Jeg har laenge gerne ville skrive det sidste afsnit om den store tur. Jeg mangler kun La Gran Sabana og Angel Falls. Af en eller anden grund, har det vaeret svaert at tage sig sammen til, og det er ikke blevet nemmere, som tiden er gaet. I dag er det lordag, og huset har vaeret tomt. Jeg har nydt at vaere alene i huset, mens jeg har lavet kaffe og laest boger i min sovepose eller pa trappeplateauet udenfor. Forresten vil jeg udnytte muligheden for mild propaganda, nu da jeg rent faktisk har oprettet en blog, og der rent faktisk er nogle der laeser den: Jeg har laest Flagermusmanden faerdig. Det er en god bog. Jeg vil gerne traekke tidligere udtalelser tilbage. I skal laese den og lade jer deprimere over hvor selvdestruktivt et menneske kan opfore sig. Jeg var ikke glad for bogens personer i starten, for de havde ikke noget pa hjerte. Ikke for alvor. Men det havde de sa alligevel, og jeg var glad for at blive overrasket. Det er en god bog. Jeg vil gerne anbefale den.

Det er dejligt afstressende at have omgivelserne for sig selv en gang i mellem. Folk er spredt ud over omradet. Mille og Katrine er i faerd med at rapelle ned af et vandfald. Jeg var kun kortvarigt fristet til at tage med. De andre fra huset har sluttet sig til dele af den gruppe som nu er i byen, og jeg har plejet omgang med mig selv. Vi var allesammen ude at spise i gar pa en mexikansk restaurant, der havde virkelig god sangria men mindre gode tortillas. Sa det udlignede sig. Efter maden tog vi pa Banana Bar, som er denne bys totale in-sted, og de saelger milkshakes med store maengder alkohol i. Det er en udemaerket kombination. Men jeg tog tidligt hjem; i kraft af at det er et in-sted, spiller de ditto darlig musik og har et kedeligt homogent klientel.
Pa vej herned i bussen genlaeste jeg mine dagbogsnotater fra Gran Sabana. De er udeblivende fa, nu da de skal anvendes. En stor del af dem er formuleret i brevform til jer derhjemme, og det er muligt at kopiere brugbare passager derfra. Men forst og fremmest, tror jeg jeg vil basere noget af genfortaellingen pa hukommelsen:
Vi ankom til Gran Sabana d. 12. februar ved aftentide, og solen var lige ved at ga ned. Man naar Gran Sabana efter at have kort opad i nogle timer for til sidst at naa et nyt niveau et ukendt antal meter over havet. Vi var selvfolgelig bagud i forhold til planen pga uheldet med jeepen, og guiderne havde folt sig nodsaget til at aendre programmet. Derfor overnattede vi forste nat et sted, de ikke kendte. Det var virkelig smukt. Her er en beskrivelse fra 13. februar om morgenen:
"13. februar.

Sa kom vi til La Gran Sabana, og pludselig ved jeg igen, hvorfor jeg er her. I et glimt foler man sig pludselig taettere pa sig selv og opfyldt af hab. Her er vi sa, pa toppen af verden, naesten der, hvor man kan rore skyerne. Heroppe foler jeg mig kastet tilbage i en balance, jeg havde glemt. (Husk dette er skrevet kort efter ulykken.) Jeg ved igen, hvad jeg laenges efter, og jeg ved igen, hvad jeg er. Den Store Savanne er det smukkeste omrade, jeg har set i mit liv. Jeg har lyst til at udryde de sma bebyggelser og lade stepperne oversvomme med heste. Jeg onsker ikke andet end at tabe mig selv i udsigten. Sceneriet minder mig om glemte dromme, som et tungt klokkeslag har faet mig til at huske. Her taber man alt det ligegyldige pa gulvet og al baggrundsstoj er forsvundet. Og nu ved jeg, hvor jeg kan finde denne del af tilvaerelsen igen."

Denne forste morgen gjorde et stort indtryk pa mig, og jeg brugte lang tid pa at hoppe rundt pa vandfaldet der et godt stykke vaek fra campen. Det er ogsa her jeg har taget mange af de vandbilleder, der ligger i mappen La Gran Sabana. Det var overvaeldende smukt, og det foltes som at traede ind i en Planet Earth dokumentar. Vi tilbragte denne dag med at bade ved vandfaldet, og lidt over middag gik vi vist nok til den naeste camp som la i San Francisco de Yuruani. Opholdet i San Francisco blev en provelse grundet flere ting. For det forste begyndte jeg at fole et presserende behov for at komme i kontakt med folk derhjemme og der var ingen mulighed for nogen form for kontakt, for det andet foretog vi os naesten ingenting, men tilbragte de lange dage med at ga ned til gennemkorselsvejen, hvor de lokale havde flere turistboder. Men det er begraenset hvor mange timer, man kan bruge pa det uden at begynde at kede sig. Der var flere forskellige sma spise- og drikkesteder, hvor man kunne haenge ud og maske se Titanic, som tilfaeldet var den ene gang, men der var derudover ikke en skid af lave. Og jeg kedede mig forfaerdeligt og ville gerne i gang med den store provelse der la foran os; Roraima. Alligevel tilbragte vi alle dagene mellem d. 13. og d. 17. februar i dette... hul. Og det gjorde mig midlertidigt vanvittig. Folk begyndte at opdyrke et kompliceret kö-system i forhold til den medbragte litteratur, og bogerne blev pushet som en slags drug. Jeg havde faet fat i en historisk
krigsroman om Genghis Khan, en australier tilfaeldigvis havde glemt i junglen. Jeg sled mig gennem 300 taet skrevne sider om Mongoliet, for jeg gav op og byttede den til en hurtiglaest paperback om en Callgirls bekendelser. Da jeg fik fingre i den bog, var opholdet i ingenmandsland ved at vaere slut. Det var frustrerende at vaere omgivet af sa smukt et landskab uden mulighed for at kore igennem det eller udforske det, og det er lige for at denne del af turen var en af de svaereste at komme igennem for mig. Timerne gik langsomt fra man vagnede om morgenen og skulle fa endnu en dag til at ga til man gik i seng om aftenen uden at have udrettet noget.
Vi modte dog en anden gruppe i denne by - en gruppe lidt som vores egen, dog med mange flere blandede nationaliteter. De havde et program der mindede en del om vores, blot havde de gjort tingene i en anden raekkefolge. I virkeligheden skulle deres Gran Sabana tur have vaeret noget af det sidste pa deres program, men eftersom de var blevet overfaldet af pirater en dag ved stranden, havde deres planlaeggere besluttet at bytte rundt pa aktiviterne. Piraterne havde ikke haft stort held med sig, for de bar alle kun kopier af deres pas og begraenset maengde kontanter. Men det havde selvfolgelig vaeret en ubehagelig oplevelse alligevel.
Endelig oprandt dagen da vi skulle afsted for at pabegynde vores vandring op pa Roraima. Det var d. 17. februar.
Den forste dag gik vi i ... 6 timer tror jeg. Man kommer til et punkt, hvor bilerne ikke kan kore laengere, og foran en ligger disse uudgrundelig tepuis, som kun findes to steder i verden; Venezuela og et sted Afrika, hvor kontinenterne i sin tid slap hinanden. Landskabet er som naevnt helt fantastisk. Vi var alle belastet til bristepunktet (folte jeg, og jeg er selvfolgelig lidt under gennemsnittet hvad angar vaegt og styrke.. men ikke staedighed tror jeg.)
Det blev en vaad og alligevel sveddryppende tur, for der var naturligvis skybrud flere gange den forste dag, og jeg matte pakke mig ind i plastic eftersom mit regnslag forsvandt i bilulykken (sorry mor). Det var varmt og fugtigt inde under min plastik, men det holdt min sovepose nogenlunde tor. Den forste dag skulle vi over flere floder - nogle af dem ikke helt sma. I kan se det pa billederne. Der var staerk strom, og det galt om ikke at falde med oppakningen, sa der blev dannet et raekvaerk af menneskehaender, der hjalp folk over. Jeg troede sgu ikek vi ville blive udsat for noget der var sa risikabelt, men det gik langsomt op for mig pa den tur, at vi et eller andet sted ma have underskrevet nogle papirer, der klargjorde at al risiko var pa eget ansvar, for der blev taget en del chancer. Men heri bestod ogsa det sjove, og jeg var faktisk ret vild med at kravle gennem strommen og habe pa ikke at falde. (Selv om jeg faktisk faldt ved flere lejligheder og en enkelt gang opgav og var helt under med alt mit toj pa.)
Da vi naede den forste lejr var vi tilfredse med os selv. Bjerget var kommet taettere pa, men var stadig mindst 5 timers gang med opbakning pa vaek. Vi fik at vide at morgendagen ville blive den hardeste pa turen, og det var der vel en slags sandhed i.
Noter fra forste dags vandring:
"17. februar.

Roraima ligger stort og morkt foran mig, og tunge skyer bevaeger sig ind over det og ligger sig mellem klipperne. Vi er i Gran Sabana, og er omsider pa vej mod toppen. Solen er gaet ned og her er snart helt morkt. Her lugter lidt af gas og optaendingsolie, og fra det lille shelter kan jeg hore stemmer fra aftenens kokkenhold. Mine ben er smurt ind i olie for at holde insekterne vaek."

"18. februar.

Sa kom vi fandme frem til malet igen, denne gang tilbagelagt turens hardeste rute eftersigende. Vi er netop nu for foden af Roraima og begynder den endelige opstigning i morgen. Det har nok taget os 6 timer at na hertil i dag, og jeg synes, jeg har klaret det godt! Tasken er tung, men hvis man saetter den ene fod foran den anden, kommer man frem pa et tidspunkt. Jeg er lige ved at falde i sovn nu, selv om klokken kun er henad to."

Det med at saette en fod foran den anden beskriver meget godt, hvordan det foltes nogle gange. Det var altsa hardt at blive ved og ved, selv nar man folte, man ikke kunne mere. Nogle gange, ret tit, havde jeg lyst til at saette mig ned og blive siddende, men omstaendighederne tvinger en til at ga videre og videre, og det er ikkenoget man kommer ud for saerlig tit. Som regel er der en bus, en taxa, en korelejlighed, en made at give op pa. Men der er ikke nogen made at give op pa pa vej op af et bjerg. Og det var saer erkendelse. Den fristede ikke til selvmedlidenhed (lige med det forste), men aktiverede en forsat rytme, der gjorde at man gik og gik til man var i mal, og pludselig var et dyr pa vandring i kontakt med sin egen overlevelse.

Den 19. februar gik det altsa opad. Og det kan godt vaere de havde varslet at forgaende dag var turens hardeste, men denne dag var en ny slags provelse, for det var stejl og det var hardt. Det var lidt som om alle dagene pa turen indeholdt hver sin saeregne provelse (turens vaerste dag var dog forste dags nedstigning. Her var jeg pa kanten af oprigtig opgivelse.) Selve opstigningen til toppen af Roraima havde en indlagt optimisme, fordi toppen hele tiden kom naermere. Pludselig var vi ved klippevaeggen som gik lodret opad, og kunne se stien mellem klipperne foran os. Pludselig var vi ved det vandfald der falder fra Roraimas top og er verdens naesthojeste. (Det hojeste er Angel Falls.) Og pludselig var vi ved det umenneskeligt stejle sidste stykke for toppen. Og til sidst, da man ikke laengere havde nogle sammenhaengende tanker, kom man frem. Til et manelandskab. Til toppen af 3 dages slid. Og man kunne smide sin rygsaek og vaere lige ved at falde ud over kanten. Nogle pastar, at den folelse man har, nar man nar toppen, er ligesom at tage stoffer. At det er ligesom at vaere hoj. Det var i hvertfald et betydningsfuldt ojeblik, og jeg taenkte med gru pa nedstigningen.
Det tog os endnu 40 minutter at na frem til den grotte vi skulle bo i. I kan selv se toppens landskab pa billederne.
"En bjergtop 3000 meter over jorden. Solen er lige staet op. Den rammer os laenge for den nar ned pa jorden bag os. Det er et manelandskab heroppe. Klipper, klipper, og vand. Til den ene side Brasilien, til den anden side spreder Venezuela sig."
Sa var det selvfolgelig koldt. Forfaerdelig koldt om natten, men ogsa om dagen hvis ikke Solen stod pa. De fleste var iklaedt huer.
Vi tilbragte to dage pa toppen. Der var arrangeret tre forskellige ture rundt deroppe, men man havde kun mulighed for at tage to af dem, da de la pa samme tid. Den ene var en langtur pa 6-8 timer, og den anden kortere pa3-5 timer. Jeg valgte den korte. Vi blev fort ud til et "vindue" - lidt svaert at forklare, men det har altsa noget at gore med et hul i klipperne og skydaekket - og det var 'naesten' aabent som folk sagde. Jeg har taget et billede af det, jeg kan lige ga ind og skrive hvilket foto der er tale om nedenunder.
Der var meget langt ned - det var temmelig svimlende, og jeg holdt mig helst lidt fra kanten.
Den anden tur var af en helt anden karakter. Men ganske enkelt hele bjergturens mest spaendende og fantastiske oplevelse for mig. Den gik ind i en grotte dybt ned i bjergets hjerte:

"Klippehulen, 20. februar."

Morke, pandelygterne bag mig, lyden af vand dybt inde. Tavshed. Det hele mindede mig om Bilbo Saekkers rejse gennem bjerget og hans skaebnesvangre mode med Gollum i morket.
Passagen gennem klippehulen forsaetter eftersigende hele vejen gennem bjerget til den nar jordoverfladen 3000 meter nede. Nedad og nedad forsaetter den og forgrener sig i hundredevis af morke gange. Sa vidt vi ved, har ingen foretaget turen. Det er for farligt. Man kan fare vild og aldrig finde ud af morket. Passagen gennem bjerget deler sig hele tiden, og nye grene opstar. Morket traekker i en. Jeg vil gerne forsaette videre og videre frem. Lyden af vand har en hypnotisk effekt pa mig, og jeg kan ga i evigheder herinde, krumbojet, kravlende, oprejst. Morket er af et helt specielt materiale. Vi slukkede vores lygter og var omgivet af sort flojl. Jeg kunne ikke se en handsbredde frem. Gangen vi fulgte vi skiftevis smal og bred, og et par enkelte steder sprang vi over dybe revner i klippegrunden. Det sugede i ens krop ved tanken om at falde. Vand piblede frem over de kolde sten, og langt borte kunne man hore sagte, underjordiske kilder. Jeg var meget draget af sceneriet. Jeg havde forventet, at jeg ville fole mig beklemt og klaustrofobisk til mode, men turen var helt fantastisk. Flere af de andre var glde for at se lyset igen, men jeg var virkelig fascineret. Sa var jeg darligere til dagens hojdeprove. Det gav mig en panik svimmelhed at kigge ud over verden fra de aeldgamle klippehylder. Over skyerne. Ikke under dem. Jeg folte mig derimod meget inspireret af klippehulen og dens tavse vaesen. Hvilke skabner har den slugt i artusindernes forlob? Hvilke historier ligger gemt i dens abne klippesvaelg? Forestil dig hvordan nogen er sogt videre og videre gennem gangene til de har modt lys - fra denne verden eller den naeste.
I am intrigued."

Alle der gar ind i bjerget, gar frem med varsomhed. Ingen gar laengere end til et vist punkt. Derfra er resten ukendt grund. Det var enormt spaendende.
Nedstigningen vil jeg tage i relativt korte traek. Det var hardt og vores kroppe var brugte. Vi brugte kun to dage pa nedstigningen, hvor vi havde brugt 3 pa at komme op. Den forste dag naegtede mine ben at gore som de plejede. De laste sig sammen i en slags muskelkrampe, og jeg havde derfor helt stive ben, der var svaere at ga pa. Det var ikke rart.
Da vi endelig kom frem pa anden dagen, var det en stor bedrift at laegge bag sig, og jeg folte ikke trang til at forsoge at gentage successen lige med det samme.

Det ma vaere nok for denne gang. Nu er jeg naesten faerdig med den store tur, og ogsa naesten faerdig emd hele turen. I dag er der blot 10 dage til jeg er tilbage i Danmark :-)
Mange hilsner herfra :-)