Fangenskab

Forureningen her i Merida er ulidelig. Vi starter dagen klokken otte i nogenlunde ren bjergluft, men sa snart vi bevaeger os udenfor og hen mod busholdepladsen, varer det mellem 5 og 10 minutter for dagens forste benzin og udstodning finder vej ned i vores lunger. Og det bliver kun vaerre, som dagen skrider frem. Bilerne her ligger i ko naermest ovenpa hinanden, og nar vi endelig er helt nede i byens centrum og skal skifte bus, er jeg blevet sa slov af udstodningen, at jeg er ved at falde i sovn. Det er forfaerdeligt og ulaekkert, og jeg gar gerne med min haette for ansigtet, for at kunne traekke vejret ordentligt. Her ser ellers sa pitoresk ud. De smukke, hoje bjerge omkring os far en til at taenke pa alpehuer og rent drikkevand, men en tyk dunst af udstodning far mig pa andre tanker. Jeg er begyndt at blive traet af at sidde i ko op mod to timer om dagen, og er lige sa traet af, at hver gang man springer af bussen, foles det giftigt og snavset at traekke vejret. Benzinen er sa billig hernede, at det er en skandale. Man kan fylde sin tank op for omkring 5 kroner, og brasilianerne valfarter til graensen for at kobe billig benzin. Og alle har biler. Og bruger dem. Det er et helvede. Jeg er meget traet af det, og jeg er isaer traet af den uhyggelige pavirkning det har pa mit mentale helbred; traethed.

De sidste par dage i zoo'en har vi lavet lidt af hvert. For 2 dage siden udforte vi en tandoperation pa havens tamme raev. Det var meget blodigt og ubehageligt at se pa. Hun var oprindeligt en kaeleraev hos en familie, men raeve lugter kraftigt, og til sidst kunne familien ikke have hende laengere, men matte aflevere hende til zoo'en. Hun far tandproblemer, fordi raeve i naturen spiser kod med knogler i, og pa den made slipper af med plak og andet skidt fra munden. Men i zoo'en kan de kun give hende kod uden ben, da det med ben er reserveret til felinerne. Sa det endte med at Felipe matte tage 4-6 taender ud, mens hun var under bedovelse. Stakkels kaeleraev. Den er virkelig meget venligsindet og vil gerne kloes bag oret som en rigtig hund. Og sa er den en trind, lille storrelse, man har lyst til at lofte op, hvis ikke den lugtede sa faelt.
I gar foretog vi os stort set intet udover at lukke raven ud igen (den havde overnattet pa kontoret i sit bur), og derefter kore til den lokale lufthavn for at tjekke priserne pa indenrigsfly.
I dag skulle vi til gengaeld arbejde med ornen. Fantastisk skonhed. Helt uimodstaelig. Jeg var rort af dens sarbarhed pa trods af de meget lange kloer og dens enorme kraft. Der var noget over den som var melankolsk og frygsomt pa en made, jeg aldrig har set for. Jeg havde slet ikke lyst til, at den skulle bo der. Spaerret inde. Det er en klichée, men ornen horer ikke til der. Det gor ingen af dyrerne i virkeligheden, men det var ekstra hjerteskaerende at se den store fugl lukket inde. Det er meningen, den skal flyve over verden hojt oppe i lyset, sa langt fra os at vi aldrig forstar, hvor smuk den i virkeligheden er. Vi blev nodt til at slibe hendes naeb ned, fordi det, ligesom med raeven, ikke slibes ned som i naturen. Og derefter rense naebet for gammelt kod. Jeg meldte mig vist nok frivilligt til at holde hendes maegtige kloer. Jeg fortrod hurtigt, da Felipe forklarede mig, hvilke katastrofale konsekvenser det ville afstedkomme, hvis jeg gav slip. Hurtig dod for os alle mere eller mindre. Sa jeg holdt godt fast. Den stakkels fugl begyndte at sla los med vingerne, da Felipe gik i gang. Mille og Katrine var blevet sat til at holde vingerne ind til kroppen, men det er ikke et nemt forehavende. Det afstedkom derfor mindre panik, da den fik vingerne fri, selv om vi var blevet advaret. Jeg var faktisk temmelig nervos under dette forehavende, men det lykkedes at holde fast hele vejen igennem, selv om det foltes bade faretruende og forkert at holde ornen nede. Men det synes jeg altid det gor - altsa foles forkert at holde dyrerne mod deres vilje, selv om vi plejer deres helbred. Der er noget naturstridigt forkert i tvangsbaseret omgang med andre levende vaesner, ogsa selv om det er "for deres eget bedste". Der er meget godt, smukt, padagogisk og oplysende at hente i en zoologisk have, men jeg er ogsa ked af det pa dyrernes vegne. Eller nogle af dem i hvert fald. For selvfolgelig har flere af dem et fantastisk liv i fangenskab med tryghed og mad, men isaer dyr der vandrer eller flyver langt, horer ikke hjemme bag tremmer.