Mere Merida

I dag mandag skulle vi for forste gang besoge Felipes klinik. Vi havde aftalt at mode ham der klokken halv tre, og vi var der meget for tidligt, sa vi fik os en bonusoplevelse:
Ned af en af de sma sidegader for at finde et sted at spise vores medbragte madpakker og evt. kobe en kop kaffe eller en is. Et sted fik jeg oje pa en skilt der reklamerede med is, handskrevet - sadan er det 9 ud af 10 gange hernede - og efter et stykke tid besluttede vi at forsoge os der. Det skal lige siges, at folk ofte skriver skilte med at de saelger noget, og sa er det rent faktisk ikke altid tilfaeldet. Maske er de lige lobet tor for hjemmelavet kage, eller ogsa var det i gar de havde bagt boller. Men kvinden her bad os komme ind i noget der mistaenkeligt meget mindede om et privat hjem. Jeg spurgte hende om vi kunne spise vores medbragte mad, og det kunne vi tilsyneladende godt. Sa vi blev baenket midt i deres dagligstue med en hjemmelavet vanilleis hver, mens det syedede og kogte fra kokkenet og forskellige folk kom og gik ved siden af os. Det var en ret speciel oplevelse. Rundt om os hang forskellige farvestralende malerier af Jesus, Maria og glitrende vandfald. Da vi sa havde spist vores is og mad (og jeg fik en kaffe fra kokkenet de ikke ville have betaling for), taendte bedstemoren fjernsynet og fandt en amerikansk film til os. Lige pludselig befandt vi os altsa i et privat hjem og sa en luxusluder blive myrdet i en amerikansk b-film og forsogte febrilsk at skure ned for lyden, da hun inden hun dode, tjente sine sidste penge hojlydt. Det var en meget speciel oplevelse. Vi var lidt som rumvaesner der var havnet i et gartneri uden at vide hvad grontsager er. Jeg fik lige taget et par billeder af Katrine og Mille, som altsa er med mig hver gang jeg tager ud for at mode Felipe og dyrerne.
Nah, efter godt to timer hos den gamle, gik vi tilbage mod klinikken. Felipe kom, som altid, for sent, og vi hilste lige pa klinikkens katte. (Den sorte er Obama. Hehe.)
Herefter skulle vi overvaere og deltage i en operation pa en gammel hund, med en stor cyste i maveregionerne. Og pludselig skulle jeg ikke vaere med mere, for jeg blev svimmel og fik kvalme, og skulle i det hele taget hurtigt ned at sidde. Jeg havde ellers habet at undga den reaktion, og vaeret opsat pa at kontrollere min ufrivillige reaktion pa blod og kod. Jeg blev faktisk temmelig overrasket over, at jeg fik det darligt, og ogsa en smule pinlig berort. Felipe forklarede mig, at det er en normal reaktion, som ca. hver 10. person oplever, og det skyldes at nogle menneskers blodsukker falder drastisk, hvis de ser noget, der oprorer dem. Det er en ubehagelig reaktion, for den er virkelig udenfor kontrol, og man foler sig ganske sart og skrobelig over ikke at kunne se pa lidt blod. Ganske patetisk. Felipe mente ikke umiddelbart at det kunne traenes vaek, men det er jeg nu ret opsat pa at forsoge pa. En af hans assistenter gav mig et bolsje og lidt efter havde jeg det fint igen, men kunne maerke at jeg skulle holde mig vaek fra operationsbordet. Jeg brugte tiden pa at tage lidt billeder. Dem kan I se.
Men sjeg sad og ventede pa at operationen skulle slutte, kom Mille pludselig ud til mig, ganske bleg i hovedet, og jeg forstod at hun ogsa havde matte give efter for den overvaeldende kvalme og svimmelhed. Ogsa hun var ret overrasket over sin egen reaktion. Men det er altsa under alle omstaendigheder et interessant faenomen, at blodsukkeret falder fordi man ser noget, der minder en om indvolde, blod og dod.
Det var en spaendende dag (igen), og jeg forsogte sa vidt muligt at dokumentere med mit syge kamera. Ja, mit kamera har det ikke sa godt, jeg skal operere pa det.
Alt godt for nu, vi skrives ved.
Knus Sidsel