligevel ind til byen for at modes med Mille og Katrine, da de var faerdige med zoo'en. Mens jeg ventede pa dem pa Plaza Bolívar haendte der mig noget mindre behageligt. Jeg sad flere forskellige steder pa pladsen for ikke at ga glip af dem, nar de kom, og til sidst bestemte jeg mig for en kant foran en stor hvid bygning. Herfra kunne jeg se de fleste passere. Kort efter kom en gammel mand hen og begyndte at snakke til mig. Det er ikke unormalt, og jeg svarede sa godt jeg kunne pa hans sporgsmal, indtil han spurgte hvor gammel jeg var. Det sporgsmal har altid provokeret mig hvis det kommer fra komplet fremmede. Hvad rager det dem? Sa jeg spurgte ham, hvorfor han ville vide det. Det ved jeg ikke, om han forstod, men han fik til sidst at vide at jeg altsa er 22. Nu var han begyndt at irritere mig, og jeg begyndte sa smat at ignorere hans talestrom, isaer fordi han blev ved med at sige noget, jeg ikke forstod. Han talte lavmaelt og sad meget taet pa mig, og vi sad nok ved siden af hinanden sammenlagt 7 minutter, mens folk gik forbi. Han blev ved med at sige noget, jeg ikke forstod, og jeg forklarede ham at jeg ikke fattede det. Til sidst gik jeg ovenikobet over til at pasta, at jeg ikke talte saerlig meget spansk - det var lidt sent at komme med den udmelding. Han blev ved med at gentage det samme og til sidst gik det med ubehg op for mig, hvad han sagde. Han tilbod simpelthen at betale mig for at folge med ham til et hotelvaerelse, hvor han ville give mig 300 B for udefineredfe tjenester. Da det endelig gik op for mig, hvad han gennem de sidste par minutter havde forsogt at fa mig til t forsta, bredte et vaeldigt ubehag sig, og jeg havde lyst til at melde ham til en eller anden form for myndighed. Han rejste sig umiddelbart efter og forsvandt i menneskemaengden. Hvor var det klamt. Han var meget gammel, omkring 80 eller mere vil jeg skyde pa, sa jeg folte mig aldrig truet, men jeg folte, at jeg havde vaeret aben og venlig overfor en fremmed, der ville mig noget ubehageligt.
Ad. Aldrig mere tale med folk over 75.

Nu vil jeg kommentere pa de nye billeder, og sa tage hjem for det begynder at regne.
Pas pa jer selv. Der er en verden af kobekraftige 80-arige derude.