Opsamling

Kaere allesammen,
Det er nu blevet tid til at opsummere den forgangne maned. Jeg vil inddele bloggen i afsnit, sadan at det forste handler om junglen, det naeste om stepperne og sa fremdeles. Jeg kan allerede nu sige, at pa de 30 dage der er gaet, er der sket sa meget, at jeg ikke har nogen anelse om, hvordan jeg skal fa det ned pa skrift. Bloggen vil indeholde ojebliksbilleder fra deltaet, stepperne, bjerget og vejen derimellem, men jeg har svaert ved at forestille mig, hvordan jeg skal give et fyldstgorende helhedsindtryk. Sa jeg haber, billederne ogsa er til hjaelp. De er allesammen uploaded allerede, der er vist om kring 400. Det pastar mit kamera i hvertfald, men kan det virkelig passe...

Her en kort oversigt over haendelserne i lobet af februar:
1.-7. februar junglen, Delta Orinoco
7.-8. februar Hotel Andrea
8.-9. februar Bruno's camp.
10. februar ulykken.
12.-13. februar forste camp i stepperne
13.-17. februar San Francisco de Yuruani
17.-21. Roraima
21.-22 Santa Hélena

Orinoco Delta
2. feb.
Sa er vi her, midt i junglen. Vi sejler pa deltaet, en bred flod omgivet af gron bevoksing pa begge sider, i enten kajak eller bäd. I dag er det min tur til at blive i en af de sma motorbäde, i gar var indledte jeg turen i kajak sammen med resten af hold 1. Vi sejlede en 4 timers tid, för vi lagde til ved vores lejr for natten - et gront indhug i junglen, hvor et hus med flettet halvtag skulle beskytte folk mod regnen, nar de lä i deres haengekojer. Vi var nogle stykker, der blev nodt til at sove i telt pga pladsmangel, og det var et meget velkomment alternativ, da antallet af myg her, er ganske uhort. Det mindste stykke bar hud bliver angrebet nodeslost, og den efterfolgende kloe er til at blive vanvittig og meget blodig af. Man kradser gerne hul för den forfaerdelige kloe holder op. Til tider vagner vi om natten for at opdage at vi ligger og klor os selv til blods. Det er ret uhygienisk og pa laengere sigt en alvorlig plage. (Pa billederne fra junglen vil I se mig i fort et helt sort saet toj fra top til ta - det er et forsog pa at begraense myggenes adgang.)
Naturen er smuk, men jeg har hele tiden en folelse af ikke at traenge ind i den, men derimod se pa den udefra, som om motorvejen ligger lige pa den anden side af bevoksningen.
I dag er det som sagt min tur til at blive transporteret langsomt gennem junglen til lyden af den konstante motor. Hvis jeg kigger til siderne, ser jeg hoje, gronne palmer, men ogsa andre traer jeg ikke kender, lavere bevoksning og til tider huller i skoven uden gront. I vandkanten vokser en lysende gron flydeplante, og det hele lyser og glitrer i solen. Her er en svagt sodlig lugt af vand og planter, og lige inde bag det gronne forhaeng kan man hore fuglelivet.

3. februar.
I dag skulle min gruppe nat-kayakke. Vi forlod lejren ved 3 tiden og sejlede ud under stjernerne.
Her var en komplet ro. Vandet la morkt og vuggende under os, og en gang i mellem for vi alle sammen sammen hvis en flyvefisk sprang op og bankede hovedet ind i vores kayakker. Mit yndlingsojeblik fra turen var faktisk henimod klokken seks, da dagen gryede. Det var enormt smukt med det gra slor, der langsomt loftede sig som solen stod op, og konturerne der langsomt tradte frem fra natten. Selve sejlturen i morket var ogsa speciel, men der var efterhanden ikke sa meget at se pa, da man forst havde beundret stjernerne. efter et stykke tid var folelsen mest af alt fremgang i morke. Vi roede i 5-6 timer for vi endelig naede vores bestemmelsessted ved en guds og menneskeforladt svinesti. Her lob 10-12 smagrise rundt uden for indhegning og lugten af gylle var intens. Alligevel var vi glade forat kunne satte fodderne pa smattet grund. Det havde vaeret en lang tur. Da det andet hold endelig ankom i badene, var det blevet besluttet at vi skulle forsaette endnu 5 timer opad floden for at undga at sove hos grisene. Derfor matte vi skifte pladser, da ingen vi friske pa endnu 5 timer i kajak. Herfra havde vi to timer i kold, kold regn uden overdaekke i slow speedbad, for vi naede frem til hvor vi er nu; en samlingsplads og en skole for alle de sösatte indianere - waraoindianerne. Her er den storste "luxus" vi hidtil har modt pa deltaet - et tv som bornene ser gamle, stynkroniserede westerns pa. Bornene taler ikke spansk, men warao, og derfor taler jeg dansk til dem, hvilket de virker til at forsta. Sjovt nok.

4. februar.
Jeg har ingen dagbogsnotater fra denne dag, men jeg husker den udemaerket. Det var den dag vi endelig kom frem til Delta Lodge, som et er fint fint hotel eller hvad vi nu skal kalde det. Her sov vi i bungalows i rigtige senge, med rigtige brusebade, fik mad pa tallerkner og kunne kobe drikkevarer i deres bar. efter dagene i junglen med toiletbesog (alt inklusiv) i flodvandet, fugtighed i alle vores medbragte genstande og svaerme af myg hver gang vi lagde til, var dette som at komme i himlen bare et kort stykke tid. I kan ogsa se billederne fra turen, jeg er sikker pa i kan gaette hvilke. Her fik vi serveret et rigtigt maltid mad til aftensmad, fantastisk laekkert efter det vi var vant til, og folk gav sig allerede om eftermiddagen i kast med alkohol fra baren. Vi fandt en stor tarantael, som de fleste skulle rore ved - jeg sa ingen grund til det - og folk var i det hele taget i feststemning. Det var en usigelig dejlig pause fra det primitive flodliv, og det gjorde nedturen ved at skulle tilbage til junglen dagen efter endnu storre.

5. feb.
I'm writing to you in despair.

Kaere alle,
Sa fik junglen sit tag i mig. Jeg har kvalme, diarré og sar over det hele, og jeg bor i mudder til ankelhojde, mit toj er fugtigt og torrer ikke i den konstante fugtighed her, og jeg er lobet tor for laesestof. Hvis man ikke kaster sig i grams i gruppeoplevelsen er her meget lidt at foretage sig, og jeg er ikke fascineret laengere. Jeg er, som indledningen antyder, ret fortvivlet.
Det er som om overskuddet til at lade sig fascinere synker lavere og lavere i beholderen. Nogle gange nar jeg er allermest opgivende og overvaeldet af turens uoverskuelighed, far jeg lyst til at grine, for det er jo absolut komisk det her. Fjernt fra verden, overladt til vores egne mere eller mindre flydende kropsvaesker sidder jeg og onsker mig langt vaek. Og et sted i mig findes en kolossal lettelse over, at dette ikke er mit liv, som det er indianernes liv. Det er forfaengelighedens yderpunkt at fristes til selvmedlidenhed, og jeg har heller ikke ondt af mig selv. Det er en brokdel af et sekund jeg sidder her og kradser mine insektbid til blods.
Her er virkelig aben himmel.


Det er det sidste jeg har fra min dagbogsreportage fra junglen, og jeg vil starte med at uploade dette afsnit, da der er meget mere fra de naeste 20 dage.
Hvis jeg pa nuvaerende tidspunkt skal opsummere junglen, vil jeg fristes til at sige, at jeg aldrig vender tilbage. Det er selvfolgelig en smule ekstremt, men maske forstar I at det var en virkelig hard tur for mig. For os allesammen. Folk er meget forskellige og reagerer forskelligt pa den omliggende natur, men kombinationen af at skulle klare sig her og samtidig klare sig blandt folk, jeg ikke kender saerlig godt, var en prove. Pa den anden side, er det en oplevelse jeg gerne under andre, for man far set, hvordan livet er langt vaek fra alting. Hvordan dagene syntes at vaere fyldt med intet, men alligevel ma udspille dramatiske livsforlob pa de mudrede banker. Jeg havde hele tiden en folelse af, at ville ud og tilbage til den verden jeg kendte, et onske om at turen matte ophore, om at jeg igen kunne na dem derhjemme. Men den varede alle syv dage og seks naetter, og nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg overlevede :-)
Jeg haber, I far noget ud af billederne og onsker jeg var der ti at fortaelle om dem. Jeg knytter nok et par kommentarer til de forskellige fotos, som I sa kan se, hvis I kigger dem igennem.

Mange hilsner herfra.
Sidsel.