Historien forsaetter.

Kaere allesammen,
Sa er det blevet tid til at forsaette historien om min vandring ud i Venezuelas mange landskaber.
Jeg slap jer sidst med mit udtog fra junglen, og nu vil jeg springe en maned frem og fortaelle jer lidt om Merida, som jeg er ankommet til denne morgen ved 8-tiden. Som altid nar man skal tilbagelaegge lange afstande i Venezuela, er det natbusserne der bringer en fra sted til sted. Dette land er sa godt som blottet for toge, og der findes ingen toge der transporterer mennesker, kun godsvarer. Det er en smule pafaldende, for landet har lange, mennesketomme straekninger velegnede til infrastruktur, og jeg er bestemt ikke vild med natbusserne her. Hvilket til dels er opstaet efter en haendelse pa vej vaek fra junglen, som jeg senere vil berette om, og som er denne turs mest dramatiske punkt. Nogle af jer vil allerede vide at jeg hentyder til en bilulykke jeg var i, og som altsa har sat mentale spor selv om de fysiske hurtigt forsvandt. En af de ulemper ulykken har foraarsaget, er, at jeg meget nervost accepterer, at kore i biler eller busser, og jeg sover naesten ikke nogle af de timer turen varer. Jeg vagner som regel hvert femte minut og er i dromme pa vej ud over kanten. Mere om dette senere.
Merida er en forholdsvis lille by med 700.000 indbyggere i hele den samlede stat. (Merida er bade en stat og en by.) Det ligger mellem Andesbjergene og er af af naturlige aarsager vaesentligt koldere end de egne, vi kom fra. Vi er pa nuvaerende tidspunkt 7 mennesker i huset, men bliver 9 pa sondag. Det er meningen, at jeg i morgen skal starte pa mit frivillige projekt i zoologisk have sammen med Katrine. Vi skal desvaerre betale naesten 1000 kroner for at fa lov til at arbejde/blive undervist der i ca. 4 uger, og disse penge gar vist nok til opretholdelse og forbedring af dyrernes forhold. Sa det burde man jo kun vaere tilfreds med, men som I maske kan forestille jer, er det en ekstra omkostning pa en rejse, der i forvejen har kostet mange penge.
Dette var kort om Merida, nu vil jeg prove at forsaette fortaelligen, hvor jeg sidst slap den:

Jeg slap jer som sagt omkring den tid, da vores tur i junglen var forbi. Da vi endelig kom frem til en kaj af rigtig beton og med rodder langt ind i fastlandet, holdt der tre biler og ventede pa os. Dem var vi glade for at se. De tog os til Bruno's camp; The Swiss Camp som den blev kaldt, fordi dens hardkogte ejer er fra Schweiz. Da vi omsider modte ham pa vej tilbage fra hele turen, havde han forbinding om mave og hoved efter at have overlevet 3 skud i kroppen og et i hovedet, inden han selv drabte sine angribere.. Ja man laerer vel at gribe til handling, hvis man presses tilstraekkeligt. Her var det meningen, vi skulle opholde os i 1-2 dage, men opholdet blev betydeligt laengere.
Her er kort et dagbogsnotat fra lejren:

"I gar den 10. februar sprang jeg fra broen, som haenger hojt over floden. (Ca. 12-15 meter - der er billeder af den i mappen der hedder transport). Jeg havde aldrig troet, jeg skulle gore det, da jeg ikke er glad for hojder. De 2 sekunder i luften for man rammer vandet med fuld styrke, er de vaerste i ens liv. Men jeg gjorde det, og det er en ret berusende folelse at gore noget, man ikke tror, man tor. Nu er hojder generelt noget, de fleste mennesker frygter, og altsa ogsa jeg. Jeg vil skyde pa, at der er en 10-15 meter fra broen til vandoverfladen, sa springet i sig selv er bestemt gjort for. Men det er stadig hojt! Det regner nu, og jeg er staet op tidlig morgen. Mit toj haenger ude i regnen i et forsog pa at torre. I dag skal vi videre med jeep."

Ja, det troede jeg pa det tidspunkt, men uheldet var ude, og 12 af os kom til at opleve en bilulykke. Jeg har skrevet detaljerne ned, som jeg husker dem, men jeg vil spare jeg for de fleste af dem. Her er dog en kort forklaring. Vi korte afsted i regnvejr pa asfalteret vej. Det var den forste dag, vi korte afsted mod La Gran Sabanna, som var vores naeste mal. José korte godt 120 km i timen pa de drivvade veje, men jeg var holdt op med at laegge maerke til uforsigtig korsel, da forholdene er af andre dimensioner hernede. Dog ved jeg, at speedometret var pa 120, for tilfaeldigvis havde en af de andre piger tjekket det, inden vi korte galt. Jeg husker, at vi horte musik, og jeg husker, at jeg havde en folelse af at vaere oploftet over endelig at vaere pa vej mod det sidste mal pa rejsen. Og jeg husker, at alting pludselig er angst og kaos i bilen og at José mister kontrollen over bilen, hvorefter vi korer udover skraenten. Bilen ruller rundt 1,5 gange, sa den altsa lander pa taget, og jeg kan huske, at jeg er meget bange, fordi jeg ikke kan traekke vejret og ligger med hovedet nedad under nogle af de andre. Jeg kan huske, jeg kalder Edmees navn og ikke far svar. Og jeg kan huske, at de andre stille flytter sig en efter en, og at jeg ogsa kommer ud af bilen, af sidevinduet ved siden af forersaedet. Nu efterfolgende, kan jeg ogsa huske bevaegelserne i bilen, hvordan José forsogte at bremse op, hvordan det rykker og vi vaelter. Og det er denne folelse der hjemsoger mig, nar jeg korer med busser eller jeep nu. Det har vaeret et lille handicap, og fordi jeg er i live, er jeg taknemmelig mere end jeg er vred.
Camilla har spurgt mig, hvad jeg taenkte i de sekunder eller ganske fa ojeblikke det varede, og jeg naaede at taenke meget mere, end man maske forestiller sig i sadan en situation. Jeg naede at taenke, at det var for tidligt at fa en slutning pa det hele, og jeg naede at taenke, at jeg skyldte min familie at komme tilbage. Det er nok i hovedtraek de tanker, der gik gennem mig.
Nah, da vi alle sammen var kommet ud, var der vel en slags choktilstand. Folk begyndte langsomt at opdage, at de var kommet til skade, men pa mirakulos vis, var ingen dode, ingen havde braekket noget, og ingen sa ud til at vaere blevet invaliderede. Vi var rystede.
De tog os tilbage til den lejr, vi sa lykkeligt havde forladt et par timer forrinden, og folk samledes stille og trykkede under lejrens halvtag. Her tilbragte vi stort set de to naeste dage, og det var to miserable dage. Jeg onskede mig flere gange tilbage til Danmark, men besluttede at forsaette turen.
Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg vil forholde mig til episoden, nar jeg kommer hjem. Formodentlig vil jeg lade den passere og habe, den ikke tager ophold i min underbevidsthed for tid og stedse.
Da vi endelig kom videre fra Bruno's camp, var naeste destination altsa La Gran Sabanna. Vi havde et par ophold undervejs, en overnatning pa hotel (hvilken luxus) og en overnatning pa en graesplaene i en by (i telt). Til sidst kom vi frem.