Angel Falls/Salto Angel

Hej derhjemme,

Det er nu de absolut sidste dage inden, vi igen er tilbage i Danmark. Katrine og jeg er de eneste to i huset pa toppen af bakken, da de andre har valgt at tage tilbage til Chichiriviche for at fa sol den sidste halvanden dag, pa trods af en bustur pa 12 timer.
Huset er tomt, og vi har kobt billetterne til i morgen. Nu mangler vi bare at pakke og forsoge at fa tre maneders indhold til at vaere i vores rygsaekke. Vi ma medbringe 60 kilo fra Caracas til Paris, og eftersom baggagen ikke skal tjekeks ind flere gange, sa ogsa til Kastrup.

Det sidste jeg fortalte om fra den store tur, var afslutningen pa Roraima turen. Da vi kom ned til bilerne havde Manuel og José champagne og ol med, og der var en stemning af stor bedrift. Selv om gaturen nu var slut, manglede vi stadig at komme ned af resten af bjerget i de firskarne jeeps der kravlede afsted som store biller i det stejle terran. Vores chauffor var under pavirkning af 3 ol og 3 whiskeysjusser, der blev sendt rundt i bilen pa flaske. Det var mig meget i mod og jeg bad ham lade vaere, men han var vel sagtens af den opfattelse, at man korer bedre med alkohol i blodet. Det far stadig mit pis i kog, at man med ansvar for ca. 12 andre menneskers liv plus dem man risikerer at skade, hvis man korer forkert, uden samvittighed saetter en flaske whiskey for munden. Det uanset hvor mange bjerge man netop er kommet ned fra. Jeg klagede ved senere lejlighed over det til en af de danske guider, men der er en general accept af, at sadan fungerer tingene hernede.
Da vi endelig var nede, blev vi indlogeret pa et naerliggende posada (mindre hotel), og fik mulighed for at ga pa internet og tage bad. Det var dejligt.
Den naeste dag korte vi indi Brasilien for at foretage noget graensehandel, men der var ikke meget at se eller lave udover at shoppe. Vi tog tilbage nogle timer efter, og tilbragte resten af dagen ved samme posada i samme by; Santa Hélena.

Naeste dag skulle gruppen deles, da langt de fleste af os forsatte til Angel Falls, mens resten tog en natbus hjem til Chichi. Det blev en lang dag. Vi korte 10-12 timer med jeep, for vi endelig kom frem og gik i seng med det samme pa et saert hotel i skrigende bla og gule farver.
Naeste dag tog vi til en lille lufthavn og floj indover canaima. Der er billeder fra flyveturen, som foregik med fly der kunne have 5 passagerer om bord plus en kaptajn. Det var sjovt. Da vi kom frem, opdagede vi (til min gru), at vi igen skulle tilbringe en nat i junglen, og jeg onskede mig inderligt ind i natbussen til Chichi. Men det viste sig ikke at vaere sa slemt, langt mere luxuxpraeget end sidste gang, da vi fik god mad, ovenikobet tilberedt af det hold af guider der var med os. Pa det her tidspunkt var jeg ved at vaere udmattet af oplevelser og ture og indtryk, og have ikke brug for denne ekstra udflugt. Nu er det selvfolgelig rart at kunne sige at jeg har vaeret ved Angel Falls, et af Venezuelas trademarks, men det foltes unodvendigt i selve situationen. Vi fik en lang tur op af floden ud af det, fik set Angel Falls som selvfolgelig var smukt, men ikke noget der gjorde sig saerligt bemaerket i forhold til andre ting vi havde set pa turen, og tog tilbage til udgangspunktet naeste dag. Det var en hyggelig ekstra-tur ind i junglen, men det la for taet op af den forgaende. Den naeste dag fik vi en meget smukkere oplevelse, da de tog os med til de brede vandfald. Her gik vi bag vandmuren pa de voldsomme masser der vaeltede ud et sted over os. Det var ret fantastisk, og der var en evig regnbue dannet af solen og vandspejlet. Den er med pa nogle af billederne. Der var afsindig glat pa stenene under vandfaldene, og jeg var en enkelt gang ved at glide og tabe mit kamera - det ville have vaeret en ulykke :-( Men kameraet overlevede turen ind under vandfaldet, og jeg gjorde ogsa... Mindre vigtigt.

Canaima turen var altsa en smuk tur, men jeg var pa en made ude af stand til at lade mig rore af skonheden, for jeg udmattet pa en made, man ogsa kan opleve, hvis man far for mange julegaver pa en gang. (Det er selvfolgelig aldrig sket, note til omgangskreds.) Efter denne sidste bid var sunket og pa vej ned for at lagres sammen med resten af indtrykkene, tog vi endelig en natbus tilbage til Valencia og derfra videre til Chichiriviche. Vi var hjemme d. 28., og den 3. tog vi afsted mod Merida. Det gav os to hele dage til at samle vores ting og slutte opholdet af i Chichiriviche.
I mellemtiden var der ankommet nye mennesker til vores lejr, og endnu flere sluttede sig til over de folgende dage. Et filmhold var ankommet for at folge den gruppe, der skulle komme til at hedde On The Road. Det er et nyt program arrangorerne indforer med vores argang, og det er altsa en intensivt adventurehold, der rejser rundt gennem Venezuela i en maned og foretager sig ting som paragliding, parachuting og andet... Helt aerligt, jeg satte mig ikke rigtig ind i det. Vi modte dem som sagt da de var pa vej gennem Merida, og de havde det vist ok, de var i hvert fald allesammen i live.
De sidste dage i Chichi var praeget af en stemning af afrejse, og den forste forlod gruppen og tog hjem, det var Edmée, för tid. Vi holdt en fest og fik sagt farvel, og jeg var allerede opsat pa at komme i gang med mit ophold i Merida.
Merida har vaeret en helt anden oplevelse end resten af turen, og jeg har vaeret ubetinget glad for denne del af rejsen. Jeg har ikke bevaeget mig meget rundt - faktisk har jeg kun vaeret i byen og oppe af vores eget bjerg. Jeg har sprunget tilbud om udflugter over, og er blevet i de samme gader i stort set en maned. Det ligner mig ikke, og jeg kan kun forklare det ved, at jeg ma have befundet mig pa et stadie, hvor forandring og udfordring ikke var det jeg traengte til. Merida er en fin by.. Jeg er ikke forelsket i den som man kan forelske sig i Europaeiske storbyer, for her er for grimt. Merida er omgivet af den smukkeste natur, men bycentrum har ganske fa stolte bygninger, og indbyder ikke til spadseretur om aftenen. Trafikken er massiv og de sma parker er vaeldig sma - faktisk kan man overskue dem med et enkelt blik. Det er gronne pletter, der ikke rigtig ved, hvad de skal gore af sig selv. Alligevel har Merida charme, og det er ikke utaenkeligt at jeg ville vende tilbage engang. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har set det meste af byen overhovedet, formodentlig kun et mindre udsnit af centrum, og jeg er sikker pa, man kan finde gode omrader, hvis man leder. Isaer har jeg vaeret glad for Merida zoo, som ligger lidt afsides og naesten altid er i skygge pga bjergbevoksningen og de hoje traer.

Tiden gar hurtigt i dag, og vi skal videre for at gore de sidste indkob. Det her bliver ikke den sidste blog, sa hvis I har lyst, folger jeg stadig op pa den, nar jeg er kommet hjem. For nu vil jeg sige tak for, at I har laest med - det har vaeret rigtig dejligt at vide, at der er nogle der folger med derhjemme, og jeg har vaeret glad for alle jeres kommentarer (Kaare:-)) , jeres mails, sporgsmal, chat, respons.
Vi ses :-)